Læsetid: 4 min.

Den svenske sfinks

Hun blev kaldt guddommelig. Nu er seks af Greta Garbos film udkommet på dvd og viser hende som en af kærlighedens store martyrer
21. oktober 2005

Hun er på én gang stærk og følsom, afvisende og indladende, både i kropssprog, i sine øjne og med stemmen, der kan være blød og hård - en dobbelthed og et kunstnerisk udtryk, som hun bruger med stor effekt i alle sine film.

Privat var Greta Garbo også dobbelttydig - biseksuel og en højt eksponeret stjerne, der som oftest helst ville være alene.

Da MGM i 1939 sendte Ernst Lubitschs komedie Ninotchka ud i biograferne valgte de at lancere den med den efterhånden legendariske slaglinje "Filmen, hvori Garbo ler".

Det siger en del om det image, den svenskfødte skuespillerinde havde på det tidspunkt, at man ligefrem kunne markedsføre sig på det faktum, at hun medvirkede i en komedie - og at man omvendt var nødt til at gøre opmærksom på, at det var en komedie.

Garbo taler

Efter at have set fem af de klassiske seks MGM-film med Garbo i hovedrollen - den sjette er Ninotchka - som netop er blevet udsendt på dvd i anledning af 100-års dagen for skuespillerindens fødsel den 18. september i år, forstår man beslutningen.

Det er ikke, fordi Garbo ikke ler i filmene, men alle fem er skæbnetunge melodramaer, tragedier, hvor hendes karakterer må ofre egen lykke, kærlighed og liv af hensyn til den elskede og det omgivende samfunds sociale konventioner. På film er hun en af kærlighedens største martyrer.

I kronologisk rækkefølge drejer det sig om Clarence Browns Anna Christie (1931), der var Garbos første talefilm, George Fitzmaurices Mata Hari (1931), Rouben Mamoulians Queen Christina (Dronning Kristina) (1933), Browns Anna Karenina (1935) og George Cukors Camile (Kameliadamen) (1936) - og det er ca. halvdelen af de tonefilm, hun lavede, før hun i begyndelsen af 40'erne mere eller mindre frivilligt trak sig tilbage. Greta Garbo (1905-1990) forlod den svenske filmindustri til fordel for Hollywood i midten af 20'erne og opnåede hurtig stjernestatus i stumfilm på grund af en stærk udstråling og de uudgrundelige øjne - den svenske sfinks, døbte man hende. Den bedste af de udsendte film er stadig Ninotchka, som beviste, at den allerede da myteomspundne Garbo kunne spille komedie.

Men den på mange måder mest interessante film er dog Anna Christie, lanceret med ordene "Garbo talks!", der demonstrerede, at hun i modsætning til mange af sine kolleger formåede at tage springet fra stum til tale uden problemer.

I storbyens havn

Hendes spillestil i de tidlige talefilm er stadig noget teatralsk, og hun har i flere af dem en tendens til i intense situationer at deklamere i stedet for blot at sige sine replikker. Men hendes dybe stemme og den karakteristiske og let perlende latter øger kun det nærvær, som øjnene og det markante, smukke ansigt i forvejen giver hende.

I Anna Christie, der er baseret på et skuespil af Eugene O'Neill, spiller den da 25-årige Garbo en ung kvinde af svensk afstamning, der har måttet prostituere sig for at overleve. Men nu er hun blevet syg og opsøger i New York den fordrukne sømand af en far, hun ikke har set i mange år. Det er en barsk film, som ikke lægger fingrene imellem i sin skildring af livet i havnen, på bunden af storbyen, og man fornemmer tydeligt, at den er lavet inden, Hollywood i midten af 30'erne begyndte at censurere sig selv.

Kønsroller

Selv om Garbo var under kontrakt hos MGM, lykkedes det hende begavet at vælge roller, som understregede hendes image som kærlighedens martyr, en tragedienne, der vekslede mellem det tragiske og det jordbundne. I klassikerfilmatiseringer som Anna Karenina - baseret på Leo Tolstojs roman - og Camille (Kameliadamen) baseret på Alexandre Dumas' roman af samme navn - inkarnerer hun kønsroller, der skarpt belyser kvindens status i samfundet og indirekte rummer et argument for moralsk ligestilling med manden.

I begge film spiller hun kvinder, der ofrer alt for kærligheden og alligevel ender som taberen, fordi samfundet ikke kan eller vil acceptere hendes selvstændige adfærd. Havde det været en mand, som opførte sig således, ville det være gået anderledes.

Garbos Anna Christie er blevet svigtet og har måttet klare sig selv og oplever, hvordan hendes brogede, men ret beset ikke selvvalgte fortid stiller sig i vejen for lykken, da hun møder en irsk sømand, og de forelsker sig i hinanden.

I Queen Christina har Garbo rollen som den unge, egenrådige dronning af Sverige, der må frasige sig tronen for at kunne være sammen med den mand, hun elsker. I Mata Hari er hun den berømte danserinde og tyske spion, som i Paris under Første Verdenskrig manipulerer med alle de mænd, især officerer, der er interesseret i hende. Men da hun tillader sig at blive forelsket i en ung, russisk officer, afsløres hun og ender foran en henrettelsespeloton.

Rejse i tid og sted

Der er desværre ikke ret meget ekstramateriale på de seks Garbo-dvd'er. Men filmene står sig flot på den lille skærm trods enkelte ridser og nogen støj på lydsporet. Ikke mindst er det interessant at se, hvor energisk man i de store periodestykker, der alle blev optaget i studier i Hollywood, bragte publikum tilbage i tiden og rundt i det meste af verden.

Man kan næsten mærke og lugte New Yorks havn i Anna Christie, hvorimod det snepudrede eventyr-Sverige, vi præsenteres for i Queen Christina, ikke er særlig overbevisende. Så går det bedre med 'gay Paris' i både Camille og Mata Hari og Skt. Petersborg, Moskva og Venedig i Anna Karenina. Filmene mangler den realisme, som kommer af at optage på location, men disse drømmeagtige landskaber, som man i dag kun kan opleve i de klassiske Hollywood-film - med en lidt uskarp virkelighed projiceret op på et lærred i baggrunden - har sin egen charme og bidrager til at transportere os til en anden tid og et andet sted.

Seks film med Greta Garbo. Region 2. Sandrew Metronome

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu