Læsetid: 10 min.

En svane på vandet

Da Poul Green var dreng, for over 60 år siden, samlede han på glansbilleder. Engle, sydhavspiger. Det var han forlængst holdt op med, da han blev voksen - som 13-årig. Men han beholdt et enkelt, han bærer det stadig rundt med sig: Billedet af et stolt sejlskib, hans eget
7. august 2006

Første gang jeg ringede til Poul Green for at bede ham fortælle historien om sin båd, sagde han nej. Da jeg spurgte om hvorfor, svarede han:

"Der er for mange triste minder."

Men han sagde ja til, at jeg kunne komme forbi. Jeg kørte til Falster, hvor han bor med sin kone. Vi gik ud i haven, så på det nye, endnu ikke færdige hus. Fandt båden.

Da vi kom tilbage og havde sat os i den lille tilbygning til det gamle hus, som Poul havde købt i Den Blå Avis for en krone og selv taget ned og sat op igen, fortalte han mig om den båd, han har indeni, som har kostet så dyrt.

Sydhavnen

Jeg mødte Poul for 14 år siden. En af mine venner byggede hus i Københavns Sydhavn i et område, hvor kunstnere, bådebyggere og andre særlinge havde smækket skure og små huse op. Han havde sammenkaldt en flok af de drenge, han kendte, til at bygge med. En af naboerne, Poul, var der også. Jeg har aldrig set nogen arbejde som ham. Det gik stærkt, det var som om alt faldt på plads omkring ham, og vi andre blot skulle lade være med at gå i vejen for ham. Huset var oppe på en dag, der manglede blot tagplader. Vi stod og så på det om aftenen.

Senere viste han mig, hvad han havde i hallen over for min vens hus. Et skelet. Det, der skulle blive til skroget af en stor sejlbåd af beton, 53 fod (16,35 m.), 23 m fra vandlinie til mastetop, den ville veje 19,99 tons, når den blev færdig. Han fortalte om alle de små og store dele, der skulle på plads, fortalte om et vindue, som han netop havde lavet ude på B&W. Han pegede på det, der for mig var den tomme luft, men for ham var der, hvor rælingen eller styrehuset skulle være. Det imponerede mig, hvordan han kendte sin båd - kendte samtlige mål og den nøjagtige placeringen af de mange smådele. Han så båden for sig. I hver lille detalje.

Han havde arbejdet på den i 16 år.

Senere forsvandt han. En anden rykkede ind på hans plads i Sydhavnen. Jeg tænkte ofte på ham. Hvad blev der af ham - og hans båd?

Falster

Den Poul, som kommer imod mig, ligner ham, jeg mødte dengang. Stadig den let rullende gang med Skipper Skræk-arme hængende langs siden. Han er snart 68. Min sarte lille hånd forsvinder i hans enorme, arrede grab og flagrer lettet væk, da han giver den fri.

Et skelet står i haven. Poul og hans kone overtog det lille hus med den store grund og en gammel æbleplantage for nogle år siden. Men det lille hus er for lille. Poul vil bo i noget stort, og i haven tager et stort hus form. Det bliver 225 kvadratmeter i stueetagen, 100 kvadratmeter ovenpå.

De bærende bjælker rejser sig som ribbenene på en hval, de er solide - fire gange otte tommer. Fundamentet er solidt. Det er et hus, der vil blive stående. Det er Poul, der bygger - og han bygger alene, som han altid har gjort. Renser de store bjælker, rejser dem til vægge, lægger dem på tværs til etageadskillelse, hamrer dem sammen til tagspær:

"Det har jeg det bedst med. Så er det i orden, så er der ikke noget at klandre andre for - også rent pengemæssigt. Tænk på, hvad en håndværker koster i dag," fortæller han.

Han har ingen tegninger. Hvad skal han med dem? Han ved, hvordan det skal være.

Længsel

Poul Green blev født i 1938 i Vorbasse ved Ribe som den anden af fire unger. Hans far var murer, og familien fulgte efter faderens arbejde de første år af Pouls liv. Efter krigen slog de sig ned i Århus. Så kunne faderen have to jobs, et om dagen og et om natten. Der lærte Poul det, som han den dag i dag kan bedre end nogen anden, jeg har mødt: At arbejde.

Fra han var syv år, efter skole, i weekender og ferie, som skraldemand, som natmand - dvs. han tømte latriner i haveforeningerne. Han blev stærk, og han grundlagde den stejle stolthed, der skulle forfølge ham resten af hans liv. Han forlod skolen efter 7., flyttede hjemmefra, da han var 13 - han var jo voksen - kom i lære som murer ligesom sin far og stak til søs, da han som 17-årig var færdig. For Poul havde en længsel mod havet. Naboerne til barndomshjemmet var fiskere, og han pjækkede ofte fra skole for at komme med ud. Han vidste allerede dengang, at når han blev stor, ville han have en båd. Sin egen.

I nogle år sejlede han med to-og tremastede sejlskibe - den tids lastbiler. Drænrør fra Bornholm, korn fra Kolding, til Tyskland med fisk, tilbage til Danmark med kul. Så kom han på de store både, verdensomsejlinger med Norsk-Amerika-linien med amerikanske turister.

I Venezula fik han en abe, og da han kom tilbage, blev han på landjorden:

"Jeg havde jo min abe. Og jeg var også gift."

Han var blevet gift med sin kusine Birthe. Han begyndte at arbejde som murer, de fik tre børn, to biler, hus i Gentofte.

Senere fik Poul fik arbejde på B&W som rigger; dvs det var hans ansvar, at materialerne var der, når de skulle bruges, at hver sektion på de store skibe kom ned på det rigtige tidspunkt og var det rigtige sted, når skibet skulle samles.

Poul samlede skibe. Han samlede også viden om skibe, viden om materialer. Og han samlede dele. Dele til sin båd. Lavede pullerter, mastebeslag, vinduesrammer, de hundreder af smådele, der hører til.

Børnene var nemlig blevet teenagere i mellemtiden. Og Poul mente, at han havde en aftale med sin kone - indgået da de blev gift: Når børnene var store nok, skulle Poul have tid - tid til sin båd.

Poul fik en grund i Sydhavnen, byggede et skur og i skuret begyndte båden at tage form.

Det vil sige: Formen havde den allerede. På en måde var den fuldt færdig helt fra start. Poul tegnede båden, men den havde allerede form i hans hovede, hvert et mål - kølvægten: 7,2 tons, de forreste vinduesrammer i styrehuset: 90 gange 90 cm - var indlejret i ham.

Mens vi snakker, beder jeg Poul om en tegning af båden. Han finder en skitse frem, den eneste tegning han har. Den er 30 år gammel, jeg må gerne må beholde den.

Hans sidste glansbillede, han forærer mig det.

Jamen - skal du ikke bruge tegningen, spørger jeg.

Han ryster på hovedet. Banker sig på panden:

"Jeg har ikke brug for den. Jeg ved jo, hvordan det skal være."

Poul byggede på en båd af beton og stål. Fordelene ved beton er, at det - i modsætning til f.eks. træ - kræver meget lidt vedligeholdelse og er meget stærkt. Pouls båd vil holde i 200 år, hævder han - længe efter han selv er gået ned.

Hjertet

Man bygger et skelet af jern, forstærker det med fjerstål, som er stærkt og smidigt. Det tager år. Når skelettet er færdigt, trækker man et net af metaltråd på hele skelettet. Det smører man betonen på. Det skal ske i én arbejdsgang, så skroget tørrer som en helhed. Poul byggede i weekenderne, i sin fritid og var meget lidt hjemme.

Hvorfor købte han ikke bare en båd, når han nu så gerne ville have én?

"Når du har tre børn, og du skal have en båd, kan det ikke nytte noget at sige: Du skal have en båd. Den skal jo også betales. Jeg har betalt efterhånden som jeg har haft pengene. Sådan nogen rustfrie wirer, der røg alle éns feriepenge. Så skulle du ud og arbejde ved siden af. I stedet for at holde ferie lavede du sorte penge."

Efterhånden som båden fik fysisk form, blev det også klart for hans familie, hvor hans hjerte lå.

"Dig og din rådne båd," hørte Poul, når han var hjemme. Det var han ikke så tit.

Der kom en tid, hvor han måtte vælge. Valget gav sig selv:

"Den båd, det er mit hjerte. Det er mit hjertebarn. Jeg valgte hende. Altså båden."

26 års ægteskab fik en ende.

Færdig - næsten

Poul har ikke set sin første kone siden skilsmissen, børnene kun ganske få gange, det ligger år tilbage, de tog konens parti. Som han siger:

"Det var jo hende, der opdragede dem."

Poul mødte Ninett i 1990. De blev gift og købte i 2002 en gammel æbleplantage på Falster. Det tilhørende hus passer ikke Poul. Han skal have luft omkring sig, så først skal det nye hus stå færdigt. Når det er det, kan han trække sig tilbage.

Tilbage til bådehallen bagerst i haven.

Vi går derned. Der står tre 12 meter lange jerncontainere. To af dem, en blå og en rød, over for hinanden med seks meters mellemrum. Imellem dem gror der ukrudt, fuglene i de mange træer kalder højlydt, og der er en stærk duft af sommer. Der er svejset stænger på toppen af de to containere - til ophængningen.

Båden fylder de sidste seks meter af den blå container. Man kan ikke se den, der står møbler i den forreste halvdel. Da Poul og Ninett købte huset på Falster, var han nødt til at opgive skuret i Sydhavnen. Han fik for første og eneste gang hjælp med båden. En italiener hjalp ham med at pille den ned og pakke den sammen. Skelettet var ellers næsten færdigt, der manglede kun ét enkelt net, så kunne der komme beton på.

Der skal bare lidt asfalt ud mellem den røde og den blå containere, så er der et gulv. Der skal tag over, Poul har spær til taget stående, de skal sættes op, der skal en port i, Poul har den stående, siderne skal skæres af containerne med en skærebrænder - så har han et værksted. Alt er klart. Huset skal bare lige være færdigt først. Poul regner med at kunne komme i gang i løbet af efteråret.

Man hiver sig selv op

Han har alt i containerne. Beslag, pullerter, kvartssand i kornstørrelser fra 00 til 14 som skal blandes med cement i forholdet to til én - og så lidt flyveaske - når båden skal pudses op, net af metaltråd, som der skal pudses på, vinduer, hver en skrue, han har det hele, han ved, hvor det skal være, ser det for sig lige så klart, som han har gjort det i 30 år. Hvordan kan han lave en båd uden tegninger, spørger jeg:

"Jeg laver det, det glider bare derudaf, mastebeslag, alt hvad der hører til en båd. Jeg kan ikke forklare det. Hvordan laver man en bil? Man laver alt det, der hører til en bil. Det samme med en båd."

Poul ser på mig. Jeg tror, at han synes, at jeg spørger dumt.

Poul har fortalt længe, han begynder at tale en smule utydeligt. Han har haft tre hjerneblødninger, han ser ikke så godt længere. Men synet fejler intet, når han ser båden. Han har malingen. Nede i containerne. Jeg spørger om hvilken farve, båden skal have:

"Den skal være helt hvid. Det er en svane. En sejlbåd skal være som en svane i vandet."

Poul har gjort sin pligt. Han fortryder ikke noget. Han har sørget for sin familie, som han skulle - hus, biler til de voksne, knallerter til børnene. Familien fik, hvad den skulle bruge:

"Der er noget, der hedder forpligtelser. Og det synes jeg, at jeg har været god til."

Jeg spørger, om han satte båden i stedet for sin familie:

"Nej," svarer han:

"Så havde det været meget værre."

- Savner du dine børn?

"Ikke mere. Det er gået over. Jeg skal leve mit liv, jeg kan jo ikke lave i fortiden. Hvis de vil mig noget, så ved de, hvor jeg bor."

- Hvorfor vil du absolut have den båd op igen?

"Fordi jeg vil leve. Jeg vil ikke bare sætte mig hen og sige: 'Jamen hvad fa'en, du er begyndt at blive gammel, du kan ikke noget.' Man kan, hvad man vil. Hvis du bare sætter dig hen og siger: 'Det gør ondt, jeg kan ikke noget', så kan du sgu ikke noget."

Jeg spørger om, hvorfor han, første gang jeg ringede, ikke ville fortælle mig om båden:

"Det er smertefuldt, når man ikke har fået lortet færdigt. Det irriterer mig af helvede til. Den skal op, det kommer den også. Jeg skulle gerne kunne kravle de der 22-23 meter op i luften, så rigger vi den hurtigt til. En bådsmandsstol - en talje, en blok, dobbelt eller tripelskåret - så hiver man sig selv dérop, der kan jo ske så meget, sejlet kan sætte sig fast, der er noget dér oppe hele tiden, man skal selv gå op og klare det - om så båden ligger sådan her," siger Poul og viser med hånden en båd, der ligger skråt på siden.

Det, Poul snakker om, er indretningen af båden. Alt er indrettet til, at han kan sejle den alene. Hvis der er noget, der skal ordnes i masten, skal han kunne hejse sig op og ned ved egen kraft.

Når båden er færdig, sejler Poul først en tur til Nordkap for at prøve den af. Så tilbage, reparere, justere, proviantere. Bagefter - ja hvem ved - måske Asien, måske Sydamerika; ikke Caribien - der er for mange amerikanere.

Den skal bare samles. Pudses op. Riggen skal op, der skal sys sejl - Poul har den specielle overlock-symaskine i en af containerne.

Jeg spørger Poul, hvad båden skal hede. Valodia svarer han. Jeg smager forsigtigt på navnet, spørger ham, hvad det betyder. Han siger det igen, langsomt, stavelse for stavelse:

"Hvad-lo-de-af."

Poul læner sig frem, ser indtrængende på mig med sine klare, blå øjne: "Det er jo så logisk, Alle dem, der grinte af min båd. Her er den."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her