Læsetid: 3 min.

Svar til tre kritikere

29. november 2006

Gorm Winther beviser den 21. november, at Aksel Larsen havde en kritisk holdning til Ungarn, som han gav udtryk for internt i DKP. Den kom bl.a. til udtryk i en DKP-resolution fra slutningen af oktober 1956. Hvorfor brugte han så hele november til offentligt at forsvare Sovjetunionen fra landets vigtigeste talerstol, Folketingets? På trods af talrige opfordringer fra bl.a. stats- og udenrigsminister H.C. Hansen tog han ikke afstand.

Var det virkelig nødvendigt for Larsen at omtale de ungarnske kredse, der var imod invasionen, som reaktionære og endog fascistiske?

I sin tale til DKP's ekstraordinære kongres i januar 1957 talte han - ligesom i Folketinget - om, at Sovjetunionen satte sine tropper ind "for at skabe ro i landet, for at hindre fascisme og for at hindre en alvorlig krigsfare i at opstå."

Invasionen kunne derfor kaldes: "et nødvendigt onde, affødt af en tvangssituation."

Det er på baggrund af disse udtalelser, at jeg skriver, at Aksel Larsen ikke på noget tidspunkt har været tvunget til at forsvare Sovjetunionen på så skamløs måde.

Den rigtige vej

I sit svar til mig den 17. november kommer Gert Petersen ikke ind på et eneste af de spørgsmål, jeg stillede ham tre dage før. Hvorfor? Er det fordi, det er for pinligt at blive konfronteret med sin ungdoms talrige forsvar for sovjetsocialismen i Dialogs spalter fra 1950'erne til begyndelsen af 1960'erne?

Jeg fastholder, at Dialog i alle afgørende spørgsmål forsvarede Sovjetunionen, især hvad angår de artikler redaktionen, herunder Gert Petersen, skrev under på.

De fleste af de artikler og indlæg, som Gert Petersen beskriver som kritiske, roser den 'udvikling', der begyndte med den sovjetiske 20. partikongres. Selvfølgelig er både Ernst Fischer, Georg Lukasz, Ilja Ehrenburg m.fl. anti-stalinister. Hvem var ikke det efter den 20. kongres og Ungarn? Jeg fremhævede, at Lukasz var leninist. Det er Fischer og Ehrenburg også.

Der er ganske rigtigt to korte kritiske indlæg af Bernard Raguin og T.E. Raguins, der er et forsvar for ikke at bryde forbindelsen med de sovjetiske studenter på grund af Ungarn, som Studentersamfundet i Norge havde gjort. Som redaktionen fremhæver i introduktionen af Raguin, så viser hans indlæg, "at selv fra et sovjetfjendtligt synspunkt er dette brud politisk og moralsk forkert". Raguin bruger i øvrigt en stor del af indlægget på at kritisere Frankrig og Vesten. Howard Fasts brud med kommunismen er også meget kritisk, men det bliver pillet fra hinanden af svarene som følger: Howard Fast er 'ensidig', og det gælder om at fastholde kommunistisk enhed, osv. i samme dur.

Generelt set fastholdt man på Dialog Gert Petersens analyse af Sovjetunionen fra majnummeret 1956: "Det er ikke noget slaraffenland ... men det er nok til at overbevise os om, at dets vej - på trods af mange fejlgreb og megen dårligdom - er den rigtige, at det er den vej, der fører bort fra den menneskelige og sociale elendighed, der kendetegner kolonisatorernes, arbejdsgivernes og børshajernes verden".

Hvad er socialisme

Og endelig; jeg kunne godt tænke mig, at Curt Sørensen (kommentar den 21. november) forklarede lidt nærmere, hvad han egentlig mener, socialisme og marxisme er. Og hvem, der efter hans mening, er socialist og marxist. Ud fra hans analyse har nemlig ingen af verdens mange revolutionære ledere, som kaldte sig socialister, og som indførte eller prøvede at indføre (det de kaldte) socialismen mellem 1917 og 1990 det fjerneste med rigtig revolutionær socialisme og marxisme at skaffe. De er allesammen bare en del af Stalins løgne: Lenin, Trotsky, Bukharin, Kamenjev, Zinovjev, formand Mao, Zhou Enlai, Fidel Castro, Kim Il Sung, Ho Chi Minh, Le Duan, Che Guevara, Huey P. Newton, Enver Hoxha, Rosa Luxembourg, Clara Zetkin, G. Marchais, W.Ulbricht, Khrusjtjov, Bresjnev, Gorbatjov, Tito, Mugabe, Samora Machel, Sam Nujoma, Daniel Ortega, Amilcar Cabral, Menghistu plus mange mange flere. For ikke at snakke om talløse forfattere, kunstnere, intellektuelle, politikere, arbejdere, etc. Overbeviste socialister og marxister, de fleste også leninister eller trotskister; og - til 1956 - stalinister. Jeg tror, de ville blive lidt småsure over Sørensens påstand.

Med samme begrundelse kunne man hævde, at Hitler & co's nazisme intet havde med rigtig nazisme at gøre. Det var alt sammen bare Hitlers løgne. Rigtig nazisme er meget bedre.

Og hvad i øvrigt med DKP, VS, SAP, Enhedslisten? Kort sagt alle danske revolutionære socialister gennem det 20. århundrede? Er de også bare en del af Stalins løgne om socialismen?

Mikkel Plum er forfatter og underviser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu