Læsetid: 4 min.

Swing med de bare tæer

Dansk højsommer og dansk musik i mængder på jazzfestivalens første dage bl.a. Thomas Clausen med Gary Burton og NHØP's mindekoncert, der trak tusinder af mennesker til en blandet musikalsk oplevelse
4. juli 2005

"Byens puls," stod der engang på DSB-reklamer for S-togenes ruter. En noget tung metafor for rytme, der i disse dage er afløst af andre og mere spændstige, fjedrende grooves overalt i hovedstaden. Men faktisk blev der varmet op til Copenhagen Jazz Festival på S-togstationer, så perronerne sitrede i dagene op til fredag. Klokken 12 blev der talt for, og festivalen swinger allerede godt derudaf.

Et af weekendens store tilløbsstykker var uden tvivl NHØP's mindekoncert i Kongens Have. Det var folkelig fest med høj sommersol og tusinder af mennesker i græsset med tæpper, picnickurve, kolde øl og solbriller.

Som værten Finn Slumstrup sagde, så var det en koncert, som ingen havde ønsket at overvære eller deltage i, men den ville være utænkelig ikke at gennemføre. Programmet, der varede i tre timer, bestod af seks længere og kortere indslag, hvoraf flere - bl.a. en duo med el-bassisten Jon Bruland og sangeren Niels HP - ikke forekom indlysende i forbindelse med NHØP.

Der var jam-karakter over det hele. Man kunne sagtens mærke, at musikerne kom dumpende ind fra andre travle jobs. Trompetisten Palle Mikkelborg indledte med højtidelige trompetklange med Helen Davies (harpe) og Bo Stief (bas), og undervejs citerede han sin egen "Prince of Peace" og "I Skovens Dybe Stille Ro".

Smæk for skillingerne

Også på sin plads var indslaget med den storskæggede bassist, Hugo Rasmussen (af nogle forvekslet med vildmanden i det danske rigsvåben) med Jacob Fischer (guitar) og NHØP's trommeslager igennem 10 år, Jonas Johansen.

Trompetisten Henrik Bolberg var på vej fra et andet spillejob, da de gik i gang, og man inviterede Palle Mikkelborg på scenen til en for ham sjælden situation: at spille standardjazz. Bolberg kom dog også og bidrog med sit letflydende trompetspil.

Panorerede man øjnene rundt i mylderet af mennesker, ville man have set, hvordan folks bare tæer vippede i takt til musikken. Et andet passende indslag - om end ikke indlysende midt i byen med menneske- og gadestøj - var pianisten Ole Kock Hansen med Sokkelund Sangkor, som NHØP har indspillet Grundtvig-sange med. Mere dansk kunne det næppe blive, selvom denne afdeling havde svært ved at nå publikum.

Efter næsten tre timer var der således tiltrængte smæk for skillingerne, da Carsten Dahl (klaver), Alex Riel (trommer) og Mads Vinding (bas) rundede en strittende og blandet, men dybfølt mindekoncert af til ære for den store afdøde jazzmusiker.

Burton og bossa

Glassalen i Tivoli bød på festivalens første aften på et møde med den 62-årige amerikanske vibrafonist Gary Burton dels i samarbejde med pianisten Thomas Clausen med gruppe, dels med sin egen nye kvartet. Burton er en stilskaber på vibrafonen, der med fire køller (to i hver hånd) og med en sjælden musikalitet har vist instrumentets udtryksmuligheder i moderne kammerjazz, rockjazz og tango. Kort sagt den ideelle gæstesolist for pianisten Thomas Clausen med sin Brazilian Quartet, udvidet med harpe, viola, fløjte og guitar.

Og det lykkedes Clausen især i et par titler af bossamesteren, Jobim, at forene sine sirlige arrangementer med det spontane og levende i sin choro- og sambamusik. "Chega de Saudade" var skæringspunktet, hvor rytmegruppen drev pulsen fremad, og hvor Burton viste mesterklasse med sit levende, klangligt delikate solospil. Da det blev hans egen gruppes tur, kunne man på scenen se tre velfriserede skoledrenge fra staterne og en enkelt fra Rusland. Teknisk dygtige, uha ja, men med en musik - moderne melodisk jazz/pop - der fremstod så mondæn og nydelig, at intet trængte sig musikalsk på ud over nogle rytmisk dansende klaverindsatser af pianisten Vadim Neselovskyi.

Sublime klange i Vor Frue

Et langt dybere udtryk havde koncerten med saxofonisten Jan Garbarek og den klassiske vokalkvartet, The Hilliard Ensemble, der strengt taget ikke hører til i en jazzfestival. Men man kan sagtens sluge en kamel, når den lyder så forbasket smukt som i Vor Frue Kirke, hvor de fire sangere og saxofonisten udnyttede rummets akustik uden elektrisk forstærkning. I en lidt for lang koncert skabte de nogle sublimt klingende situationer og en så fortættet atmosfære, at man knap turde synke sit eget spyt. De spredte sig fra tid til anden ud i det store rum, vandrende omkring som syngende fortidsspøgelser, og et tilbagevendende middel var smukke dronekvinter fra 1400-tallets kormusik, som Garbarek med unik timing og frasering improviserede rundt om. En sjælden klanglig oplevelse, man sent vil glemme.

Et smut omkring Paludans lille gårdcafé afslørede en intim scene, hvor pianisten Søren Kristiansen i trio med Thomas Ovesen (bas) og Mikkel Find (trommer) viste sin musiks store lyriske og rytmisk spændstige kvaliteter med Bill Evans-påvirkning og et dybt forhold til den amerikanske sangbog. En skuffelse var derimod mødet med den danske saxofonist, Per Carsten, der under Copenhagen Jazzhouse' program med temaet 'kult og legender' ikke for alvor overbeviste med sin kvartet og sit spil på EWI (Electronic Wind Instrument), en slags synth-saxofon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu