Læsetid: 4 min.

Svineheld - svinestreg?

4. januar 2002

FANTASTISK, siger en begejstret organforsker, professor emeritus, dr. med. Ejvind Kemp, til Ritzau. »En milepæl,« siger den amerikanske forskningschef David Ayares fra selskabet PPL Therapeutics til avisen The Independent. Og når selv den romersk-katolske kirke med paven i spidsen har sagt god for det – endda på forhånd – kan der vel ikke være så meget mere at snakke om.
Vi sigter til torsdagens glade nyhed fra de molekylærbiologiske ingeniører om julegrisene Noel, Angel, Star, Joy og Mary. Født juledag i Virginia, USA, hos en filial af det skotske biotek-firma PPL Therapeutics – det firma som for snart længe siden klonede fåret Dolly. De fem julegrise er ikke alene specielle derved, at de ligesom Dolly er klonede, de er også gensplejsede: Forskerne har formået at slukke for ét bestemt gen, genet der styrer grisecellers produktion af proteinet alfa 1,3 galactysol, blandt venner alfa-gal genet. Alfa-gal protein har den egenskab, at hvis man fandt på at indsætte et griseorgan i en menneskekrop, så ville det menneskelige immunsystem reagere agressivt mod proteinet og derved støde grise-organet fra sig. Det er den primære grund til, at drømme om at bruge grise som organleverandører til mennesker med svigtende nyrer, hjerte, lever m.m. ikke hidtil har kunnet realiseres.
Men nu har de dygtige mennesker hos PPL Therapeutics altså fundet ud af at slukke for alfa-gal genet, sådan at grisen på dette punkt kommer til at ligne mennesket, og det baner ifølge professor Kemp og forskningschef Ayares vej for nye gennembrud i xenotransplantations-forskningen, forskning i transplantation over artsbarriererne.

TANKEN ER IKKE ny. I år 1682 blev en russisk rigmand angiveligt reddet efter et kraniebrud ved at få indsat et stykke hundeknogle i sin hovedskal. Langt senere, i 1963-64 transplanterede amerikanske læger abe-nyrer og -hjerter til sammenlagt 19 patienter – som alle døde inden for et tidsrum fra nogle få timer til ni måneder. Siden har patienter i otte tilfælde fået indsat hjerte, lever eller nyrer fra aber eller grise, og i alle tilfælde er patienterne døde – på grund af organ-afstødning eller af infektioner, fordi patienternes immunsystem var blevet pacificeret for at holde på de transplanterede organer.
I den eksperimentelle patientbehandling er artsgrænsen – og den dertil knyttede etiske grænse – altså for længst overskredet. Selv om tanken om at rende rundt med diverse griseorganer i sin krop kan synes fremmed, så er det næppe væsensforskelligt fra en række indgreb, hvor man som led i patientbehandling har indsat f.eks. insulin-producerende griseceller i mennesker, og måske heller ikke forskelligt fra det at indsprøjte insulin fremstillet af kirtler fra døde dyr i sukkersygepatienter. Det er også en diskussion værd, om der er etisk forskel på at gøre en gris til del af sig selv ved at sætte stegt svinelever til livs og så at gøre det i form af en transplantation af en svinelever. Forskellen kunne være, at det ene – det at spise kød – er en naturlig ting, mens det andet er ret unaturligt. Men om der dermed også er et etisk skel, er vel tvivlsomt. I begge tilfælde ligger den etiske grænseoverskridelse i, at vi har gjort grisen til middel for mennesket, og det er mildest talt længe siden, vi tog det skridt. Kun en vegetar kan vel med orden i etikken distancere sig etisk fra xenotransplantationer. Og måske er det grunden til, at ikke bare paven, men også hjemlige dyreetikere og medlemmer af Etisk Råd ud fra rent etiske overvejelser siger god for teknikken, hvis perspektiv er at kunne mindske de lange køer af patienter, der venter på at få raske organer til erstatning for syge.

DER ER imidlertid en hage ved de artsfremmede transplantationer. Når man indsætter et griseorgan i en menneskekrop, så overfører man også den mikroflora af bakterier og virus, som hører hjemme i grisen. Og virus, der er harmløse i én art, behøver bestemt ikke være det i en anden. Tænk på vor tids svøbe, aids, der formentlig er fremkommet ved at et fredsommeligt abevirus krydsede artsbarrieren til mennesket og blev overordentlig dødbringende. Den spanske syge, der hærgede for hundrede år siden, kom formentlig fra grise, og så sent som sidste år udbrød der i Malaysia en epidemi af dødelig hjernebetændelse, forårsaget af et lokalt grise-virus.
Denne risiko for at skabe nye ondartede virus i mennesket er baggrunden for, at Europarådet for tre år siden anbefalede et moratorium for kliniske forsøg med transplantation af dyreorganer til mennesker.
Siden har Det Etiske Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komité tilsvarende anbefalet, at danske læger på grund af sikkerhedsrisikoen ikke laver forsøg eller behandling med xenotransplantation.
Så midt mellem torsdagens begejstrede forskerudbrud om det nye genteknologiske gennembrud står spørgsmålet: Skal vi tage en teknik i brug, som indebærer en chance for at redde livet for nogle udvalgte og samtidig en potentiel smitterisiko for den brede befolkning?

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu