Læsetid: 2 min.

Det svenske 'vi'

'Stol på mig', siger den svenske statsminister. Men stoler de svenske vælgere på en socialdemokratisk regering, der ikke har omsat gode konjunkturer til fuld beskæftigelse?
5. september 2006

Göran Persson siger ikke: "Gud er på vores side, så vi løser alle problemerne". For statsministeren behøver ikke Gud: Han er socialdemokrat i Sverige, hvor partiet har domineret så meget, at de andre partier nærmest undskylder, at de ikke også er socialdemokrater. De borgerlige partier hedder ikke 'de konservative', men derimod Moderaterna,Folkspartiet og eller Centerpartiet. Som Hans Magnus Enzensberger bemærkede i sit essay om Sverige, antyder de borgerlige partiets navne en forsikring om, at de ikke er så borgerlige, at det gør noget.

Og Fredrik Reinfeldt, der udfordrer Persson som borgerlig statsministerkandidat, ligner ikke en toptunet tv-stjerne med Julio Iglesias-gebis og replikker som en stand up-komiker. Reinfeldt forsikrer forsigtigt, at han bestemt ikke længere er så liberal, som han var engang. Han vil også kun velfærdssamfundet. Og de borgerlige partier har endda en socialdemokratisk pointe mod Socialdemokraterna: På trods af økonomisk vækst er der 1.5 millioner ledige i Sverige. Regeringen Persson har ikke formået at omsætte gode konjunkturer til fuld beskæftigelse. Det er valgets slagsmål. Værdipolitiske konfrontationer findes ikke i den svenske valgkamp. For som lektor Håkon Arvidsson sagde til Information for nylig: "Den borgerlige blok og Socialdemokraterna er nærmest totalt enige om hvilke værdier der skal ligge til grund for det samfund, vi vil ha'".

Konjunkturer indhenter ledigheden

Til vælgerne siger Persson:"Stol på mig. Jeg løser problemerne". Socialdemokraterna har præsenteret et valgmanifest, som lover højere arbejdsløshedskompensation til de ledige, men ikke strukturreformer. Det påfaldende ved det svenske tilfælde er, at Socialdemokraterna i modsætning til andre landes arbejderparti ikke er blevet inspirerede af den nyliberalisme, der ser ledighed som de lediges problem. Mens andre landes socialdemokratier sænker sociale ydelser for at 'motivere' og skabe 'incitament' til at søge arbejde og skabe større udbud af arbejdskraft, fastholder de svenske ledighed som et efterspørgselsproblem. Persson insisterer på, at konjunkturerne vil indhente ledigheden. Det er et spørgsmål om tid, og de ledige skal have det godt, mens de venter på job. Reinfeldt kalder sosserne for 'bistandspartiet'.

De fire borgerlige partier har for første gang præsenteret et fælles valgmanifest, som foreslår større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Den borgerlige blok har også foreslået noget, der kunne minde om den danske hjemmeserviceordning med at lave havearbejde og gøre rent. Det skal både afhjælpe 'stressede børnefamilier' i hverdagen, skabe jobs til ufaglærte og konvertere sort arbejde til hvidt. Den svenske valgkamp kan synes kedelig: Der er hverken kulturkamp eller opgør med meningstyrannier. "Det må ikke ske her", skrev Dagens Nyheter i går om integrationsproblematikken og højrenationalisme: "Os-og-dem-tankegangen er forkastelig, men i ethvert civiliseret samfund må der være et 'vi', som grundlægger det demokratiske fællesskab. Det er bare ikke et etnisk 'vi', det bør ikke forudsætte et tæt og varmt fællesskab - men det må være der".

Det svenske demokratiske 'vi' er nøgternt, det er ikke rasende. Når Socialdemokraternas partisekretær går efter den svenske regerings håndtering af tsunamien, og når en 24-årig pressesekretær i det liberale ungdomsparti tilstår spionage af partiet, bekymrer kommentatorerne sig mest om 'politikerlede'. Symbolpolitisk er valgkampen ikke dramatisk, men den realpolitiske konfrontation artikulerer en afgørende konflikt: Bliver kombinationen af ledighed og høje konjunkturer set som systemfejl eller lykkedes det Persson uden reformer at genvinde magten på sit almægtige: "Det går godt i Sverige, og det er Socialdemokraternas fortjeneste. Stol på mig?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her