Læsetid 2 min.

'Et svigt i retssikkerheden'

Familierne til to unge varetægtsfængslede er rystede: Hvor er retssikkerheden, når man kan blive puttet bag tremmer i 27 dage for at gå ned på gaden efter en shawarma, spørger de
8. marts 2007

"Bare rolig mor, vi har ikke gjort noget - vi kommer ud lige om lidt."

Omtrent sådan lød beskeden fra to nu varetægtsfængslede 19-årige mænd til deres mødre, da de unge med hænderne bundet på ryggen blev ført ind i byretten i lørsdags.

Familierne havde da også planlagt en tur på café bagefter, men sådan skulle det ikke gå. Andreas Kampmann og barndomsvennen Jesper blev varetægtsfængslet i henholdsvis 27 og 13 dage. Sigtet for vold mod politiet.

Ifølge begges forældre, kæresten til den ene og forsvareren til den anden, består deres forbrydelse imidlertid udelukkende i at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Natten til lørdag forlod de sammen med en trejde barndomsven - alle ædru - Andreas Kampmanns lejlighed i Fyensgade på Nørrebro og gik ned på gaden efter en shawarma. Uden tv og radio i lejligheden havde de blot orienteret sig ved at kigge ud ad vinduet, og der så roligt ud. Men roen varede ikke ved. Pludselig var gaden spærret af politiet, og de tre blev anholdt sammen med ni andre.

Aldrig besøgt Ungeren

Ingen af de tre havde tilknytning til Ungdomshuset - Andreas Kampmann havde aldrig været der, fortæller hans kæreste, Marie Christensen. Hun forstår godt, at han kunne blive taget med på stationen i kampens hede.

"Men jeg er grundlæggende rystet over manglen på retssikkerhed, efter at de er blevet varetægtsfængslet," siger hun.

Rystelsen deler Jespers far, Niels Hoffmeyer:

"Jeg er selvfølgelig bekymret for min søn, men også i et større perspektiv er det et svigt i retssikkerheden, at man kan blive fængslet i så lang tid på dét grundlag," siger han.

Grundlaget er betjentes udsagn om, at de er "helt sikre" på at have set de anholdte kaste med sten og flasker i en sidegade til Fyensgade tidligere på aftenen.

Niels Hoffmeyer understreger, at han ligeledes er rystet over "vilkårligheden" i afgørelserne:

"To af drengene fik 27 dage - Jesper slap med 13, fordi forsvareren måske har været mere ude med riven," siger han.

Manden med riven er forsvarsadvokat Jakob Arrevad.

Han er fortørnet over fremgangsmåden hos både politi, anklagemyndighed og domstolene i weekenden. Politiets udsagn har fået for lidt modspil af både anklagere og domstolene, mener han.

Afviser kritik

Vicepolitiinspektør og Københavns Politis talsmand Flemming Steen Munch vil ikke kommentere konkrete sager. Men han har tiltro til, at de sager, hvor der måtte være begået fejl, vil blive behandlet derefter i retten.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra Københavns Politis chefanklager, Bitte Dyrberg. Til flere andre medier har hun imidlertid afvist kritikken af anklagernes materiale mod de sigtede. Også Københavns Byrets Præsident, Søren Axelsen, har afvist kritikken af rettens afgørelser.

Andreas Kampmanns sag er endnu ikke kæret til Østre Landsret. Det er Jespers sag derimod, og varetægtsfængslingen er nu stadfæstet, så han skal sidde fængslet i 13 dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu