Læsetid: 4 min.

Efter svigtet

29. april 2002

Da SF’s landsmødedeltagere fredag formiddag ankom til Tornbjerg Gymnasium i Odense for at åbne partiets landsmøde, fandt de på bordene i mødesalen et udspil fra den interne SF-debatklub Fremgang og Fornyelse. Dokumentet, der var betitlet En ny venstreorientering – tør SF? var forfattet af en håndfuld af SF’s fremmeste unge politikere og gjorde indtryk af at være de unges oprør imod de politiske dogmer, der igennem den sidste generation år har sendt vælgerne på flugt væk fra partiet. På den baggrund var det ikke unaturligt, at udspillet nød stor medieomtale ved indledningen på landsmødet. Men når den første benovelse over, at unge SF’ere kan sammenfatte en sætning med ordlyden »den samlede venstrefløj (har) i alt for mange år haft automatpiloten slået til og samtidig hængt fast i forældede dogmer,« har lagt sig, må det være på sin plads at betragte det reelle politiske indhold i udspillet.
Og når man gør det, må man konstatere, at erklæringen ikke skal læses for sine konkrete politiske forslags skyld. Dem er der kun få af, og de forslag, som de unge folkesocialister trods alt har lagt ind i debatoplægget, er ikke særligt banebrydende. Tværtimod. At en flok yngre SF-politikere for eksempel synes, at det er nødvendigt at bruge et politik-fornyende oplæg til at fastslå, at SF i bund og grund synes at den teknologiske udvikling er en god ide – ja, det giver et forstemmende indtryk af den reaktionære position, som partiet i de seneste år har indtaget i sine bestræbelser på at trække sig baglæns ud af det parlamentariske system.

Den virkelige værdi debatgruppens oplæg skal findes i den attitude, der trods alt ligger i dokumentet. Når unge SF’ere skriver om den tabte vælgerskare: »Vi må indrømme, at vi har svigtet disse mennesker. Vi har ikke taget hverdagsproblemerne alvorligt nok. Vi har talt til og ikke med befolkningen. Vi har ikke lyttet nok. Derfor fremstår vi som systembevarende bureaukrater, men traditionelt reaktive partier, såsom Venstre og Dansk Folkeparti, pludselig repræsenterer forandring« så indikerer de, at der langt ind i SF’s rækker findes en erkendelse af, at folkesocialisterne har undladt at udfylde deres funktion som venstrefløjens bidske systemstormere. Og det er denne erkendelse af fornyelsens tvingende nødvendighed, der – i højere grad end de konkrete udspil – kan sikre, at partiet udvikler sin politik, således at det også overlever sin nuværende generation af vælgere.
Denne fornyelse bliver dog på ingen måde uproblematisk for partiet, hvilket understreges af en nyligt offentliggjort meningsmåling i ugebrevet Mandag Morgen, der afslører, at et lille flertal af SF’s vælgere støtter en stramning af udlændingelovgivningen. Det gør partiet bestemt ikke. Og dermed demonstrerer analysen, at Folkepartiet er ude af trit med sin vælgerskare på et af disse års mest centrale politiske spørgsmål.
Holger K. Nielsen adresserede på landsmødet denne uenighed med en udtalelse om, at SF ikke vil tage politisk diktat fra tilfældige meningsmålinger – partiets politik forbliver inden for rammerne af det, som venstrefløjens folk anser for det anstændige, uanset hvad befolkningen siger. Men hvor sympatisk dette synspunkt end kan synes, så kan det dog ikke skjule, at SF sandsynligvis får meget svært ved at genvinde tabt terræn blandt vælgerne, før partiet reformulerer sin udlændingepolitik.
Set i den optik var fraværet af en egentlig debat om indvandrerpolitikken på landsmødet slående. Det var, som om der eksisterede en stiltiende overenskomst blandt landsmødedeltagerne om ikke at tage fat på dette emne (hvilket der sandsynligvis også gjorde, eftersom mange formentlig bevidst undlod at berøre emnet af frygt for at inspirere til en gentagelse af scenerne fra sidste års landsmøde, hvor hele arrangementet nærmest blev væltet af et ophidset men ikke særligt substantielt skænderi om udlændingepolitikken,) men dette midlertidigt oprettede helle bliver SF nødt til at forlade, hvis partiet vil genvinde initiativet på udlændingeområdet. Og når det sker, så vil offentligheden få svar på, om folkesocialistene formår at udforme en indvandrerpolitik, som kan samle vælgerne uden at splitte partiet.

PÅ et andet af tidens centrale spørgsmål – nemlig det, der handler om EU – gav SF’s landsmødedeltagere dog et forholdsvis klart svar, da de – under et dramatisk og på side fire i avisen omtalt valg – stemte folk ind i hovedbestyrelsen. Gode stemmetal opnåede således den erklærede EU-skeptiker Pernille Frahm samt en række af de politikere, der vil fastholde forbeholdene, blandt andre Villy Søvndal, Thorstein Theilgaard, Anne Baastrup og Morten Homann, hvorimod EU-tilhængeren Anne Grete Holmsgaard slet ikke opnåede valg til det magtfulde partiorgan.
Dermed har folkesocialisternes fodfolk for gud-ved-hvilken-gang markeret, at partiets EU-politik også i den kommende valgperiode vil blive ført på grundlag af de fire forbehold. Og enhver SF’er, der vil det anderledes, må indstille sig på at kæmpe mod overmagten.
At EU-spørgsmålet stadig er traumatisk for partiet, blev dog demonstreret af den hidsighed, hvormed de forskellige fraktioner i partiet førte deres egne folk frem til hovedbestyrelsesvalget. Den væsentligste skelnen mellem fløjene bunder nemlig i forholdet til EU. Og kampvalget om posterne i hovedbestyrelsen illustrerede, i hvor høj grad SF stadig er et parti i splid med sig selv.
Dermed er EU-opgøret også med til at skabe tvivl om, hvorvidt SF – til trods for al den interne snak på landsmødet om at fremadrette politikken – er på vej til at relancere sig selv som et stærkt alternativ på venstrefløjen. Kan SF bygge videre på et politisk fundament, der består af en endnu uafklaret udlændingepolitik og et evigt standende EU-opgør? Eller venter de værste diskussioner forude?

-ø-

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu