Læsetid: 4 min.

Svimlende musikhistorie

Fra pianisten Kenny Werner og fra Trondheim Jazz Orchestra vældede musikfortællingerne som en gejser af liv i Copenhagen Jazz Festivals første weekend, der også demonstrerede, at store amerikanske stjerner ikke garanterer stor musik
10. juli 2007
Kenny Werner er en musiker, hvis varme temperament har forgyldt mange spillestunder. Men der ligger mere bag ved Werners triumf end en kvik Europa-turne med fed hyre til at betale regninger med. Werner er en reflekteret musiker, der gør tingene 
ordentligt.

Kenny Werner er en musiker, hvis varme temperament har forgyldt mange spillestunder. Men der ligger mere bag ved Werners triumf end en kvik Europa-turne med fed hyre til at betale regninger med. Werner er en reflekteret musiker, der gør tingene
ordentligt.

Copenhagen Jazz Festival

Nedbøren er der, men kun sporadisk. Det ser faktisk ud til, at dette års Copenhagen Jazz Festival, der gik i luften i fredags, bliver skånet for regnens ubehagelige virkninger. Det er en nødvendighed, hvis det gigantiske program med de over 900 koncerter - mange af dem udendørs i haver og på byens torve - skal virkeliggøres og blive den summende og skummende begivenhed, som under de rette betingelser kendetegner den unikke festival.

I dag er Copenhagen Jazz Festival en kulturel mastodont i hovedstaden. Den involverer entusiaster, turister, hoteller, sponsorer, lufthavne, S-tog, medier, fadølsanlæg, stråhatte, børn, klapstole og pølsevogne - blandt andet. Det er dog alt sammen udenomssnak i forhold til det egentlige.

Musikken er det, vi kommer for. At se musikerne arbejde med jazzen, overraskelsernes musik, pulsen i kroppen, driften i kødet, sødmen og smerten i melodierne, den vilde leg på kanten, improvisationer, der bliver til nu og blæser knoppen af. Jazz er tidens og nuets musik med alle de kontraster og farver, som livet byder på.

Store, varme Werner

Sådan var det lørdag i Diamanten, da den amerikanske pianist, Kenny Werner, foldede sig ud i kæmpe rød skjorte med sin formidable kvintet, og satte et eftertrykkeligt stempel i dette års festivalbog.

Werner er en musiker, hvis varme temperament har forgyldt mange spillestunder. Men der ligger mere bag ved Werners triumf end en kvik Europa-turne med fed hyre til at betale regninger med. Werner er en reflekteret musiker, der gør tingene ordentligt.

Bag ved den igangværende tur ligger en gennemarbejdet og meget personlig pladeudgivelse på Blue Note, Lawn Chair Society, der også antyder det forfærdelige tab, Werner led, da han mistede sin teenagedatter. På trods af denne tragedie handler musikken om liv. Og koncerten var formet over et rigt musikalsk materiale, delvist hentet fra pladen, og tilrettelagt i et forløb, der rummede hele paletten af følelser og kontraster.

Og sidst men ikke mindst har Werner valgt sine musikere, så de har den kemi og individuelle pondus, der kan løfte og fylde musikken med sprængfarlig spontanitet. Musikken var snart øm og sart, snart med saft og kraft, funky fra start med "New Amsterdam", hvor bassist Scott Colley og den kvindelige trommeslager, Cindy Blackman, der bl.a. har spillet med Lenny Kravitz, satte skub i Werners frække figurer, og fik det hele til at springe som en kollektiv gejser med især saxofonisten David Sanchez som skarp solist.

Alene til sidst

Kenny Werner er amerikaner i bedste kulturåbne forstand, inspireret af musik fra flere gade- og verdenshjørner. Et smukt bidrag var "Kothbiro" af vestafrikansk oprindelse, hentet fra filmatiseringen af John Le Carres thriller, The Constant Gardener. Også det fine tema fra Harry Potter-filmatiseringerne blev fortolket med Randy Brecker (trompet) som inspireret solist.

At Cindy Blackman i momenter forivrede sig med sit kraftbetonede og voldsomme trommespil, skal ikke skygge for det store, generøse billede. Og som den iscenesætter og begavede pianist, Werner er, sluttede han af på smukkeste vis alene på scenen med en overdådigt swingende og poetisk broderende fortolkning af Lennon/McCartneys "Black Bird", der fik tankerne til at gå i retning af en anden soloklavermester, den nu afdøde lille store franskmand, Michel Petrucciani.

Et fantastisk værk

Som digteren Per Højholt engang udtalte, så bygger al kunst på kunst. Og en næsten vanvittig ambition var der at finde søndag aften i Jazzhouse hos den norske komponist og arrangør, Erlend Skomsvoll, der har Trondheim Jazz Orchestra som sit arbejdsredskab.

Hans nye værk, der er intet mindre end fantastisk, gennemgår hele jazzhistorien i ti satser, der hver afspejler jazzens udvikling, konstant med indstik fra vor egen tid og fra andre kunstneriske og kulturelle kilder i samtiden. En postmoderne arbejdsmetode (Skomsvoll kaldte den "kontrafaktisk"), der får det til at svimle, men også på et følelsesmæssigt plan er meningsfuldt som et boblende konglomerat af alt det, vi er i dag på, på grund af alt det, der går forud. Det hele skrevet til og fortolket så inspirerende og dynamisk af Trondheim Jazz Orchestras dygtige musikere, at man konstant var overrasket og underholdt.

Således mødtes New Orleans-sørgemarch med Erik Satie, bebop afløstes af Piazzolla og Stockhausen. Litterært henvistes til Paul Austers svævende Mr. Vertigo, og John Coltranes himmelblæsende jazz fra midt-60'erne blev forbundet med samme tids saligt pulserende minimalisme af Steve Reich. Blandt meget andet. Ligesom ingen mennesker er en ø for sig selv, er ingen jazz et lukket system. Ellers dør den.

Kun i små doser

Store stjerner på scenen er ingen garanti for stor musik. Sådan var det med fredagens dobbelte Giant Jazz-koncert på gamle scene i Det Kgl. Teater med saxofonisterne Joshua Redman og Kenny Garrett. Førstnævntes blæseteknik og tekniske kunnen er formidabel. Ambitionerne fejler ikke noget med Redmans tilbagevenden til den akustiske jazz i det krævende format, som saxofon, bas og trommer udgør. Men musikken ville kun i små doser løfte sig for Redman, Rueben Rogers (bas) og den dygtige Antonio Sanchez (trommer). De blev aldrig til ét væsen, og Redman havde svært ved at få sit spil gjort rigtig interessant.

Et af de fine øjeblikke opstod, da han på sopransax skabte et smukt, etnisk præget intro, og siden vævede en dæmpet, men intens ballade, der syntes at vokse som en sart blomst med rødder i bluesmusikken.

Kenny Garrets koncert er det ikke nødvendigt at bruge mange ord på. Ufokuseret, jappet og hård amerikanerjazz med stænk af soul og funk. Kynisk i sin kerne, undtagen i et afdæmpet, asiatisk-melodisk intermezzo med Garrett og pianisten, Benito Gonzales.

* Joshua Redman Trio + Kenny Garrett Quartet, Det Kgl. Teater, fredag

* Kenny Werner Quintet, Den Sorte Diamant, lørdag

* Erlend Skomsvoll & Trondheim Jazz Orchestra, Copenhagen Jazzhouse, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her