Læsetid: 4 min.

En svag brokkende baggrundsbrummen

Hvad er der blevet af samfundskritikken? Dyrker den drømme om et liv i herlig harmoni uden for fornuften, eller finder den nye allierede til at udøve demokratiske bestemmelser over den sociale virkelighed
17. marts 2006

De enkelte mennesker styrer vi med pengene, og samfundet holder vi sammen med værdierne. Vi styrer alderdomsplanlægning gennem efterløn og de ledige ved at skære i deres overførsler: Vi stoler på pengenes pædagogik. Velfærdspolitik handler nu kun om økonomisk sikring af velstand og den økonomiske styring af borgernes livsplanlægning. CEPOS og OECD bryder ikke denne tankegang, når de foreslår lavere skat og nedskæring i offentlige ydelser: De bekræfter ideen om, at man regerer mennesker gennem deres pengepung.

På den anden side erkender vi, at samfundet skal hænge sammen. Der skal mere til end bare efterløn og 120 pct. mere privatforbrug i 2040. Der skal også 'værdier' til. Og hele værdidebatten handler om, at vores værdier er truede, og nogle må true dem. Dem kalder vi samfundets fjender: Det kan være socialministerens utopi om ulighed, slemme Anja Andersens strittende langefinger eller flagafbrænderne. Velfærdsdiskussionen finder i dag sted i to dimensioner: Nogle leder efter 'værdiernes fjender', andre foreslår teknokratiske justeringer af den økonomiske regulering af borgernes frihed.

Blandt samfundsvidenskabelige akademikere trives teorier om, at man slet ikke kan styre vores samfund rationelt. Det er blevet så komplekst, at vi ikke kan se og diskutere det samlede samfund som en struktur, der kunne være anderledes. Andre akademikere dyrker forførende ord fra den populære franske filosof Gilles Deleuzes inventar af begreber, som skal undslippe en forestilling om en 'totalitær fornuft': Man taler om 'rhizom' og 'flugtlinjer', som var det orientalske blomster. Men det bliver sjældent til udfordrende samfundskritik.

Som Nils Bredsdorff skriver i sit fortræffelige indlæg i en helt ny antologi om samfundskritik:

"Samfundskritikken har mistet sit fodfæste og ståsted, først på universiteterne og dernæst også i arbejderbevægelsen og på den politiske venstrefløj. Samfundskritikken forstået som en både teoretisk og praktisk, politisk kritik af det herskende samfunds institutioner og virkemåder anskuet ud fra et perspektiv, der rakte utopisk eller blot visionært ud over de satte grænser - den kritik er døet hen til en svag brokkende baggrundsbrummen."

Tre niveauer

Bogen er blevet til som refleksioner på en udfordring skrevet af Henrik Kaare Nielsen som et skarpt manifest for en fremtidig samfundskritik. Nielsen skitserer kritikkens tre niveauer: 'den empiriske kritik', som ofte journalistisk vurderer overensstemmelse mellem tale og handling. For eksempel sammenligner man statsministerens valgløfter med realisering i valgperioden. 'Den immanente kritik', som evaluerer udviklinger i samfundet i forholdet til en konsensus om kollektive mål eller løfter indskrevet i samfundets institutioner, som når man eksempelvis ud fra velfærdssamfundets idealer kritiserer tendenser til stigende ulighed. Og endelig den såkaldt normative kritik, som anskuer den sociale virkelighed i forhold til et måske endda utopisk ideal om, hvordan den burde være.

Diktatoren

Traditionelt har den venstreorienterede samfundskritik undervurderet potentialet i den immanente kritik, som også kan udlægges som normativ kritik. Man kan hævde, at det borgerlige samfund aldrig indløser sine løfter og derfor altid er åbent for kritik på præmisser, som må formodes at deles af alle.

Både Bredsdorff og Nielsen anfører en anden fejlslutning på venstrefløjen: Man har talt om 'fornuften' i bestemt ental, som om det var en diktator. Man har karikeret oplysningsidealer som et totalitært planlægningsprojekt og som redning foreslået frigørelse fra 'fornuften'. Som Nielsen anfører:

"Fornuftskritikkens implicitte antagelse synes at være, at skrotningen af den angiveligt selvovervurderende menneskelige fornuft automatisk vil åbne for en formning af den sociale praksis efter 'autentiske' principper af en højere værdighed."

Men der gives ikke et herligt harmonisk mylder af ligeværdige små fortællinger, hvis bare man slår fornuften fra. Det giver ifølge Nielsen blot markedets kamp: alle mod alle.

Som den røde tanke gennem Kritik som deltagelse løber en kritik af den venstrefløj, der ville noget andet end både kapitalisme og oplysning. Det pointeres nu, at oplysning og samfundet som rationelt fællesskab kan konkurrere med markedsinteresser og teknokratisk regulering af samfundet.

Kritik som deltagelse anbefaler offentlige interventioner, som afslører, at det, den administrative mainstream kalder 'nødvendige tilpasninger', ikke er nødvendige, men står til forhandling. I et andet glimrende bidrag viser Jørn Loftager, at den aktuelle snak om 'værdier' fungerer afpolitiserende: Man forestiller sig, at eksperter leverer værdineutrale analyser og anbefalinger, som borgerne og politikerne bagefter bruger som grundlag for beslutninger, hvor de tilføjer noget værdi og moral. Eksperter leverer viden, politikere værdier. Men som Loftager skriver: Denne forestilling freder eksperternes forslag mod kritik og legitimerer teknokratiseringer af afgørende beslutningsprocesser.

Der er mange fine anslag til modstand i Kritik som deltagelse, der er både manifester for samfundskritik, eksempler på konkret kritik og enkelte overdrivelser, som gør bogen til meget mere end en 'brokkende baggrundsbrummen'.

Henrik Kaare Nielsen & Finn Horn: Kritik som deltagelse. 249 kr., 243 s. KLIM. ISBN 8779554075. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her