Læsetid 6 min.

Sverige og Anden Verdenskrig

I de senere år har der i Sverige været stigende kritik af landets forhold til Tyskland i 1930'erne og til neutralitetspolitikken under krigen. Og i Danmark har der været en lignende debat om samarbejds-politikken. Men de to lande har draget vidt forskellige konsekvenser af erfaringen om krigen
20. januar 2007

I Stockholms Gamla Stan er udstillingen Sverige og Holocaust netop slut. Den var stærkt kritisk over for Sveriges forhold til Tyskland under nazismen, især over for kongefamilien og den svenske hærledelse, der ved flere lejligheder viste dyb beundring for Hitler og ledende nazister såsom Hermann Göring.

Og i de seneste år er der udkommet flere bøger, der kritiserer den svenske forholden sig til Tyskland i 1930'erne og til landets neutralitetspolitik under krigen. Bøgerne kritiserer den ret udbredte tyskvenlighed forbundet med en stærk antikommunisme, der var i den svenske overklasse, og anklager neutralitetspolitikken for at være et dække over en livlig handel med Tyskland, som gavnede såvel det nazistiske regime som den svenske industri.

De to seneste bøger, der fremsætter hård kritik af den svenske linje før og under krigen, er Hernik Arnstads Spelaren Christian Günther om krigsårenes svenske udenrigsminister og Staffan Thorsells Mein lieber Reichskansler (efter titlen på et leflende brev fra kong Gustav V til Hitler, der dog blev bremset af statsminister Hansson), begge udkommet i 2006.

Dele af pressen herhjemme har refereret den svenske debat. Men uden at sætte den i en historisk sammenhæng og uden at kikke ind ad vore egne vinduer, en parallel der ellers er oplagt. Danmark og Sverige under Anden Verdenskrig ligner nemlig i høj grad hinanden. Derimod har de konsekvenser, de to lande har draget af erfaringen om krigen, fjernet sig stærkt fra hinanden, som jeg skal vende tilbage til.

Den største forskel mellem Sverige og Danmark er faktisk, at den svenske tilpasning til Tyskland kulminerede allerede i sommeren 1941 med den såkaldte midsommerkrise om transitering af tyske soldater østpå, samtidig med at Hitler indledte sit angreb på Sovjetunionen. Derefter blev Sverige gradvist mere henholdende eller direkte negativ over for tyske krav og kom jo også til at spille en positiv rolle for den danske modstandsbevægelse og som flugtland for de danske jøder i efteråret 1943.

I Danmark blev samarbejdspolitikken ikke mindre intensiv efter sommeren 1941, snarere tværtimod. Man kan naturligvis vælge at se den svenske svingning som ren opportunisme, der fulgte krigens konjunkturer - og allerede ved årsskiftet 1941-42 havde Tyskland toppet - men man kan også se den som en nøgtern kamp for at holde sig ude af krigen, en bestræbelse, der objektivt gavnede Danmark og efterhånden også Norge. Disse aspekter lægger de svenske kritikere af tilpasningspolitikken ikke vægt på.

Også den kollektive erindring om krigen følger i begyndelsen samme spor i Danmark og Sverige. Indrømmelsespolitikken blev enten fortiet eller harmoniseret til at give et billede af to små nazi-skeptiske lande, der ikke havde givet flere indrømmelser end højst nødvendigt og, for Danmarks vedkommende, tidligt havde lagt op til et brud med besættelsesmagten (hvad ikke var rigtigt).

Ny målestok

Men i de senere år er der sket et skifte i erindringen i begge lande. Internationalisme og menneskerettigheder har erstattet den nationale realpolitik som målestok for politikkens rigtighed eller det modsatte, også når det drejer sig om fortiden. Det har imidlertid ført til diametralt modsatte konklusioner i Sverige og Danmark med hensyn til, hvilken aktuel politik, der ud fra erfaringen om Anden Verdenskrig skal føres for bedst muligt at fremme demokrati og menneskerettigheder.

For Informations læsere vil de mange danske debatter om besættelsestiden gennem de sidste 10 år være bekendte. Omdrejningspunktet har været forholdet mellem moral og politik. Og Sverige har oplevet en lignende debat. I 45 år efter krigen var forståelsen af den svenske politik præget af realpolitisk tænkning. Ganske vist fandtes der under krigen en moralsk eller ideologisk mindretalstilgang, en anti-fascistisk linje, som især var repræsenteret ved socialdemokraten Ture Nerman og den liberale Torgny Segerstedt, men den kom ikke til at stå stærkt hverken i forskningen eller i den bredere offentlighed efter krigen, sådan som den danske modstandsbevægelses syn kom til det. Man var generelt godt tilfreds med den svenske neutralitetslinje og dens resultater. Men gennem de sidste 15 år er kompasnålen drejet 180 grader, og interessant nok var det ikke historikerne, der gav stødet til det, men medierne. Især journalisten Maria-Pia Boëthius' bog fra 1991, Heder och samvete. Sverige under andra världskriget, angreb den svenske samlingsregerings moral under krigen samt de historikere, der havde skrevet om perioden, og som efter hendes mening blot havde legitimeret regeringens handlinger. Bogen vakte stor opsigt og tilslutning i den svenske offentlighed, og massemedierne har som antydet spillet en stor rolle for den vending af opinionen, der er sket.

Moralske spørgsmål

Men også presset udefra har haft betydning, både amerikanske historikeres bøger om Sverige under Anden Verdenskrig og den internationale debat om det såkaldte naziguld og Holocaust, en debat der kulminerede omkring årtusindskiftet. Siden har spørgsmålet om den svenske stats og erhvervslivs eventuelle (og perifere, men alligevel) delagtighed i Holocaust svævet rundt i den svenske debat, men været opvejet af Sveriges nye 'etiske' udenrigspolitik, der bygger på menneskerettighederne.

Det var nemlig de nævnte moralske spørgsmål, kombineret med presset fra USA og internationale medier - og ligeledes den for regeringen pinlige offentlige debat om de svenske tvangssteriliseringer langt op i tiden - der fik den daværende svenske statsminister, Göran Persson, til at tage to skridt: Først lanceringen af informationsprojektet 'Levande historia' og senere den store internationale konference om Holocaust i Stockholm i januar 2000.

'Levande historia' var et gigantisk oplysningsprojekt, der henvendte sig til hele den svenske befolkning, bl.a. gennem bogen ... om dette må ni berätta... En bok om förintelsen i Europa 1933-45, som blev omdelt til samtlige svenske husstande med børn. Den var skrevet af Stephane Bruchfeld og Paul Levine og er i øvrigt oversat til en lang række sprog, herunder dansk og norsk. 'Levande historia' er stadig levende, bl.a. er det nu blevet en permanent institution, der driver det museum i Gamla Stan, hvor den omtalte udstilling om Sverige og Holocaust blev vist.

I den internationale konference om Holocaust i 2000, betitlet 'Stockholm International Forum on the Holocaust', deltog en lang række af verdens stats- og regeringsledere. Den fik også en række praktiske konsekvenser, både af de ufrivilligt komiske med boykotten af Østrig efter Jörg Haiders valgsejr og nogle mere seriøse med oprettelsen af Holocaust- og folke-drabscentre rundt omkring, bl.a. i Uppsala, Oslo og København. Også en stor og vidtforgrenet forskningsindsats blev indledt, med en bevilling på 20 millioner svenske kroner foruden oprettelse af en række forskningscentre ved universiteterne. Denne videnskabelige indsats er gradvist ved at udmønte sig i en række vigtige publikationer. (I Danmark har VKO kun interesseret sig for Den Kolde Krig og ene og alene med det formål at kunne slå sine modstandere oven i hovedet med den).

Skarp kontrast

Gennem alle disse initiativer har den svenske stat nu fået vendt stemningen og skabt sig en international profil som et land, der på basis af historiens lære fører en gennemtænkt human og etisk udenrigspolitik. Ledestjernen er ligesom tidligere fred, demokrati, dialog og tolerance, men nu på baggrund af Anden Verdenskrig som en dyster, men lærerig erfaring og på ingen måde som en succeshistorie for Sverige (selvom Göran Persson ikke altid var helt konsekvent i sine udtalelser).

Dette står i skarp kontrast til den danske regeringschefs brug af Anden Verdenskrig til at søge konfrontation og profilere Danmark som krigsmagt, selvom også dette begrundes som en mission for demokrati og menneskerettigheder. Ved besættelsesjubilæerne i 2003 (29. august) og 2005 (5. maj) holdt Anders Fogh Rasmussen således store 'strategiske' taler, hvor den nye aktivistiske sikkerhedspolitik blev begrundet med det moralske fald, som den danske samarbejdspolitik i hans øjne havde været. For fremtiden skulle Danmark i krig for sine principper. Kritikken af egen rolle under Anden Verdenskrig er således den samme i Danmark som i Sverige. Der er opstået en ny fortælling om krigen, som er i tråd med progressive internationale tendenser, men de praktisk-politiske konklusioner har været vidt forskellige. På den ene side af sundet fredspolitik (som den borgerlige Reinfeldt-regering utvivlsomt vil fortsætte), på den anden krigspolitik. Brugen af historien som politisk redskab har et vidt råderum.

Claus Bryld er professor, dr.phil.

Kronikken mandag:

Folkeafstemning om uafhængighed i Nagorno-Karabakh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu