Læsetid: 2 min.

En svanesang for traditionen?

Om den forestående lukning af Long John
14. juli 2006

Dette års festival markerer mere eller mindre svanesangen for værtshuset, Long John, i Købmagergade. Beliggenheden er for dyr til såkaldt 'traditionel jazz', som derved mister sit sidste faste spilletid i København.

Fra 1950'erne og frem var denne musik inspireret af og lejlighedsvis kopieret fra musikerne i New Orleans (og Chicago). Det betød musikideologisk krig på kniven, og det var lidt af en sensation, da en 'modernist' som trompetisten (senere skuespilleren), Jørgen Ryg, vikarierede for Arnvid Meyer i Torben Ulrichs Jazzband.

I dag er betegnelsen 'traditionel' lidt af en tilsnigelse, selv om den har vundet hævd. For et par generationer af befolkningen, der måske ikke interesserer sig for jazz som en musik i udvikling - for så vidt man overhovedet vil fastholde genrebetegnelsen Jazz - vil det snarere være swing og bebop. Og f.eks. opfattes Jesper Thilo nok mere som traditionens danske ikon anno 2006 end f.eks. Papa Bue. Med al respekt for de få egentlig professionelle, der dyrker den rigtig gamle musik, så består de fleste af dens udøvere mest af amatører.'

Få ville dukke op

Så hvad så med trad-musikkens fans? Musikeren Michael Bøving beklager i et radiointerview, at f.eks. Copenhagen Jazzhouse - med offentligt tilskud - ikke også giver plads. Men hvor jazzhusets publikum smagsmæssigt er bredt, er det nok meget få, der vil dukke op til en trad-koncert dér. For de - relativt få - musikere af den spillemandstype, der er med på det hele, er sagen måske anderledes. En Kasper Tranberg ville måske ikke sige nej til at sidde ind med et kvalificeret trad-band, ganske som fremtrædende amerikanske musikere som Ray Anderson og Lew Soloff har spillet med Fessors Big City Band, som var en (ganske vist meget bred) traditions professionelle orkester.

Men ligesom visse 'klassiske' instrumentalister dyrker musik med oprindelige instrumenter, kunne man også lade yngre, velkvalificerede musikere f.eks. fra Det Rytmiske Konservatorium dyrke det bedste af den helt gamle tradition f.eks. Jelly Roll Mortons fine kompositioner og arrangementer.

Det gjorde en Benny Carter, da han i 1948 'genopførte' originalarrangementet af Original Jelly Roll Blues fra 1926. Måske kan vi høre sligt ved næste års festival? Morton har aldrig været nogen grim ælling, og hans værk kunne give svanesang en helt ny og positiv betydning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu