Læsetid: 3 min.

Svanesange

Saxofonisten Michael Brecker og pianisten Alice Coltrane kom til at repræsentere to vidt forskellige veje i den nyere jazz
20. januar 2007

Sidste weekend mistede jazzen to bemærkelsesværdige kunstnere: saxofonisten Michael Brecker (57 år) og pianisten Alice Coltrane (69 år). De tog på hver deres måde afsæt i John Coltranes musik og demonstrerede således med deres forskellighed den enorme spændvidde, jazzen fik som følge af de kulturelle omvæltninger i 60'erne.

Brecker blev en feteret saxofonstjerne i mainstream- og fusionsjazzen fra slutningen af 70'erne, mens Alice Coltrane vil stå som en esoterisk ener med sine musikalske eksperimenter, der udsprang af 60'ernes jazzavantgarde og spirituelle revolution.

Michael Brecker, der døde af leukæmi efter halvandet års sygdom, vil blive husket som en af den nyere jazz' mest velformulerede tenorsaxofonister - måske den mest toneangivende på sit instrument de seneste 25 år. Karakteristisk for hans spil, påvirket ikke mindst af Sonny Rollins og John Coltrane, var en stålklar og syngende tone, et blændende teknisk overskud og et harmonisk overblik for viderekomne.

Med alle de største

Det blev funk- og fusionsjazzen og ikke mindst gruppen, Brecker Bros., med storebror Randy Brecker (trompet), der banede vejen for kommerciel succes i slutningen af 70'erne. Brecker blev i 80'erne en af de mest benyttede studiemusikere i samtidens jazz- og populærmusik. Hans spil sad i skabet, hvad enten det gjaldt en klart skåret melodilinje, som hørt på Dire Straits-hittet "Your Latest Trick" fra 1985, eller en ekstatisk solo, som den han ryster ud af ærmet i "Chromazone" på pladen Time In Place (1987) i guitaristen Mike Sterns navn. Brecker har medvirket på langt over 700 pladeindspilninger bl.a. med Lou Reed, Frank Zappa, James Brown, Diana Ross, Joni Mitchell, Paul Simon, Steely Dan og sågar danske Shubidua i 1983.

Brecker nåede at spille med alle sin samtids største jazzmusikere, for han var selv en af dem. Ikke mindst er hans samarbejde med gruppen Steps Ahead mindeværdigt, særligt debutpladen fra 1983. Men Brecker indspillede også en lille, højt profileret række soloplader, hvoraf Michael Brecker (1987) og Wide Angels (2003) er noget særligt. To uger før sin død nåede Brecker at færdiggøre sin svanesang: endnu en soloplade.

Plads i Coltranes kvartet

Alice Coltrane (født McLoed) havde en klassisk musikalsk uddannelse, da hun som ung blev interesseret i jazzen og bl.a. tog lektioner hos pianisten Bud Powell.

Hendes videre skæbne var beseglet, da hun i 1963 mødte saxofonisten John Coltrane. De blev gift i 1965 og nåede at få tre børn sammen, bl.a. Ravi (i dag en glimrende saxofonist), som er opkaldt efter den indiske sitarspiller, Ravi Shankar.

Alice overtog pladsen i John Coltranes kvartet efter McCoy Tyner i de sidste halvandet år af Coltranes liv, indtil hans tragiske død af leverkræft i 1967. Tiden med Coltrane kom for altid til at præge hendes musik og orientalske livsfilosofi, der stod i fuldt flor på en række uortodokse, eksperimenterende plader i 70'erne. Eksempelvis kombinerede hun på Universal Consciousness (1972) rytmegruppe, harpe, el-orgel og strygere. Hun arbejdede i 70'erne sammen med prominente musikere som Jimmy Garrison, Rashied Ali, Pharoah Sanders, Jack DeJohnette, Roy Haynes og Charlie Haden.

Messende raga-agtig

Alice Coltrane var ikke nogen stor pianist, men hun fulgte sine egne veje både som instrumentalist og komponist. Hendes klaverspil var drømmende og harpeagtigt, og netop harpen er et instrument, hun tog i anvendelse som en af de få inden for jazzen. Væsentligst fremstår dog hendes spil på Wurlitzer-orgel, som hun udviklede en messende, raga-agtig stil og tone på, der også inddrog blues og dissonanser.

I begyndelsen af 80'erne trak hun sig tilbage fra jazzscenen og helligede sig aktiviteter på det center for meditation, musik og Veda-studier, som hun havde stiftet i 1975. Hun indspillede ved flere lejligheder musik, men udelukkende til religiøs brug.

Der skulle således gå 25 år, før hun med Translinear Light (2004) viste - og det for sidste gang - at hun kunne skabe personlig og vedkommende spirituel jazz til offentligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu