Læsetid: 7 min.

Hvor svært kan det være

Erik Skyum-Nielsen er hverken blevet dolket forfra eller bagfra. Hverken rituelt eller realistisk. Dolken er lige så fiktiv som Skyums påståede 'uvidenhed' om 'De måske egnedes' dokumentariske baggrund i 1994. Poul Behrendts kronik er et svar på den kritik, som er rejst her i avisen af hans nyeste bog Dobbeltkontrakten
1. april 2006

Siden det i forrige uge blev klart, at avisens litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen befandt sig i en dobbeltposition, da han i 1994 'genanmeldte' Peter Høegs roman De måske egnede - har dagbladet Information iværksat en større krisekommunikation.

Af de fire sider om sagen, som avisen den 24. marts bragte under overskriften Behrendt gør det svært at være kritiker, fremgik det, at denne dobbeltposition slet ikke er nogen nyhed - undtagen altså for Informations læsere. Romanens første anmelder, Søren Schou, der åbenbart forlod avisen i vrede over at blive desavoueret af Skyum og redaktionen, mener således at have haft hviske-hviske kendskab til Erik Skyum-Nielsens institutionelle tilknytning til Bordings Friskole allerede i januar 1994.

Ikke desto mindre er alle krisekommunikationens aktører enige om den løsning, som sammenfattes i kulturredaktør Peter Nielsens bagsideleder dagen efter: "Skyum-Nielsen burde selvfølgelig have givet den oplysning om sin egen rolle."

Som krisekommunikation er der den mangel ved løsningen, at den savner realitetssans. Ikke som moralsk håndvaskning for avisens eget vedkommende. Men som realistisk mulighed for avisens hovedanmelder. Erik Skyum-Nielsen var i 1994 ved selve sin læsemåde afskåret fra at give en sådan oplysning. Det kan enhver forvisse sig om ved at (gen)læse hans essay om Forfatteren som blind passager - det er siden genoptrykt på svensk i BLM 1995 (sekunderet af Marianne Ping Huang), og på dansk i hans essaysamling Fra ånden i munden, 2000.

Der var hos Skyum i 1994 ikke antydning af, at romanen skulle rumme referencer til nogen eksisterende friskole eller friskoleleder. Romanens 'rektor Biehl' fremstod her som en rent fiktiv, men fuldstændig retlinet karakter af 'hyppigt bevidnet myndighed' og 'personlig integritet'. Til gengæld afviste Skyum at godtage Peter Høegs afsløring af bogens adoptionshistorie som fiktion. Den var ikke fiktion, den var løgn. Og løgnen udlagde han psykoanalytisk som symptom på, at Peter Høeg af de biologiske forældre havde været udsat for grove omsorgssvigt. Romanens forældre var 'faktiske'. Skolen og dens leder 'fiktive'.

Denne 'dobbeltkontraktlige' asymmetri i tilgangen til De måske egnede er ikke nogen tilfældig eller udvortes omstændighed ved Skyums fremstilling, men selve kernen i hans læsning. Det fremgår, når han nu til Information forklarer, hvorfor han i sin tid gav et så rosenrødt portræt af den fiktive skoleleder: "Jeg var ganske enkelt ikke klar over, i hvilket omfang Høegs bog var dokumentarisk. Hele bogen var skrevet i en sammenvævning af facts og fiktion. Og dens uhyrligheder med hensyn til korporlig afstraffelse, troede jeg, var fiktion."

Her siges det jo ganske ligefremt, hvad der i Dobbeltkontrakten identificeres som en indirekte, kodet meddelelse - at Skyum læste romanens fremstilling af 'Biehl' som en bagvaskelse af grundlæggeren af virkelighedens friskole, Frede Bording. Men sin identifikation af Biehl med Bording var han tvunget til at holde skjult for læserne, fordi han ellers ikke ville kunne gennemføre sin psykoanalyse af forfatteren.

'Havde jeg bare anet...'

