Læsetid: 7 min.

Sydamerika - impotensens kultur

Latinamerika har muligheden for at skabe de forandringer, som venstrefløjen kæmpede for i 70'erne, men spørgsmålet er, om viljen er der. Information har snakket med forfatteren Eduardo Galeano om muligheden for at skabe et nyt Latinamerika og om kampånden, der måske blev væk da sejren var i hus
4. juli 2005

URUGUAY - Montevideos nedslidte og forblæste gader er fyldt med mennesker.

Miniput-landet, der to gange har trodset fodboldverdenens tyngdelov og hjemtaget et verdensmesterskab, har denne aften besøg af fodboldmillionærerne på det brasilianske landshold, der skal forsøge at genoprette den kosmiske orden ved for første gang i 29 år at slå landsholdet for 2,5 millioner uruguayos på deres hjemmebane.

I det lille land, der er klemt inde mellem giganterne Brasilien og Argentina, er fodbold en stor ting, og en af de få ting, der stadig står stolthed om, efter at drømmen om at skabe et sydamerikansk Schweiz brød sammen med den argentinske økonomi få timers sejlads væk på den anden side af bugten som et klokkerent eksempel på den internationale økonomis lev-og-lad-dø logik.

Billetterne har været udsolgt i ugevis, og nu er det kun sortbørshandlernes billetter, der er tilbage, og de dyre luksus-loge pladser, som der er blevet væsentligt færre til at befolke i de seneste år.

Indenfor i en af de smalle gader på den kolonitidsindrettede Café Brasil har Eduardo Galeano dog for længst skaffet sig billetter til kampen. Den 65-årige forfatter og venstrefløjs-ikonet er ligesom de fleste andre i landet gal med fodbold

"Fodbold er den eneste ateistiske religion i verden," siger han, mens han sætter sig til rette i stamcafeen og hilser på tjeneren.

"For Uruguay er fodbolden et symbol på identitet. Det har alle lande brug for, Uruguay måske mere end andre, fordi det er sådan et lille land, og det er den eneste måde at gøre opmærksom på sig selv i verden. Uruguay har også brug for at genvinde troen på sig selv, og i den situation er fodbolden et kollektivt håb. Men der er måske en diskrepans mellem fodbold som et kollektivt håb og fodbold som virkelighed," overvejer han.

Det er umiddelbart to forskellige grupper, Eduardo Galeano appellerer til.

Samfundsrevser

For mange af Informations læsere vil han være kendt som den engagerede samfundsrevser, der åbenbarede Sydamerikas ubalance med den marxistiske 70'er-klassiker Latinamerikas åreladning og den storslåede romantrilogi Ildens erindring, mens han for mere jordbundne elskere af det ædle spil er kendt for sin evne til at filosofere over boldens dans på grønsværen. Han er også forfatter til Fodbold i sol og skygge, der både er hans personlige beretning om fodboldspillets historie og en kærlighedserklæring til spillet.

For Galeano selv er der imidlertid ingen forskel mellem at beskæftige sig med disse to mest berømte sydamerikanske produkter; fodbold og social uretfærdighed

"Jeg tror ikke på, at man kan adskille tingene. Jeg prøvede på at vise, at alting er en del af en stor sammenhæng. I fodbold ser man forskel på holdene i deres fantasi, deres bevægelser, deres personlighed. Retten til selv at skabe sin fremtid i stedet for at acceptere den - sat over for en international model, der dikterer en bestemt måde at spille på," siger han og kigger op over sin café cortado med det karakteristiske uforsonlige, skarpe blik.

Et bedre Sydamerika

Umiddelbart er det et bedre Sydamerika, Galeano kan kigge ud på over spidsen af næsen. De seneste år har bragt ledere til en række sydamerikanske lande, der deler forfatterens syn på verden, såsom præsidenterne Lula i Brasilien, Chavez i Venezuela, Kirchner i Argentina og, ikke mindst, som den sidste Tabare Vasqués i Galeanos eget Uruguay - hvis præsidentkampagne han selv deltog i:

"Jeg er altid engageret direkte i politik og har været det siden, jeg var lille. Ikke kun til at hjælpe Tabare Vasqués og hans Frente Amplio. Jeg tror på at hjælpe på alle måder med at åbne døre for at skabe en bedre verden," siger han.

Spørgsmålet er imidlertid, om de nye ledere vil det samme med kontinentet nu, som da de var i opposition og om de samme idealer er gældende i dag, som da de var en undertrykt opposition.

Den politiske dagsorden er forandret, og det er den politiske retorik også, og Galeano trækker på skuldrene ved spørgsmålet om, hvor meget de nye venstreorienterede regeringer vil forandre:

"I Latinamerika har vi mange dårlige traditioner. En af de værste er adskillelsen mellem ord og handling. At ønsket om forandringer aldrig bliver til andet end retorik. Der er mange taler om fællesskab og ansvar, hvor ledere griber tilbage til store latinamerikanske figurer som Bolívar, San Martin og José Martí. Men der bliver gjort lidt eller ingenting," konstaterer han.

"Den største fjende er frygten, denne impotensens kultur, som siger, at virkeligheden er urørlig, at verden ikke kan forandres, og at i morgen bare er et andet ord for dagen i dag. Det er alles største fjende. At tro, at tingene ikke kan forandres," konstaterer han og rynker panden.

Dagsordenen for det nye venstre har imidlertid ændret sig i Latinamerika ligesom i resten af verden, hvor et fornuftsægteskab med kapitalen i de seneste år har vist sig at være venstrefløjens stærkeste kort på vej mod magten. Et faktum, som Galeano har det ambivalent med, samtidig med at han opfordrer til tålmodighed med de nye venstrestyrer:

"I dag er der ikke mange, der tror på, at man kan afskaffe fattigdommen, og at verdens problemer skyldes fattigdom. Jeg vil ikke sige, at der ikke bliver talt om social uretfærdighed længere, men størsteparten af de stemmer, der ytrer sig i dag, er stemmer, der accepterer, at den naturlige balance i verden er, at det er et væddeløb, hvor den, der kommer først, har fortjent sejren," siger han og beklager, hvad han ser som en betingelsesløs overgivelse til en gammel fjende under dække.

"Der findes en falsk ordbog. Som når man siger, at det internationale samfund kræver det ene eller det andet, dette fællesskab af store banker og krigsherrer. Det er et forræderi mod ordene. Eller tag for eksempel udtrykket markedet - el mercado. Det er et smukt ord. Markedet i kvarteret var stedet, hvor der blev solgt blomster, grøntsager, hvor folk kom ind fra gaden, sladderen sprang mellem folkene.

Men markedet i dag er en ansigtsløs diktator, der giver forfærdelige ordrer til svage lande. Der er enorme mængder af mennesker, der tilbeder denne nye gud, der piner svage såvel som stærke lande:

"Markedet vil ikke bryde sig om det" - det er en abstrakt og destruktiv gud, som man ser den kristne Gud i det Gamle Testamente: En straffende og hævngerrig gud, der straffer de, som ikke tilbeder den. For mig er det et meget stort tab af værdier," konstaterer han.

"Den model som Sydamerika er blevet påført igennem de seneste 20-30 år, den såkaldte neo-liberalisme, har vist sig at være fuldstændig ubrugelig. Nu er det tragisk tydeligt, at der ikke er en vej åben i det retning, så vi er nødt til at prøve en anden retning. Og det håber og tror jeg også, at de nye magthavere er klare over. Jeg mener, at det er for tidligt at korsfæste Vasques og Lula og de andre venstreledere i Sydamerika. Jeg tror på, at viljen er der," siger han og peger på Argentinas "gældssanering" som et eksempel på, at en presset og gældsplaget nation faktisk godt kan komme på benene, hvis den har viljen til at sige fra:

"For mig er det meget opmuntrende at kigge på Argentina og den proces, der foregår der. Da de sagde, at de ikke ville kunne betale deres gæld, og at de var nødt til at nedskrive den, kom dommedagsprofetierne omgående, men ingenting skete. Alt var normalt, og det er en meget vigtig lektion om trusler og virkeligheden," siger han, og afbryder samtalen et øjeblik for at skrive en autograf til en kunde i cafeen, der har genkendt ham.

"Hvor radikale forandringer der kommer på det her kontinent, afhænger naturligvis af omstændighederne, men det vigtigste er at overvinde det sydamerikanske kompleks, der siger, at man ikke kan forandre tingenes tilstand og at gøre det sammen. Verden er indrettet på den måde, at man ikke kan opnå noget som nation alene. Vi er nødt til at samarbejde for at succeser på nogle bestemte områder, som f.eks. at få eftergivet gæld, som er en af de vigtigste forhindringer for uafhængighed. Man er ikke i stand til virkeligt at regere sit eget land, når et lands økonomiske beslutninger er indrettet efter gældsbetingelser dikteret af organisationer som Verdensbanken og IMF, og slet ikke når man er så lille en nation som f.eks. Uruguay," konstaterer han.

Endnu en autograf skrives til en kunde, før Galeano træder ud af stamcafeen. Udenfor er aftenens kamp et par timer nærmere, og miniputnationen gør sig klar til at spille en kamp på egne præmisser.

Den ender 1-1. Uruguay fører 1-0 til kort før slutfløjt, da Brasilien udligner på et klart off-side.

Men Uruguay er stadig ubesejret på hjemmebane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu