Læsetid: 4 min.

Svinehundens farvel

27. november 2003

NÅR DET gælder den nu forhenværende presserådgiver i Kirkeministeriet, Henrik Gade Jensen, kan der ikke ligge noget injurierende i at bruge betegnelsen svinehund. For tre år siden skrev han i et debatindlæg i Politiken, at han som en oprørshandling gerne lufter »min svinehund, vedstår mit fremmedhad, dyrker diskriminationen og plejer mine fordomme«. I mange andre sammenhænge – som regel dog i medier med betydelig mere beskeden udbredelse – har han givet luft for tilsvarende synspunkter. Det er derfor helt naturligt, at han af folketingsmedlemmer som Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti er blevet opfattet som en nær åndsfælle.
Både Krarup og Langballe var da også særdeles vrede, da det tirsdag blev meddelt, at Henrik Gade Jensen med øjeblikkelig varsel havde sagt op som kirkeminister Tove Fergos særlige rådgiver. De havde en velbegrundet formodning om, at han reelt var blevet fyret på ordre fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. Anledningen var den artikel, der tirsdag stod at læse i nærværende avis. Den rummede en sammenfatning af nogle af de mere bemærkelsesværdige ytringer, der i de senere år er kommet fra Gade Jensen, og dokumenterede hans forbindelse med foreningen Dansk Forum, som selv Pia Kjærsgaard har taget afstand fra på grund af dens højreekstreme grundholdning.
Som Kristeligt Dagblad skrev i går med forståelig ærgrelse, adskiller det sig ikke væsentlig fra, hvad den selv skrev for et år siden, da Gade Jensen blev udnævnt til spindoktor. Men dengang var der ingen reaktioner – måske fordi Kristeligt Dagblad, meget fortjenstfuldt, er blevet kendt i regeringskredse som en stærk kritiker af kirkeministeren.

DEN AFGØRENDE pointe i denne sammenhæng er imidlertid, at Henrik Gade Jensens synspunkter og meritter var kendt, da han blev ansat. Troligt nok er det ikke noget, statsministeren selv har været klar over. Man må tage ham på hans ord, da han efter tirsdagens ministermøde sagde, at han havde »set historien for første gang i Information i dag«. Til gengæld må man spørge, hvad hans egen, betroede presserådgiver, Michael Kristiansen, gjorde sig af tanker, da Tove Fergo for et år siden ansatte Gade Jensen. Statsministerens spindoktor fungerer som øverste chef for hele korpset af sådanne rådgivere, og derfor havde han også myndighed til at gribe ind.
Hvorfor skete det ikke? En nærliggende forklaring er, at denne ansættelse var endnu en luns, der blev kastet ud til Dansk Folkeparti. Den antagelse kan kun bestyrkes af de udtalelser, der kom tirsdag eftermiddag fra både Søren Krarup og Jesper Langballe. Krarup har mistet enhver tillid til statsministeren og mener, at Gade Jensen er et højt begavet menneske, der er blevet offer for en systematisk tilsvining fra »autonome rendestensfolks forsøg på at tilsvine ham«. Langballe siger til Kristeligt Dagblad, at fyringen af Gade Jensen »belaster samarbejdet med regeringen værre end dagpengesagen«. Og det er jo – må man sige – ikke så lidt.
Men samtidig er det tom retorik. Realpolitikerne, der lægger linjen i Dansk Folkeparti, vil allerhøjst behandle sagen som en ubekvem parentes. Hverken Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl går dybere op i de teologiske stridigheder på den kirkelige højrefløj. Og i modsætning til Henrik Gade Jensen ville de aldrig drømme om at sige direkte, at de appellerer til den indre svinehund. Det er bare noget, de gør.

NÅR SAGEN er alvorlig for Anders Fogh Rasmussen, er det derfor ikke på grund af forholdet til Dansk Folkeparti. Den er alvorlig, fordi den nok engang giver ridser i forestillingen om, at vi har en statsminister med kontrol over hele sin regering. Selv den mest uduelige minister – navnet er Tove Fergo – har hidtil fået verbal opbakning fra chefen. En del af hans strategi er åbenbart at signalere stabilitet ved at fastholde den regeringssammensætning, han skabte ved sin tiltræden.
Her skal det imidlertid ikke glemmes, at netop Tove Fergo kom med på et afbud. Fogh Rasmussen havde ikke taget udtalelserne under valgkampen fra Birthe Rønn Hornbech alvorligt. Så han troede, at hun var indstillet på at blive minister. Da hun hen imod kabalens slutning sagde kategorisk nej, måtte han finde en anden – og tog så den præst, der var med i Venstres folketingsgruppe. Sandsynligvis var han ikke klar over, at han dermed lukkede en meningsfælle til Krarup og Langballe ind i sin regering. Til gengæld var de to præster i Dansk Folkepartis gruppe selvfølgelig begejstrede. Og deres forventninger blev til fulde indfriet, da Tove Fergo ansatte deres åndsbeslægtede filosof, Henrik Gade Jensen, i den betroede stilling som presserådgiver. De må vel nærmest have følt det, som havde de fået en viceminister i regeringen.
Alt det er nu tabt på gulvet, fordi Anders Fogh Rasmussen valgte at gøre kort proces. Tilbage må der sidde nogle ansvarlige med røde ører. Nok har vi her i avisen brugt ordet »afsløring«, men rent faktisk har Henrik Gade Jensen altid kæmpet med åbent visir for sine fremmedfjendske og diskriminatoriske synspunkter. Fejltagelsen lå i hans ansættelse – ikke i hans fyring.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her