Læsetid: 5 min.

Sydamerikanske billeder

Brasilien med Lula kan blive trendsetter for hele regionen, hvorimod Chavez deler vandene med sin polariserede politik. Mogens Lykketoft har været i Sydamerika
12. april 2007

Det er opmuntrende, at det meste af Latinamerika er i økonomisk fremgang, og at demokratiet har slået rod i lande, der for et par årtier siden led under blodige militærdiktaturer eller autoritære etpartisystemer. Men regionen hærges fortsat af den globalt set største afstand mellem grænseløs rigdom og ufattelig fattigdom.

Fra et socialdemokratisk synspunkt er det opmuntrende, at demokratiets fremmarch har ført til valg af mange statsledere fra venstrefløjen, som omsider har sat kampen mod social ulighed og utryghed på den politiske dagsorden.

Det vigtigste eksperiment er naturligvis præsident Lulas i Brasilien. Brasilien er med sine 200 millioner mennesker regionens største og mest magtfulde nation. Her er jeg optimist. Brasilien har enorme ressourcer og gyldne økonomiske fremtidsmuligheder. Der er meget at tage af til at skabe mere velfærd for de mange. Og efter Lula tror jeg, ingen kan vælges til præsident på at ignorere behovet for social reform.

Brasilien kan måske blive trendsetter for regionen - også for en kurs i forhold til den dominerende nordamerikanske nabo, der signalerer mere selvstændighed, men også vilje til samarbejde.

Men det er ikke en kurs, der er enighed om.

I sidste måned besøgte Folketingets Udenrigspolitiske Nævn på en studietur Venezuela og Chile, der repræsenterer diametralt forskellige udgaver af den ny venstrefløjsbølge i Sydamerika.

Besøget i Venezuela var hæmmet af, at vi ikke som planlagt fik lejlighed til at mødes med præsident Hugo Chavez eller medlemmer af hans regering. Derimod hørte vi indgående på oppositionens kritik.

Chavez er en farverig populist, der på hjemmebanen har en utvivlsomt solid folkelig opbakning blandt det fattige befolkningsflertal, fordi han deler ud af landets oliemilliarder til sociale programmer. Og han har medløb hos mange latinamerikanere, fordi han i meget stærke vendinger formulerer den dybtliggende modvilje mod USA's dominans og den nordamerikanske tradition for at blande sig i de sydlige naboers forhold. Han giver rundhåndet økonomisk støtte til de nyvalgte præsidenter i Bolivia, Ecuador og Nicaragua i håb om, at de vil støtte hans kurs. Og han giver en hjælpende hånd til den vaklende økonomi i Castros Cuba, samtidig med at han søger at give nyt liv til de revolutionære paroler, som Havanna længe var ene om at holde i live i regionen.

Konfrontation i Venezuela

Det største problem med Chavez er, at han polariserer den politiske kamp voldsomt i sit eget land og deler vandene i et Latinamerika, der var bedre tjent med at optræde mere samlet over for USA.

Indtrykket fra den interne kamp i Venezuela er, at Chavez ikke har formuleret en bæredygtig økonomisk politik, der kan sikre, at olierigdommen investeres i stærkere konkurrencekraft og flere jobs på længere sigt. Valutakurspolitikken er usund, og landet beskytter sig bag høje toldmure. Sammen med præsidentens højstemte socialistiske retorik - herunder snak om nye nationaliseringer - skræmmer dét investorerne væk. Mange af de bedst uddannede og mest velhavende venezuelanere forlader i stilhed landet - eller sender i hvert fald deres penge til udlandet. Og udenlandske investorer tøver med at komme ind.

Chavez forbyder ikke oppositionen at virke i landet, og hans modkandidat Rosales fik faktisk 40 procent af stemmerne ved det nylige præsidentvalg. Men Chavez cementerer sin magt ved at politisere de væbnede styrker og drive på med politiske kampagner efter cubansk forbillede. Oppositionspolitikerne hævder, at Chavez-modstandere udrenses fra offentlige job.

Der er en usund konfrontation i det venezuelanske samfund. Der er overhovedet ingen dialog mellem regering og opposition.

Chiles succeshistorie

Chile er eksemplet på en helt anden udvikling.

Landets første kvindelige præsident, socialisten Michelle Bachelet, tiltrådte efter valget for godt et år siden som leder af den koalition af socialister og kristelige demokrater, der har ledet landet, siden diktatoren Pinochet blev skubbet til side for 17 år siden. Denne 'concertation' af gamle politiske modstandere har punkt for punkt fjernet diktatorens efterladenskaber og grundmuret demokratiet efter ligeledes 17 års grusomt militærstyre. Chile er den absolut bedste økonomiske succeshistorie i Sydamerika. Høj vækst og meget aktiv åbning mod verdensmarkedet. Et moderne erhvervsliv. Rekordstor andel af de unge på videregående uddannelse. Sociale reformer er også gennemført. Desværre har de ikke mindsket det enorme svælg mellem rig og fattig; men en meget stor del af chilenerne er løftet ud af den dybe fattigdom. De meget fattige udgjorde under Pinochet næsten halvdelen af befolkningen - nu er det måske 15 pct.

Der er meget mere, der skal gøres - også i Chile. Kvaliteten i den offentlige skole og sundhedssektor trænger til et vældigt løft.

Men det er en nation, der har taget ved lære af sin tragiske fortid, og hvor alle ansvarlige politikere - også i den konservative opposition - er dybt forpligtede af sloganet, Nunca mas (Aldrig mere). Aldrig mere skal demokratiet trues.

Mit stærke indtryk ved dette besøg - som ved et tidligere besøg for 15 år siden - er, at det nye demokratiske Chile er begunstiget af kloge, ikke-populistiske ledere. Mange har en fortid på den yderste venstrefløj sammen med den socialistiske præsident Allende frem til militærkuppet i 1973. Mange var udsat for tortur, indespærring og landflygtighed. Mange af deres kammerater blev myrdet af Pinochets håndlangere. De er vendt tilbage til landets ledelse med en overbevisning om, at forsoning og retfærdighed skal gå hånd i hånd - men også om at konfrontationer som dem, de selv medvirkede til i starten af 70'erne, for enhver pris skal undgås.

Stærk personlighed

En af de allerstærkeste personligheder i Chiles nye demokratiske historie er Ricardo Lagos, som jeg besøgte, da han var undervisningsminister i 1992 og siden traf på World Economic Forum i Schweiz, lige før han i 1999 blev valgt til landets præsident. Jeg mødte Lagos igen, da han var i København på officielt besøg i 2004. Og sammen med resten af nævns-delegationen havde jeg lejlighed til på ny at møde ham under besøget i Chile i marts. Jeg tror, alle på tværs af de danske partiskel var imponerede.

Mit gæt er, at vi ikke har hørt det sidste fra denne kæmpe, der i slutningen af 1980'erne viste enestående stort mod ved på nationalt fjernsyn at angribe diktatoren Pinochet og af samme grund var i stor livsfare. Selv om Lagos er på vej til de 70 år, kan det ikke udelukkes, at han kommer tilbage som præsidentkandidat i 2009, når den nuværende præsident efter forfatningen ikke kan genvælges. Han er måske også det bedste kort, hvis alliancen mellem socialister og kristelige skal holde sammen og erobre flertallet i endnu en periode.

I hvert fald er sydamerikanske lederskikkelser som Lagos og Lula så epokegørende, at man tør tro, at kampvognene aldrig mere kommer til at køre i gaderne i deres lande - og at kravet om social retfærdighed aldrig bliver taget af plakaten igen.

Mogens Lykketoft er udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokraterne

Kronikken i morgen:

Det arketypiske æble

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her