Læsetid: 3 min.

De svage

3. august 1999

GØR FOLKESKOLEN nok for de svage? Eller gør den tværtimod ikke nok for de stærke? Undervisningsminister Margrethe Vestager, der i øjeblikket afholder Undervisningsministeriets årlige uddannelseskonference i Sorø er af den opfattelse, at problemstillingen beror på en misforståelse. "Jeg mener ikke, der er nogen modsætning overhovedet, fordi det er forskellige ressourcer, man trækker på undervejs," siger hun i et interview i Undervisningsministeriets tidsskrift. Undervisningsministeren vil i forlængelse heraf ændre undervisningen, så der i højere grad tages udgangspunkt i det enkelte barns stærke sider.
Hun bakkes op af professor ved Danmarks Lærerhøjskole Mogens Hansen: "Alt det boglige prioriteres så højt, at de praktisk orienterede kobles af fra første skoledag. Skolen er blevet en symbolverden. Og det kan 70-80 procent af børnene godt klare. Så siger vi, at det er flot. Jeg synes, det er betænkeligt, at vi i vores samfund ikke kan få de sidste 20 procent med," siger han til Jyllands-Posten.

DET ER, som om man har hørt det før. Var det ikke netop kernen i den nye folkeskolelov, at der skulle tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner og muligheder? Kan de problemer, skolen står overfor, løses med endnu en omgang individualisering af en i forvejen individualiseret skole? For det er folkeskolen i stigende grad. Det kommunale selvstyre betyder, at der er meget store forskelle både på investeringerne i skolerne og undervisningsplanerne. Tilgangen til de private skoler vokser støt. Fra syv procent af det samlede elevtal i 1980 til 12 procent i 1997. Folkeskolen, der skal kunne rumme alle, taber til gengæld hver femte elev på gulvet.
Lægger man de 17 procent, der aldrig får en uddannelse sammen med de 12 procent, der fravælger folkeskolen, er det næsten en tredjedel af Danmarks børn, folkets skole ikke slår til overfor. Det kan vel næppe i alle tilfælde skyldes, at der satses for meget på bøgerne og for lidt på praktiske og musiske færdigheder?
Der findes da også andre forklaringer. Eksempelvis seminarielektor på Ribe Statsseminarum, Kirsten Aallings. Hun skriver i Undervisningsministeriets tidsskrift: "Problemet er, at alle skal være med inden for de samme rammer, undervisningsmetoder og trivsel er vigtigere end fag, tingene skal helst være nemme og lystbetonede, det skal være sjovt at gå i skole, og børn skal helst være børn så længe som muligt."
Altså den stik modsatte opfattelse af Undervisningsministerens og Mogens Hansens. Men hvem har ret?

MÅSKE ER det slet ikke i første runde i skolen, man skal søge problemerne. Kaster man et blik i nogle af de nyeste undersøgelser af børns velfærd forvandler Kirsten Aallings kritik af folkeskolen sig nemlig til det rene skønmaleri. Ifølge en undersøgelse fra 1997 oplyser 25 procent af de 11-15 årige, at de hverken har fortrolige drenge- eller pigevenner. Samme procentdel bliver mobbet i skolen. På HF/gymnasieniveau har 14 procent af pigerne og hele 43 procent af drengene ifølge en undersøgelse fra 1998 ingen at tale med om problemer. Og hver femte unge har ifølge undersøgelsen personlige problemer i en grad, der gør det vanskeligt for dem at klare hverdagen.
Psykologen Ida Koch, som refererer ovenstående tal, kæder dem sammen med det moderne, institutionaliserede børneliv med dets kvantitet af kortvarige 'tynde' kontakter og få eller ingen længerevarende tætte kontakter. "Mange kender ikke nogen, de har kendt længe, så længe at de føler sig trygge, kan eksponere sig selv, dele osv." skriver hun.
Godt 60 procent af de 11-15 årige børn oplyser, at de har svært ved at tale fortroligt med deres forældre, og hver femte har ikke fortrolig kontakt til nogen af for-ældrene.
Ida Koch peger desuden netop på individualiseringen: præstations- og konkurrencekravenes dominans i børnenes liv, der har til resultat, at børn og unge i stigende grad holder deres problemer for sig selv, trækker sig tilbage og kun deltager i fællesskabet, hvor de kan klare sig i konkurrencen. De vender nederlag mod sig selv, flere unge får spiseforstyrrelser og flere går i selvmordstanker eller forsøger selvmord.

KUNNE MAN gøre noget ved disse, de faktiske forhold i børneverdenen, ville meget, også i skolen, se anderledes ud. Men hvis det er institutionaliseringen og præstationskravene, der er problemet, befinder folkeskolen sig nærmest i en catch 22. Enten puffer den til præstationspresset med problemer til følge for en stor procentdel af børnene, eller også kommer den til kort, fordi institutionaliseret kreativitet og musiske fag ikke kan kompensere for en grundlæggende mangel på tryghed og kontakt.
Problemet synes i virkeligheden at være, at nutidens 'svage' børn, ikke nødvendigvis er de bogligt svage. Og det er et problem, folkeskolen får svært ved at rette op på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu