Læsetid: 4 min.

Svigt dem ej

12. maj 2000

Ét er respekten for menneskeliv, noget andet respekten for et afrikansk menneskeliv. Som bekendt er der forskel. Det giver menneskehedens historie mange eksempler på. I disse dage ser vi, at 500 zambiske soldater fra FN's fredsbevarende styrke i Sierra Leone - taget til fange eller som gidsler - i USA og Europa anses for at være et indre afrikansk problem. FN's stormagter føler sig ikke forpligtede til at anvende det tunge militærmaskineri eller sætte egne piloters og soldaters liv på spil for at redde FN's tropper. Hvad der ville være sket, hvis deres ansigter var hvide, ved vi udmærket godt. Men tys-tys.
Samme holdning indtager den hvide industrialiserede verden til den katastrofale hiv-aids-epidemi i Afrika syd for Sahara, hvor 2 mio. mennesker for tiden dør om året og 14 mio. er omkommet siden 1982. Okay, det er et frygteligt problem; alle kan blive enige om dét, men når det gælder nedsættelse af prisen på livsnødvendig medicin, udbetaling af subsidier til ubemidlede afrikanske hiv-smittede samt bistand og lån til forebyggelse og udbygning af de enkelte landes sundhedsforsorg, så kniber det gevaldigt. Har den vestlige verden fuldstændigt mistet proportionssansen? Milliarder af dollar blev brugt på at redde 5-6.000 menneskeliv i Kosovo. Hvad med en humanitær intervention i Afrika syd for Sahara for at redde 23 mio. hiv-smittede mennesker fra en bebudet død?
I går blev de første vigtige skridt taget ad en sti, som endnu er lang. Fem store farmaceutiske koncerner - Bristol-Myers Squibb Co., Glaxo Wellcome PLC, Merck & Co., Boehringer Ingelheim GmbH og Roche Holding AG - erklærede, at de ville nedsætte salgsprisen på tre typer livsnødvendig medicin, som hiv-smittede skal tage for at holde virusen nede. Endnu vides ikke præcist, hvor meget rabat de fem koncerner agter at yde, men FN's aids-gruppe UNAIDS vurderede i går, at en månedlig udgift på 800 dollar i Afrika syd for Sahara vil blive nedsat til ca. 150 dollar pr. patient. Onde tunger vil vide, at selskaberne var trængt op i et hjørne og handlede ud fra rent egoistiske motiver. Det er sandsynligt. Fremfor alt måtte de frygte, at billig kopimedicin fremstillet i strid med patentregler i Brasilien, Thailand og Indien vil vinde fodfæste og oversvømme de 'lukrative' markeder i Afrika, Indien og Sydøstasien. I sidste instans kunne kopimedicinen trænge ind i Europa og Nordamerika.

Uagtet motivet er det imidlertid skandaløst, at det skulle tage UNAIDS tre år at overbevise de fem farmaceutiske koncerner til at nedsætte den tårnhøje pris på aids-medicin. I mellemtiden er fem-seks mio. afrikanere døde. Fra politisk hold i Europa og USA har man stort set valgt at forholde sig passiv. Lidt er blevet gjort for at orientere offentligheden om den humanitære katastrofe syd for Sahara. Pressen bærer også et stort ansvar. Den store skurk er dog virksomhederne. Alle med et minimum kendskab til den famaceutiske branche ved, at kostprisen pr. tablet er godt og vel en tiendedel af udsalgsprisen og at forskning i og udvikling af ny medicin og en vaccine ikke sluger de resterende ni tiendedele. Selskaberne har ønsket at beskytte en betragtelig profit på aktionærernes vegne. Det er ganske enkelt en umoralsk og forkastelig praksis.
Det er også stupid forretningsføring. Branchens pludselige omvendelse demonstrerer, at prisnedsættelsen kunne være blevet gennemført for længst. Den kommer så sent, at der er risiko for, at de fem koncerners image og bundlinie vil tage alvorlig skade. Hvem kan hindre, at kopimedicin - som stadig vil være billigere - breder sig til fattige lande og resten af verden? I USA døjer mange hiv-patienter med enorme finansielle problemer. Derfor vil de nu forlange drastisk prisnedsættelse.

Branchens nøleri har desuden ført til indgriben fra højeste politiske sted. Tidligere i år erklærede præsident Bill Clinton, at USA ikke ville lægge sag an mod Sydafrika i WTO-regi, dersom lokale producenter bryder patentreglerne og fremstiller billig kopimedicin eller importerer den. I onsdags underskrev han en forordning, som yder samme dispensation til alle lande syd for Sahara. Set i det lys havde de fem koncerner reelt intet valg, hvis de skulle gøre sig håb om at bryde igennem på det største marked for aids-medicin i verden - Afrika.
De sidste par dages gennembrud på denne front vil imidlertid næppe være andet end en dråbe i havet, med mindre de rige lande følger op med lån og bistand. Der skal testes for hiv; kun 10 pct. af 23 mio. formodede hiv-smittede i Afrika syd for Sahara ved, at de bærer på virusen. Kun en lille brøkdel har råd til at betale 150 dollar om måneden. Massive investeringer skal foretages i et sundhedssystem, som er i stand til behandle en epidemi af bibelsk omfang. Befolkningerne skal instrueres i beskyttelse og seksuel tilbageholdenhed. Opgaven, Afrika står overfor, er kolossal. Vi kan og må ikke svigte vores søstre og brødre. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her