Læsetid: 3 min.

Svellerne i Sonjas nakke

6. november 1999

Jammeren har været højlydt hos trafikordførerne i Venstre og Konservative i den forløbne uge. Deres afsked med jernbaneforhandlingerne er dem en bitter pille at sluge. Efter årtier som forligspartnere i trafikpolitikken har de svært ved at forestille sig et forlig uden deres deltagelse.
Jammeren er nu nået helt ind i Finansministeriet, hvor finansminister Mogens Lykketoft er blevet fortørnet over, at Sonja Mikkelsen i jernbaneforhandlingerne gav sig til at diskutere, hvilke nye grønne afgifter der kan finansiere de 300 millioner kroner, hun mangler til genopretningen af det nedslidte danske skinnenet.
Fortørnelsen blandt regeringens topministre er så stor, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen med demonstrativ synlighed nu undlader at støtte sin trafikminister og lader Lykketoft trække forhandlingerne over i Finansministeriet.
Med andre ord: Sonjas ministerliv lakker mod enden.

Spoler vi båndet tilbage til den 7. oktober, hvor jernbaneforhandlingerne begyndte, forekommer de to herrers fortørnelse mærkværdig. Dengang skrev Sonja Mikkelsen i en pressemeddelelse, at de 300 millioner kroner skal finansieres "ved indtægter udenfor jernbaneområdet. Regeringen forudsætter udspillet fuldt
finansieret i en kommende aftale."
På klart dansk fastslår regeringen, at pengene til den fem-årige rammeaftale for jernbanen skal findes af de partier, der indgår aftalen. Der var altså ikke tvivl om Sonja Mikkelsens opgave. Hun skulle selv finde pengene.
Alligevel har Nyrup nu valgt at tage opgaven fra hende.

Udviklingen er ulykkelig. Ved at trække finansieringen over i Finansministeriet udstiller regeringen påny, at der ikke er nogen sammenhæng i dansk jernbanepolitik. Og at den er ligeglad.
Skal der være mening med politikken, er det nødvendigt at se skinnenettet og resten af trafikområdet under et. Skal den kollektive trafik gøres mere attraktiv, skal andre trafikformer gøres mindre attraktive. Christiansborgs traditionelle tilgang, hvor der først laves en rammeaftale på jernbaneområdet, så en aftale på vejområdet og så en aftale på afgiftsområdet giver garanti for en usammenhængende trafikpolitik, hvor skandalerne nærmest står i kø.

Flere af skandalerne er i spil ved de nuværende forhandlinger. Den ene er nedslidningen af skinnenettet. Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har Danmark underinvesteret med en milliard kroner om året de seneste fem år, når vi sammenligner med Sverige og Tyskland. Det betyder, at over fem procent af skinnerne på de 2.246 kilometer jernbane i dag skriger på øjeblikkelige reparationer.
Nedslidningen skyldes primært flere års stram finanspolitik. Men den skyldes også en himmelråbende mangel på forretningssans hos jernbanen og Folketingets politikere. I stedet for at acceptere at en lang række lokalbaner burde lukkes, fordi de er urentable og miljømæssigt belastende, har lokalpatriotiske trafikpolitikere krampagtigt holdt fast i overflødige skinner og sveller. Resultatet er blevet et alt for stort og dårligt skinnenet, hvor de rådne sveller titter frem i stadig stigende omfang.

Netop de rådne sveller rammer nu Sonja Mikkelsen lige i nakken. Det er de rådne sveller, der har tvunget trafikministeren til at gå på en afgiftsjagt, hun kunne have undgået, hvis trafikpolitikerne havde udvist rettidig omhu.
Men det de gjorde ikke. De tunge drenge i Trafikudvalget - vi nævner i flæng Kaj Ikast, Svend Heiselberg, Helge Mortensen og Arne Melchior - har i to årtier set igennem fingre med misrøgtet af skinnenettet. Derfor står vi nu tilbage med et bundt rådne sveller, som ikke har en jordisk chance for at tage kampen op mod bilerne.

Alligevel afviser de samme partier at finansiere den nødvendige genopretning. Det eneste forslag, der hidtil er kommet fra VK, er et salg af underskudsforretningen DSB Gods.
Forslaget er dobbelt grotesk. For det første har forhandlingerne om skinnenettet intet at gøre med DSB Gods. For det andet er det nærmest umuligt at sælge DSB Gods på grund af selskabets mange tjenestemænd. At det så samtidig er de nævnte trafikpolitikere, der igennem de seneste to årtier har set på, at DSB Gods langsomt, men sikkert udviklede sig til endnu en skandale, er bedrøveligt.
Alene de seneste fem år har staten pumpet tre milliarder kroner i foretagendet uden synlige forbedringer.
Som sagt, DSB Gods har intet med med de nuværende jernbaneforhandlinger at gøre. Sagerne minder til gengæld forstemmende meget om hinanden. Og minder os om, at de rådne sveller, Sonja i øjeblikket får i nakken, ikke er hendes egne.ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu