Læsetid: 4 min.

En svimlende materialitet

Anselm Kiefers monumentale værk, 'Stjernernes fald', dedikeret til digterne Paul Celan og Ingeborg Bachmann, er så stort og tæt, at man får lyst til at løbe skrigende væk
2. juli 2007
Anselm Kiefers monumentale værk, 'Stjernernes fald', dedikeret til digterne Paul Celan og Ingeborg Bachmann, er så stort og tæt, at man får lyst til at løbe skrigende væk

PARIS - Det er ikke alle og enhver, der kan fylde det kæmpemæssige rum under kuplen i Grand Palais ud, tænker jeg, mens jeg stadig i forholdsvist neutralt humør bevæger mig mod midten af Paris.

Man skal forestille sig, at hele den store kunstmesse, FIAC, plejer at finde sted i det nyrestaurerede rum, der ved den lejlighed har plads til hundredvis af gallerier.

Den franske stat har sat sig for med nye store kunstmanifestationer at bruge det kæmpemæssige Grand Palais til at fremme den internationale samtidskunsts omdømme i Frankrig.

'Monumenta' hedder således den splinternye årligt tilbagevendende begivenhed, der giver carte blanche til en kunstner af internationalt format.

Klogeligt har man ladet den tyske maler og skulptør Anselm Kiefer - der nu i 10 år har været bosat i Frankrig, og som i 80'erne var skandaleombrust og forgudet og nu står som en af de uomtvisteligt store - løfte denne helt kolossale opgave.

Man behøver blot at træde ind i Grand Palais for at konstatere, at formatet er lykkedes. Midt i tre ruinskulpturer af et betonbabelstårn (Sternenfall, Verunglückte Hoff-nung og Sonnenschiff) rejser seks enorme grå bølgeblikhuse sig, der hver for sig indeholder museumsverdenens 'hvide kube'.

Sådan.

Tematikken grebet i et enormt overblik midt i det Paris, hvor Werchmachts-soldater muntrede sig med parader og champagne i 1940, mens det først var i 1945, Anselm Kiefer blev født. I et Tyskland, der fra da af blot ville glemme.

Rystende tvetydig

Men Kiefer vil huske. Han har uafladeligt og med forbillede i sin lærer fra Düsseldorfs kunstakademi i 60'erne, Joseph Beuys, afsøgt det stof, den tyske tragedie, men ikke mindst erindringen og identiteten er gjort af. Det kan han måske gøre så meget desto bedre, som han ikke var der, men voksede op midt i forsøget på at fortrænge den.

Er der således nogen, der i nærmest bogstavelig forstand har undersøgt Blut und boden, blod og jord-ideologien, er det Kiefer. Visse gange så langt ude i overdrevet, at det blev uklart, om han var for eller imod. Som da Kiefer udstillede på Biennalen i Venedig i 1980, og publikum havde svært ved at afgøre, om hans nazistiske symboler var hæder eller angivelse.

Det er stadig lige på dette sted, Anselm Kiefer er overvældende og fuldkommen rystende tvetydig. Hans kæmpemæssige mytomanmystiske univers er i stadig højere grad skabt ud af jord og planter, rust, bly, beton jern og brudstykker af sætninger. Midt i en fredsommelig storby tværer han det 20. århundredes besættelser lige i hovedet på det 21. århundredes intellektuelle pariserpublikum og alle de kunsthungrende turister, der kommer forbi.

Publikum er nemlig så pænt. Og alt det farlige er udenom eller midt i eller et andet sted. I pressematerialet tøver man ikke med at omtale Kiefers værk som 'mystik' og 'kvindelighed'. Livets cyklus som stjernernes cyklus som kvindens cyklus. I det tredje hus skildrer et syv gange otte meter kæmpemaleri Mælkevejen, som naturligvis ikke er malet, men er en ophobning af alt muligt gråt og hvidt stof. Og tal fra NASA.

Kiefer har dedikeret udstillingen til den tyske digter Paul Celan (1920-70) og den østrigske digter Ingeborg Bachmann (1926-73). Han har før beskæftiget sig med deres digte, men i Grand Palais bliver det klart, i hvor høj grad han er ude i samme ærinde. I modsætning til Adornos hævdelse af, at intet digt kan skrives efter Auschwitz, skrev de netop stædigt videre i det selv samme tyske sprog, som havde været bødlernes. Men i et forsøg på at forandre selve sprogets stoflighed, og ved ny form at tilføre det ny mening.

I det første hus er det Bachmanns digt Nebelland, Kiefer kredser om, i et tågelanskab, hvor civilisationer synes at opstå og forfalde så uafladeligt, at farverne falder sammen i brunt. "Jeg har spist tågens hjerte".

Står aldrig rent

I det andet hus er det Celans kredsen om 'bregnens hemmelighed', der sættes op mod tyske bunkers. Og så er der, atter tvetydigt, huset tilegnet Celines 'rejse til nattens ende', en roman, der er en sproglig æstetisk triumf, men som Celine selv besudslede med sin fascistiskefascination. Der er aldrig noget, der står rent hos Kiefer. I atter et andet hus mindes Palmesøndag med en palme revet op ved rode og sølet ind i jord.

Imre Kertész skrev for nylig her i avisen om, hvordan han nogle gange, på en udstilling om Shoah, tager sig selv i at blive en distræt betragter, som om han ikke selv havde været med i rædslen.

Der synes at ske noget lignende, når publikum betragter Kiefers livtag med jorden og blodet og materialiteten. Der er for meget af det, det grimme bliver alt for uudholdeligt smukt, så man selv suges ned i den selv samme fascination, der viste sig at være så farlig.

Så derfor måtte jeg i al fald bare ud derfra. Væk fra disse ruiner, der tog sig alt for skønne ud.

*

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her