Læsetid: 2 min.

Svensk bioenergi en salgssucces

Det handler ikke om at nå målet, men om at få gang i processen, siger Sveriges statsminister, Göran Persson, der prioriterer alternativ energi højt. Kina har købt svensk viden for en milliard kr.
31. maj 2006

JÖNKÖPING - "Vi skal vise, det er muligt at omlægge til vedvarende energiformer," sagde Sveriges statsminister Göran Persson i går ved åbningen af konferencen World Bioenergy i Jönköping.

"Interessen for bioenergi ligger mit hjerte nær," sagde statsministeren og fortalte nostalgisk om sit forhold til de svenske skove. At dømme efter det store antal besøgende har mange andre åbnet hjertet for bioenergien. Konferencen varer i tre dage og handler om alle aspekter af bioenergi, både svensk og internationalt

"Selv George W. Bush taler om bioethanol, men han gør det ud fra en betragtning om at blive uafhængig af olie. For mig er det klimaforandringerne, der er drivkraften," siger Göran Persson. Og det er politikerne, der ifølge ham må bane vejen. Så skal virksomhederne nok komme efter, for der er penge i bioenergi.

Kina køber viden

Efter statsministerens pressemøde var den kinesiske delegation inviteret til at fortælle om deres investering på en milliard i svensk viden på bioenergiområdet.

For at afhjælpe effekterne af CO2-udslippet har Sverige sat sig som mål at være fri for fossile brændstoffer i 2020.

"Hvis vi venter for længe, bliver det dyrere for os. Derfor skal vi i gang nu," siger en veloplagt og solbrændt statsminister.

Drivkraften bag svenskernes mål for 2020 er foruden klimaforandringerne også de stigende oliepriser og forsyningsusikkerheden.

I følge den svenske statsminister skal de høje oliepriser ses som noget positivt, der sætter gang i udviklingen af alternative energiformer.

"Sverige har et stort potentiale for bioenergi. Det er ikke alle lande, der har det. De har måske andre muligheder. Men fordi vi har muligheden, er det naturligt for os at starte processen," siger statsministeren.

For ham er det afgørende, at der kommer gang i processen.

"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg troede, at Sverige ville være fri for at bruge energi lavet af fossile brændstoffer om 15 år. Det er ikke lang tid. Men vi må begynde et sted," siger han.

På Informations spørgsmål om hvor bogstaveligt svenskerne tager det med at være fri for fossile brændstoffer i 2020, svarede Göran Persson: "Tyskerne er stadig velkomne i Sverige, selv om de kommer i store dieseldrevne lastbiler. Men med vores fokus på bioenergi skaber vi debat, også i Tyskland," lyder hans svar, inden han iler mod lufthavnen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her