Læsetid: 4 min.

Svend og Poul, inc.

9. november 1996

ET STED i sin nye bog I rosens favn (med undertitlen Krigen i Socialdemokratiet) skriver Lasse Ellegaard om den politiske tidsånd, Svend Auken blev skumfødt af: "Det var moderne at være politiker i de løfterige tressere, og hvad der var endnu bedre: Socialdemokratisk politik var mest moderne. Tv og højkonjunkturen havde gjort de vestlige socialdemokratiske eller socialliberale toppolitikere til internationale superstjerner."
Med den tilføjelse, at modens omslag fra det socialrevolutionære til det socialliberale først blev tydelig i løbet af 70'erne, er iagttagelsen rigtig. John F. Kennedy, Willy Brandt, Olof Palme og deres slags var ombejlede i mere end én henseende. Deres medarbejdere og deres vennekliker var the best and the brightest, som den amerikanske journalist David Halberstam skrev i en anden (og ældre) bog, der vandt Pulitzer-prisen dengang.
Og datidens ungdommelige politikere blev, med Lasse Ellegaards ord, "forbilleder for en hel generation af unge politisk vakte".

NU ER de vakte selv kommet til skelsår og -alder.
Og er i allerhøjeste grad på vej til at overtage magten i den vestlige verden. William Jefferson Clintons kampagne og overbevisende genvalg til præsidentembedet i USA levnede ikke nogen lejlighed til at glemme livlinen mellem vore dages amerikanske middelklasse og Kennedy-æraen.
I anledning af præsidentvalget har en række europæiske dagblade i denne uge reflekteret over spørgsmålet: Hvor er Clinton-figuren i vores land? Mest oplagt er svaret naturligvis i Storbritannien, hvor Labours Tony Blair står til at vinde en massiv valgsejr næste forår. - Godt nok er det amerikanske og det britiske samfund vidt forskellige. Godt nok har Blair et mere tydeligt udviklet politisk program end Clinton. Men lighederne mellem de to politikere står alligevel i kø for at blive registreret: Begge er unge og tv-gene, begge intelligente debattører, begge udstråler forandringens idealisme frem for magtens kynisme, begge undgår at klippe håret for kort, begge foretrækker jeans og åben skjorte, begge lytter til 60'er-rock. (De finder det altsammen udvendigt? Glem ikke, at vi lever i imagologiens tidsalder.)

SKAL MAN i dansk politik udpege en pendant til disse to 60'er-darlings, må det være Svend Auken. Som dem er han ung og tv-gen - o.s.v., o.s.v. Så hvorfor er han idag ikke statsminister i det land, der anser sig selv for verdens førende eksempel på virkeliggjort socialliberalisme?
Det spørgsmål er et åbent sår i det danske Socialdemokrati og for så vidt i hele befolkningen. Bedst som man troede, at såret omsider var lægt, er det igen blevet blottet af ikke mindre end fire erindrings- og krønikebøger her i efterårssæsonen. Selv om alle fire bøger (omend i forskellig vægtning) har både et politisk og et personligt spor, er det karakteristisk, at pressen stort set udelukkende har kastet sig over det sidste og søgt spørgsmålet ovenfor besvaret i mytomaniske floskler som 'karaktermord', 'broderdrab', 'frokostkomplot' og lignende.
Hvad nu, om svaret dybest set er politisk? Lad os et øjeblik vende tilbage til Clinton, Blair og arven fra 60'erne. På ét, afgørende punkt adskiller Svend Auken sig fra sine oversøiske pendant'er: De har begge gjort op med centrale dele af deres ungdoms værdigrundlag; de taler netop om 'værdier' - de vil genoprette den truede familie, de er benhårde på lov og orden, de vil sanere velfærdsstaten og gøre op med forestillingen om rettigheder uden pligter.
På det punkt er Svend Auken anderledes.

HAN HAR, som Lasse Ellegaard beretter, altid haft et tæt parløb med den danske presse. Som de sidste 25 år i virkeligheden har været tysk, hvis Adorno har ret i, at "en tysker er et menneske, der ikke kan fortælle en løgn uden selv at tro på den".
Den politiske debat har her i landet været dybt præget af, at det i 70'erne og 80'erne lykkedes toneangivende journalister og redaktører, nogle af dem med solbriller og gonzo-shave, nogle af dem skinbarlige Pittelkow-kloner - det kommer ud på et, image - at overbevise både sig selv og befolkningen om, at de kunne forene 60'ernes visioner med fagforbundes interessekamp.
Det kunne de faktisk også. 60'ernes visioner kom nemlig til at handle om rødvin hver aften, i byen torsdag og to biler udenfor parcelhuset. Og fagforbundenes kamp kom til at handle om at få dobbelt carport ovenover. Er der noget, de to grupper i dag kan blive enige om, er det at holde fast ved de klassiske begreber om 'højre' og 'venstre'. Venstre, det er to biler og en dobbelt carport. Højre, det er den bekymrede jamren om fællesskabernes opløsning og 'ingen rettigheder uden pligter'.
Og den ene million danskere, der i 90'ernes globalisering og jobløse vækst er kommet ufrivilligt på overførselsindkomster? Dem kan Mogens Lykketoft hjælpe tilbage i job eller på orlov eller på højere overførselsindkomst ved at sørge for, at vi andre omsætter noget mere rødvin, går noget mere i byen, anlægger nogle flere veje og bygger nogle flere carporte.
Den løgn købte Poul Nyrup Rasmussen aldrig - derfor er han forhadt i den dansk-tyske presse, der kalder ham 'til højre'.
Hvad han også er, i samme forstand som Svend Auken og Mogens Lykketoft er 'til venstre'. På dette ene punkt - det politiske - er det Poul Nyrup, der ligner Clinton og Blair.
Der er med andre ord rationelle grunde til, at Auken og Lykketoft og fagforbundene i 1979, i 1981-82 og igen i 1989 politisk afviste et socialdemokratisk-radikalt regeringssamarbejde, der især skulle dreje sig om en velfærdsreform og en demokratisering af pensionsmilliarderne. Og der er ligeså rationelle grunde til, at Nyrup og Jelved siden fandt sammen.
Hvorfor så ikke drage disse grunde frem i lyset? Hvorfor overdænge hele historien med mytomani?

birk (Klavs Birkholm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her