Læsetid: 3 min.

Sydafrikanske swingpjatter

Biografpremiere på Jeppe Røndes Robert- og GuldDok-vindende 'The Swenkas' - et dokumentarisk eventyr om en gruppe formidabelt velklædte sydafrikanske zulumænd
9. december 2005

Lokaliteten er en prunkløs kælder et eller andet sted under Sydafrikas største by, Johannesburg. Her mødes hver lørdag aften en lille gruppe zulumænd, der kalder sig swenkaer. Egentlig er der tale om ganske almindelige mænd, ofte bygningsarbejdere, som til daglig er nærmest usynlige for omgivelserne med deres smudsige blå overalls. Men lørdag aften træder de ind i en selvbestaltet tryllekreds, hvor hverdagens tristesse for en stund erstattes af stil, elegance, værdighed.

I Jeppe Røndes på alle måder usædvanlige film om disse mænd - The Swenkas - accentueres det magiske element i swenkaernes samvær, dels gennem tilføjelsen af en fortæller, som fra starten tager publikum ved hånden og fører os ind i en gråzone mellem mytologi og ukendt land, dels via et soundtrack af swingende blød jazz og smægtende strygermusik à la Henry Mancini, Tommy Dorsay, Nat King Cole, etc.

Og så sætter filmen ellers ud på en rejse ind i en lidet kendt subkultur, hvis træk skiftevis forbløffer og fascinerer:

Swenkaerne kalder sig navne, der kunne være hentet fra en gangsterfilm af Quentin Tarantino. De tiltaler hinanden med en blanding af drillende udfordringer og udsøgt høflighed. Og de dyrker idealer som renlighed og respekt.

Men først og fremmest handler deres samvær om at være velklædte. Ikke bare sådan i almindelig nydelig habit-forstand, men virkelig ud over enhver grænse dressed-to-kill. Og gerne i en personlig stil, hvor det klassisk elegante krydres med vovede detaljer: mønstrede sokker, aparte farver, Elvis på slipset.

En swenka-aftens omdrejningspunkt er en konkurrence, hvor de fremmødte på skift optræder for en dommer og fremviser deres dandy-dress i et lille soloshow af mere eller mindre indstuderede bevægelser.

Som en mellemting mellem listige sælgere og smidige jazzkatte poserer hver enkelt for dommeren, forfører med blikke og gestik, hiver lidt op i buksebenet og viser strømper og sko, ruller hatten rundt mellem hænderne, stoltserer, spankulerer og charmerer. Vinderen får, foruden æren, et mindre pengebeløb. Ved særlige lejligheder kan præmien være en ged eller ligefrem en ko.

Fascinerende hybrid

Swenkaernes oprindelse og historie fortoner sig i fortidens dunkle tåger. Og det fremgår heller ikke, om den lille subkultur af velklædte mænd betragter sig selv som en protestbevægelse.

Men ligesom de danske swingpjatter, der under Anden Verdenskrig i protest mod nazisme og småborgerlighed lod håret vokse og dansede til jazz, kan man vel sige, at swenkaerne gennemfører deres nærmest ritualistiske lørdagsseancer på trods af de ellers alt andet end opmuntrende omgivelser og levevilkår.

Fra et dokumentarisk-puristisk synspunkt kunne man indvende, at filmens høje grad af iscenesættelse i nogen grad tager luften ud af historiens autenticitets-potentiale. Der er ikke langt til den tanke, at personerne er figurer i Jeppe Røndes iscenesættelse snarere end i deres eget liv. Og den mere bevidste del af oplevelsesapparatet kan undervejs have en fornemmelse af, at filmen, trods alle sine visuelle og musikalske lækkerier, ikke for alvor engagerer.

Men måske er sagen blot den, at The Swenkas berører beskueren på andre måder, end man er vant til det fra mere traditionelle dokumentarfilm. I hvert fald er det svært at løbe fra, at filmen i sin indpakning er mindst lige så spektakulær og forførende som sine hovedpersoner. Og at det via en række fortællemæssige greb i dén grad er lykkedes Rønde at omkalfatre en spinkel historie om en ung mand, der mister sin far, en respekteret swenka-leder, og nu skal overveje sin egen fremtid som swenka, til en voldsomt fascinerende hybrid, et billedprægnant eventyr, der udfoldes i et suggererende grænseland mellem allegori, fiktion og et gennemmusikalsk bud på en ny personlig filmkategori af dokumentarisk tilsnit.

The Swenkas. Instruktion: Jeppe Rønde. Dansk (Grand og Vester Vov Vov i København, Gentofte Bio, Øst For Paradis i Århus, Café Biografen i Odense, Scala i Svendborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu