Læsetid: 4 min.

Svar søges

Jordbærgrød. Børnene taler ikke om andet. Siden Isabel, Jonas, Ida og Freja har været oppe og besøge Lars på Fredericia sygehus, hvor han er indl...
27. april 2005

Jordbærgrød.

Børnene taler ikke om andet.

Siden Isabel, Jonas, Ida og Freja har været oppe og besøge Lars på Fredericia sygehus, hvor han er indlagt med lungebetændelse - en følgesygdom af hans narkomisbrug og forhutlede tilværelse - er ordet jordbærgrød blevet nævnt adskillige gange derhjemme.

De tre børn plejer at være vilde med at se deres far. Når han endelig dukker op for at være sammen med dem, er det næsten som at få besøg af julemanden. Men at besøge Lars på hospitalet gjorde dem tavse. Mor, han græd! Og så oven i jordbærgrøden.

Hvordan forklarer man sine børn, at deres liv har to verdener?

I den ene er deres far ham, der bygger skab til Idas rideting på hendes rideskole, maler plankeværket i Frejas børnehave, og praler med Jonas trommetalenter. En far, man godt kan være stolt af, som måske har det lidt svært nogle gange, men som elsker dem, de må aldrig tro andet.

I den anden er deres far ham, der vakler i byen med beskidt hår, tjavset skæg og sine flasker i hånden, som græder i jordbærgrød og stikker sig i armen. En far, der nogle gange svigter så meget, at det kan være svært at tro på, at han virkelig elsker dem.

En far der er der, men som alligevel ikke er der.

Isabel roder boghandlerne igennem for at finde svar. Hvad har andre gjort i den samme situation? Hvordan tackler man deres savn, skal man forbyde Lars at se børnene? Hvordan skal man handle f.eks. i forhold til skolen? Være åben om familien eller holde det for sig selv?

Men hun finder ikke noget, der kan give hende svarene eller et forslag til, hvordan man kunne gribe situationen an. De fleste bøger om stofmisbrug og pårørende er overfladiske. De mangler børneperspektivet.

Andre bøger om stofmisbrug, der f.eks. taler om misbrug som en sygdom, har ofte en dobbelt tone. Er man pårørende til en misbruger, er man medmisbruger, co-alkoholisk og har brug for terapi. Men hov - vores liv er da noget mere nuanceret end som så. Vi er ikke ressourcesvage. Vi kan faktisk godt finde ud af at leve, vi har masser af ting i vores liv, der fungerer. Selv om jeg og børnene har vores at slås med - har alle mennesker ikke det? - så er vi altså ikke fuldstændig tabt bag en vogn.

Men især børneperspektivet bliver mere og mere påtrængende for hende.

Både Jonas og Ida går i friskole, men det er ikke altid lige behageligt for dem.

Ida bliver drillet af en dreng i klassen. Hun er en stille pige. Sart. Og det er ikke altid nemt i en klasse med et par frembrusende drenge. Ida har nogle gode veninder, men lige meget, hvor gode de er, så er det altid lidt mærkeligt at komme hjem og lege hos nogen, der både har en far og mor boende. Til gengæld kan hun blive en helt anden, når hun kommer hjem. Så eksploderer hun i vredesudbrud og synes, at Isabel er uretfærdig.

Jonas føler sig heller ikke særligt godt tilpas på friskolen, han synes, at lærerne skulle være bedre til at se, når børn har det dårligt. Derudover skal han passe på Ida. Når nogen driller hende, er han der straks. 'I holder jer fra min lillesøster.'

Isabel synes, hendes børn trænger til at få en positiv oplevelse. Så for første gang siden turene med tog med Lars og børnene pakker hun igen rygsækken og rejser med en gammel veninde til Indien i en måned. Børnene elsker det. I toget fra Bombay til Goa springer syv-årige Ida ud som verdensmand. Sarte, stille Ida snakker og leger med fremmede indiske piger, selv om de ikke forstår, hvad hinanden siger. Og de har næsten ikke fået pakket rygsækkene ud i Goa, før hun frygtløst kaster sig i et svømmebassin uden at kunne svømme. Fra kanten.

"Se mig, se mig nu, mor."

Da hun kommer op igen, kan hun ikke bare svømme, hun kan også svømme på forskellige måder.

Fire-årige Freja forfører hele Indien med sit klovneri og sine lyse, krøllede lokker.

Og 10-årige Jonas bliver den lokale restaurants absolutte trækplaster, da han fra dag ét overtager den indiske jazztrommeslagers plads i husorkestret uden problemer. Men jazz er ikke det, han synes er sjovest at spille, så i pauserne får gæsterne en stribe DAD-inspirerede trommesoloer.

"But Mrs. Isabel, how can he play like that?! He is so young!"

Da de er tilbage fra Indien, ved Isabel, hvad hun må gøre. Børnene skal skifte skole. Og hun vil lægge kortene på bordet. Ikke mere hemmelighedskræmmeri, ikke mere forældresladder.

Hun aftaler et møde med Rudolf Steiner Skolen i Fredericia.

"Deres far er narkoman, og det fylder en del i vores familie. De ser ham med meget ujævne mellemrum alt afhængig af, hvordan han har det, og om han er i en aktiv misbrugsperiode eller om han er i behandling."

Sådan. Så er det sagt. Katten er sluppet ud af sækken. Og det er helt i orden, siger skolelederen, og de to lærere, der er med til mødet, fordi de skal være klasselærere for Jonas og Ida.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her