Af samme grund kan Erik Skyum-Nielsen heller ikke tilslutte sig Informations løsning. I stedet for som de øvrige aktører nærmest ved stemmeoptælling at votere for, at en oplysning om Skyums dobbeltposition ingen forskel ville have gjort i kritikken af Høegs roman, opretter Skyum sin egen platform.

Han var nemlig i 1994 ikke 'inhabil'. Han var 'uvidende'. Ikke uvidende om sin rolle i bestyrelsen for Bordings Friskole, men uvidende om romanens dokumentariske baggrund. "Havde jeg bare anet-," siger han i overskriften - som et sagesløst offer for omstændigheder. Men er straks efter på benene igen: "Min hovedindvending er, at Poul Behrendt indlæser den viden, han selv møjsommeligt har indhentet, i indholdet af min hjerne i 1994. Men den viden havde jeg ikke, og jeg gjorde intet forsøg på at skaffe mig den."

Men som det fremgår af Dobbeltkontraktens første kapitel, er der stribevis af oplysninger fra tiden omkring De måske egnedes udgivelse, som dementerer enhver mulighed for uvidenhed om 'uhyrlighedene' hos dem, der (som Skyum-Nielsen, Bertel Haarder, Søren Vinterberg, Poul Borum og forældrekredsen ved Bordings Friskole) allerede ved udgivelsen den 1. oktober 1993 kunne identificere koden Biehl/Bording.

I sin anmeldelse af Peter Høegs bog havde undervisningsministeren eksempelvis forsikret, at bogens modeller gik lyslevende rundt, at han selv havde set de fleste af dem, og at "det virkelig er så slemt, som bogen beskriver det". Fordi han også tilstod at have grædt under læsningen, blev Haarder af Skyum udnævnt til "alleruappetitligst". Havde jeg bare anet -

Som det noteres i Informations lørdagsleder, indskrænkede Skyum sig dengang ikke bare til at omvurdere én bog. Omvurderingen gjaldt hele forfatterskabet, inklusive Forestilling om det tyvende århundrede - der blandt andet rummer et navngivet portræt af Bordings Friskole og af Frede Bordings "tunge slag med åben hånd som han hele sit liv hævdede ingen tog skade af". På den konto at påberåbe sig uvidenhed om 'uhyrlighederne' på skolen kan kun lade sig gøre mod bedre vidende.

Endelig havde Bordings Friskoles leder på foranledning af forældrekredsen, som Skyum også var medlem af - tre måneder før Skyum i Information psykoanalyserede De måske egnede som portræt af en rent fiktiv skole - henvendt sig til Peter Høeg for at bede ham komme og diskutere De måske egnede som et portræt af Bordings Friskole.

Dette er godt nok en nyhed for offentligheden. Men ikke for Erik Skyum-Nielsen.

Gik i vrede

"Behrendt gør det svært at være kritiker" lyder sidste fredags hovedbudskab fra Information til læserne. Javel. Men hvor svært kan det være?

"Han nægter at se det tidsbundne," siger Skyum, "men anklager folk, der reagerer på dagen, eller tre måneder efter, for ikke at være så kyndige og indsigtsfulde, som man først kan være længe efter."

Men i Dobbeltkontrakten anklages folk, der reagerer på dagen, ikke. De udsættes - som jeg selv - for historiens ironi (og spørgsmålet er, om en anmelder vil finde sig i det). Uden anmeldere - herunder mig selv - der tager fejl, er der ingen mulighed for at dokumentere nogen dobbeltkontrakt.

Men bemærk Skyum-Nielsens listige finger på vægten: " - folk, der reagerer på dagen, eller tre måneder efter". Som om de tre måneder ikke gjorde hele forskellen, også i hans egen selvforståelse dengang. Som om hans genanmeldelse ikke var én lang spot af anmeldernes fejltagelser (på baggrund af begivenhederne i Forum november 1993). Som om jeg havde 'anklaget' Erik Skyum-Nielsen for at være ført bag lyset som læser, og ikke stik modsat for - efter tre måneder - at føre andre bag lyset. Som om en eneste af de ovenfor omtalte informationer ikke stod til Skyums rådighed i januar 1994.

Hvordan kan Skyums gamle essay, når han netop ikke var 'anmelderen' (som da også gik i vrede og siden 'genanmeldte' bogen i Kritik), overhovedet lægges til grund for en diskussion af dagbladskritikkens vilkår i Information?

Se hvad han har gjort

Enhver litteraturstuderende ved i dag, at man ikke skal spørge en forfatter, hvad han kan have ment med den bog, han engang skrev. At man ikke skal lytte til, hvad forfatteren havde tænkt sig, men se på, hvad han har gjort - på skriften som handling.

Det er en af de ejendommelige ting ved det 20. århundredes teorier om tekst, at den regel kun menes at gælde for skønlitterære forfattere. Hvordan kan man tro, at Information ved at udspørge Erik Skyum-Nielsen om, hvad han vidste for 12 år siden, skulle kunne få et ustrategisk svar - når det er selve hans adfærd dengang, som dobbeltkontraktlig skribent og viden-skjuler, der er sat under pres.

At det endda kan være svært at få sådan et svar, selv inden for rammerne af ganske korte tidsrum, leverer Erik Skyum-Nielsen til slut et sigende eksempel på.

Da Information spørger, om jeg nogen sinde har henvendt mig til ham om bogen, svarer han affejende: "Nej. Han behandler mig som en død." Hvorpå han afslutter interviewet med sin anekdote om ubehaget ved kollegaen, der i årevis har glædet sig til at dolke ham bagfra.

Men hans dolkning er en fiktion. Erik Skyum-Nielsen blev ansat som lektor i 2003. I 2004 blev de første dele af Dobbeltkontrakten offentliggjort i Kritik - inklusive det indledningskapitel, der stod i Weekendavisen forrige uge. Den 31. august 2005 havde Skyum og jeg en samtale om Dobbeltkontrakten. Ugen efter fik han det centrale Kapitel 15 om litterære koder, hvori psykoanalysen af De måske egnede og hans egen deraf afledte dobbeltposition i forhold til roman og skole første gang fremdrages og kritiseres.

Den 7. september 2005 modtog jeg fra Erik Skyum-Nielsen en mail med tak for samtalen og for læsning af det pågældende kapitel.

Erik Skyum-Nielsen er hverken blevet dolket forfra eller bagfra. Hverken rituelt eller realistisk. Dolken er lige så fiktiv som Skyums forsøg på at hævde sin 'uvidenhed' om De måske egnedes dokumentariske baggrund i 1994.

Som en gammel, stivbenet nykritiker hævder Informations lørdagsleder, at det væsentlige spørgsmål ikke er, om Skyum-Nielsen som anmelder er 'habil' eller ej, men om hans læsning er det. Derved negligeres den uafviselige omstændighed ved Skyums 'genanmeldelse' af De måske egnede, at hans inhabilitet i borgerlig forstand ikke kan skilles fra 'habiliteten' af den psykoanalyse, hvormed han forsøgte at knække de koder, analysen selv havde fabrikeret.

Erik Skyum-Nielsen indgår ikke i Dobbeltkontrakten, fordi han i 1994 var inhabil som kritiker. Men fordi hans kritik er et nærmest paradigmatisk eksempel på lukning og forsegling af dobbeltkontrakten. I kraft nemlig af en 'bagklog' kritikers foregivne 'fiktionslæsning' af et kompliceret kunstnerisk udsagn, hvis intertekstuelle virkelighedsreferencer han (og andre?) udmærket (hviske-hviske) kendte, men havde udgrænset fra institutionen.

Dobbeltkontrakten handler hverken om Skyum-Nielsen eller Lars Bukdahl (vist også en nyhed for Informations læsere). Den handler først og fremmest om det 20. århundredes selvmodsigende læsemåder.

Poul Behrendt er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her