Læsetid: 3 min.

Svensk klarinetkonge

Torsdagens koncertaften havde den bedste udvikling: Først tre orkesterværker, der voksede sig fra det fragmenterede til det kammermusikalske til det symfoniske, og til sidst en fræk aftale med aftenens solist da langt de fleste var gået hjem
29. april 2006

Per Nørgårds orkesterværk Luna indledte aftenen, og det var både godt og skidt at starte med. Skidt fordi koncentrationen i starten ikke helt er klar til den sarte opbygning, men godt fordi det skærper sanserne. En slags meditation. Programnoten lover "en invitation til at turde give slip og åbne sig for det spirituelle" og taler om en "hallucinerende virkning". Måske er jeg barn af den forkerte tid, måske var det opførelsens skyld, men den omtalte rejse mellem det ydre og det indre er noget, jeg skal have forklaret. For mig klinger musikken så elementært som en gryderet, en molekylær gastronomisk smagsoplevelse. Nørgårds element fra 1967, kosmisk eller gastronomisk, er dog stadig sanseåbnende at synke ned i.

Aftenens begivenhed var at skulle høre den svenske klarinetstjerne Martin Fröst boltre sig i Carl Nielsens Klarinetkoncert, hvad han gjorde med den eleganteste frasering og en klang så blød, som om han spillede på sne, der smelter. Den unge dirigent Ilan Volkov styrede sikkert, men med en smittende grav-alvor, der stillede Fröst lidt ensom i sin leg. Værkets genialitet er den akkompagnerende lilletromme. Den stakkels tromme, der normalt bruges til at henrette folk med, banker her liv og spiller op til klarinettens virtuoseri.

Duracell-trommen gik igen i Bela Bartoks Koncert for orkester. I dette værk er orkesteret selv den virtuose solist, og dem skulle der ikke pustes meget til i torsdags, før en livsgnist foldede sig ud. Tværtimod måtte Ilan Volkov holde dem i et jerngreb, og her kom hans alvorlige stil musikken til gode. Skønt han med briller og dirigentstav vel ikke vejer meget over 50 kilo, har han et fodfæste, der kan styre hele batteriet, så både kræfter og koncentration var dæmmet op til den helt orgastiske, men stærkt styrede udladning i sidste sats.

Nu kunne man så gå hjem. Eller man kunne tage et glas og vente på at møde Martin Fröst igen til en natkoncert kl. 22.30. For den lille skare, der gjorde det sidste, ventede der en eksklusiv oplevelse. Et uddrag af Martin Frösts solo-program Voices and Wings, i sin forkortede udgave kaldet On the Wing. Her spillede Fröst værker af Anders Hillborg, Olivier Messiaen, Kalevi Aho og Fredrik Högberg i den mørkelagte koncertsal, hvor scenen var forvandlet til en intimscene med beskedent lysshow. Fröst havde ærgerligt, men passende nok skiftet den flotte jakke og det røde, klippede slips og de stramme bukser fra tidligere på aftenen ud med noget mere afslappende til at levere sit næsten anstrengende gode one-man-show i. Ikke bare spiller han røven ud af bukserne, han kan også bevæge sig i imponerende koreografier samtidig. Anders Hillborgs klarinetkoncert er god musik, mens Messiaens værk, Quatour pour le fin de temps er dybt rørende skønhed, undfanget i en tysk fangelejr.

Problemet ved denne koncertform, kunne man indvende, er, at man glemmer at høre rigtig efter. Det er kunstneren man iagttager, klæder af og på, og som stjæler hele billedet. Som en modreaktion sad min hjerne ind i mellem og bearbejdede det faktum, at klarinettens tone sænkes omkring en hel tone, hvis man bøvser i den, hvad jeg for skade lige havde læst mig til. Måske var det sådan en, man manglede. Eller bare et lille knæk eller et andet brud i den gennemarbejdede overflade. Hvis jeg havde hjerter eller stjerner at dele ud af, ville jeg tildele Fröst dem alle, på nær en kvart, for den manglende bøvs.

Torsdagskoncert, DR Radiosymfoniorkestret, Torsdag 27. april kl. 20.00, Radiohusets Koncertsal:

Dirigent: Ilan Volkov

Solist: Martin Fröst, klarinet

Per Nørgård: Luna.

Carl Nielsen: Klarinetkoncert, opus 57.

Béla Bartók: Koncert for orkester.

Natkoncert kl. 22.30: 'On the Wing',

Martin Fröst, klarinet.

Anders Hillborg: Peacock Moment. Olivier Messiaen: Quatour pour le fin de temps, uddrag. Abîme des oiseaux

Anders Hillborg: Peacock Tales, for klarinet og bånd.

Kalevi Aho: Cadenza.

Fredrik Högberg: Invisible Duet, 'A celestial journey of the spirit', for klarinet og bånd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu