Læsetid: 6 min.

Vi svømmede i 100-dollar-sedler

Den amerikanske administrations generøsitet med Iraks oliepenge eksploderede i Paul Bremers sidste uge i Bagdad, hvor fire milliarder dollar i kontanter blev delt ud. Hvor pengene blev af, og hvorfor det skulle gå så stærkt, er revisorerne nu ved at afdække
3. august 2005

Det var den 11. juni 2004, at Nationalbankens medarbejdere i New York begyndte at mærke, at noget var på vej. Banken modtog en bestilling fra amerikanernes administration i Irak på en overførsel på 2,4 milliarder dollar i kontanter. Det var mere, end den amerikanske nationalbank nogensinde havde overført før – 28 ton penge i én levering, der ville fylde lige så meget som 74 vaskemaskiner. Men medarbejderne havde endnu mere i vente.
Mens de gik i gang med at pakke 100-dollar-sedler i vakuumpakninger på 40 paller, ankom en ny e-mail fra oberst Don Davis i Bagdad: »Vi skal nå datoerne, da vi ikke har nogen elastik. GØR JER KLAR! Der kommer endnu en bestilling på en overførsel d. 28.«
Den 28. var en mandag, og levering den dag ville kræve, at amerikanerne åbnede deres nationalbank på en søndag for at sende penge af sted til Bagdad. Det var aldrig sket før. Bankens medarbejdere troede ikke deres egne øjne, men administrationen i Bagdad bekræftede, at de ønskede pengene leveret den dag. Medarbejderne gik i gang med en hektisk jagt på fragtfly fra det amerikanske luftvåben: Ekstra C-130-fragtfly skulle bestilles til at flyve pengepallerne til Bagdad. Og til sidst lykkedes det at levere på fremrykkede datoer: 2,4 milliarder dollar til Bagdad den 22. juni og 1,6 milliarder den 25. juni.
Først den 28. juni forstod Nationalbankens medarbejdere hastværket: Den amerikanske administrations leder, Paul Bremer, forlod Bagdad to dage før den planlagte afgang den 30. juni, hvor regeringsmagten efter planen skulle have været overdraget til irakerne, og pengekassen smækkede i. Oberst Davis sendte ganske vist ekstra bestillinger på kontanter for en milliard dollar i timerne efter Bremers afgang, men Nationalbanken følte sig ikke bemyndiget til at udlevere flere penge til amerikanske embedsmænd, nu hvor irakerne havde overtaget magten. Bankens milliarder var nemlig Iraks penge, inddraget af landets olieoverskud og overdraget til Federal Reserve af FN til Iraks genopbygning.

Svømmede i penge
Når pengene nåede til Bagdad, blev de delt ud med stadig stigende hast.
»Vi svømmede i 100dollar-sedler,« har Frank Willis, der var luftfarts-ansvarlig i administrationen, forklaret til den amerikanske regerings revisorer. De er begyndt at kortlægge de hektiske sidste dage i Bagdad, hvor den amerikanske administration på den sidste uge i Irak bestilte hasteleveringer af ialt over 4 milliarder dollar fra nationalbanken –mere end en tredjedel af den uhørt store mængde kontanter – 12 milliarder dollar – som Paul Bremers administration fik leveret i sin regeringstid. Når administrationen modtog pengepallerne, fik de firmaer, der skulle modtage penge, besked på at møde op med en stor taske til kontanter. En dag overværede Frank Willis 2 millioner dollar blive overdraget til sikkerhedsfirmaet Custer Battles i vakuumpakkede stakke af 100-dollar-sedler, som blev hentet ind fra et tilstødende lokale. Custer Battles har siden vist sig at være ét af de mange firmaer, der ikke kunne administrere tilliden. Den sidste måned har i USA budt på kongreshøringer og revisionsrapporter fra en række instanser, der til sammen tegner et billede af en administration, der ikke havde styr på sit forbrug. Og en ny rapport fra KPMG, som gennemgår administrationens regnskaber for FN og Verdensbanken, peger på, at rodet fortsætter. Imens sammenstykker revisorerne et billede af, hvad der gik galt i de junidage, hvor Paul Bremer og hans folk var på vej ud.

Blackhawken
I de sidste dage i Bagdad brød al kontrol sammen. Èn forretningsmand fik udleveret 6,75 millioner i kontanter den 21. juni med besked om at bruge dem inden ugen var omme, forklarer Assistant Inspector Jim Mitchell til Information. Han sidder hos SIGIR, den amerikanske regerings revisionskontor for Irak, og gennemgår, hvad der blev af kontanterne. Alle ansatte i Bagdad blev opfordret til at bruge penge så hurtigt som muligt, før den nye irakiske regering overtog kontrollen. Journalisten Ed Harriman, som har gennemgået de amerikanske revisionsrapporter, mener, at forbruget fik så stort et omfang, at Irak lagde grunden for en helt ny valutaenhed, ’blackhawken’. »Der kan være en halv milliard dollar i 100dollar-sedler på en Blackhawk,« forklarer han. »Og sådan tre leverede de amerikanske soldater for eksempel til en kurdisk kurer i Nordirak, som de ikke engang havde undersøgt på forhånd.« Fremgangsmåden med at bruge masser af kontanter og meget få regnskaber gjorde, at det var umuligt at overskue, hvor meget embedsmænd og mellemmænd ’skummede’ beløbene, efterhånden som de bevægede sig gennem systemet, og revisorerne fra KPMG har udtalt, at de har fundet tegn på, at irakiske embedsmænd har overført midler til udlandske bankkonti. Men kontant-oversvømmelsen var et grundlæggende element i Paul Bremers strategi for Irak. Det pengespild, der oprulles nu, handler ikke om bevidst kriminalitet fra amerikanernes side, siger Yahia Said forsker i Iraks genopbygning på London School of Economics. »Det handler snarere om, at Bremer var skødesløs og uforsigtig og vurderede, at det var bedre at spilde penge end at spilde menneskeliv,« siger Yahia Said.
Metoden, som organisationen CorpWatch har døbt at »kaste penge efter problemerne«, blev brugt med succes af amerikanerne og FN i Afghanistan. Her påbegyndte man for eksempel i oktober 2004 ANBP, Afghanistan’s New Beginning Programme, der uddeler kontanter til militsledere, som går med til at trække sig tilbage. Summerne rækker fra månedlige beløb på 350-500 dollar til engangsbeløb til at starte egen forretninger for de tidligere krigsherrer.
I Irak startede de systematiske pengeuddelinger til oprørere ifølge Ed Harriman med ’Hearts and Minds’-kampagnen efter Abu Ghraib-skandalen i april 2004. Men et oppumpet pengeforbrug har hele tiden været Bremers strategi. »En irakisk politibetjent tjente 1,50-to dollar om måneden i Saddams tid,« forklarer Yahia Said. »Som noget af det første uddelte Bremer lønforhøjelser på 100-200 procent til alle offentligt ansatte, ligesom administrationen også var meget generøs med alle de kontrakter, de indgik med vestlige firmaer.«

Retssagerne
Problemet med at kaste kontanter efter folk er bare, at der opstår korruption. Den samlende rapport, som demokraten Henry Waxmans kontor fremlagde for den amerikanske kongres den 22. juni i år, kunne fortælle, at firmaet Custer Battles, som Frank Willis så modtage kontanter i Bagdad, fik dem for kontrakter på sikkerhed i lufthavnen og ved valutaoverførsler. Desværre var de dybt korrupte. De stjal gaffeltrucks fra Iraqi Airways og malede dem over, hævdede de var leveret af et Cayman Islands-registreret firma, der tilhørte Custer Battles selv, og udlejede dem så til regeringen. De tog overpris, og de overdrev deres omkostninger. Custer Battles afventer nu et føderalt sagsanlæg i USA – som bl.a. bygger af et Custer Battles regneark med oversigter over deres egne overpriser efter et møde med amerikanske embedsmænd. Mange andre firmaer efterlod langt mindre dokumentation. Jim Mitchell fra SIGIR fortæller, at revisorerne har måttet finde på nye metoder for at spore pengene. »Der var en masse kontanter i Irak, og det har ført til bedragerier. Når man flyver milliarder af dollar i kontanter ind i et krigsramt land, fører det til en kaotisk situation, der ikke blev håndteret på den bedste måde. Vi har netop indledt samarbejdet med anklagemyndighederne om at føre de første sager for retten, så inden for en måned eller to bør nogle begynde at blive nervøse. Samtidig er vi gået i gang med at etablere enheder i samarbejde med skatte- og told- og andre myndigheder, der kan spore kontanternes bevægelse rundt i verden: Hvordan de kom ud af Irak, hvordan de er kommet ind over vores eller andres landegrænser. Så kan vi begynde at sammenstykke et billede.«
Ed Harriman ser et mønster i det opspeedede amerikanske forbrug op til overtagelsen:
»Amerikanerne havde så utroligt travlt med at bruge irakernes penge, fordi de – i modsætning til hvad de amerikanske skatteyderes penge angik – ikke kunne stilles til regnskab for dem.« På revisionskontoret vil Jim Mitchell ikke udtale sig om motiver, men han fortæller, at retsforfølgelsen er vanskelig: »Desværre er det hele blevet mere kompliceret, efter at kontrollen over midlerne er overdraget til irakerne, for det gør at vi ikke længere har myndighed til at kontrollere dem. Så hver gang vi skal forberede en retssag, opstår der en række meget komplicerede spørgsmål om, hvem der overhovedet har ret til at føre den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu