Læsetid: 3 min.

Sydamerikas tredje vej

30. maj 2003

Klapsalverne ved indsættelsen søndag af Argentinas nye præsident Néstor Kirchner ville ingen ende tage. Den nykårede præsident havde netop i en ideologisk brandtale svoret at genrejse Latinamerikas til dato bedste bud på en velfærdsstat. Mere stat og mindre marked, sagde Kirchner og angreb 1990’ernes nyliberale recepter for netop at opdyrke det modsatte. Resultatet, sagde Kirchner, kan aflæses på Argentinas sociale og industrielle bundlinje, hvorfor staten fremover bør intervenere for at beskytte dets arbejdere, forbrugere og industri. Konstruktiv tvekamp i stedet for laissez-faire over for de frie markedskræfter, lyder det fra Buenos Aires.
Sagt på dansk forsøger Kirchner og andre sydamerikanske statsledere at holde deres lande inde i kassekredittens varme ved delvist at leve op til de udenlandske kreditorers makroøkonomiske lånebetingelser. Men til forskel fra deres forgængeres ukritiske accept af disse lånebetingelser, der var og stadig er blottet for hensyntagen til de mikroøkonomiske konsekvenser for familien Sydamerikas helbred og retten til morgen-, middag- og aftensmad, vil dagens sydamerikanske statsledere ikke stå model til den sociale katastrofekurs. Skeptikere siger, at det er det klassiske og uløselige dilemma i det fattige og forgældede Sydamerika og resten af Den Tredje Verden.

Sydamerikanerne har i lyset af, at kontinentet for tredje år i træk har verdens laveste vækst, nedstemt nyliberale magthavere som brasilianske Fernando Henrique Cardoso, argentinske Carlos Menem, chilenske Eduardo Frei og peruanske Alberto Fujimori. I samme periode har folkets desperation fået voldelige udtryksformer, hvorfor der på mange måder er røre i den sydamerikanske andedam. Præsidentpaladserne er et for et blevet indtaget af venstredrejede præsidenter med langtidsholdbare bud på en mere harmonisk vægtning af makro- og mikroøkonomi. Venstredrejningen, forstået som den udtalte forkærlighed for mere stat og mindre marked, er så godt som fuldendt med Kirchner.
Med den brasilianske arbejderpræsident Lula som lokofører og peronisten Kirchner som argentinsk fyrbøder forsøger et helt kontinent at få gang i hjulene og trække sig ud af den aktuelle stagnation. Indstillingen er, at der skal løftes i flok ved at gøre regionen mindre skrøbelig over for globale faldgruber som blandt andet de rige landes handelsbarrierer. Samtidig skal der siges fra over for grotesk høje lånerenter og kortsigtede populistiske løsninger. Kort sagt er det ifølge hovedparten af de sydamerikanske statsledere slut med at »lade befolkningen sulte for at afbetale gælden«, som Kirchner sagde. Et middel er for eksempel at gøre som Kirchner og til dels Lula: At være mere kritisk over for de IMF-dikterede privatiseringsrunder, der specielt i begyndelsen af 1990’erne har bortrationaliseret millioner af sydamerikanske arbejdspladser. Mantraet ’bedre service for færre penge’ var i det rige vest som i Sydamerika argumentet, der i et land som Argentina med en bevist politisk prioritering af de udenlandske bydere har monopoliseret telekommunikation, el, gas og vand. I dag mødes de økonomisk pressede argentinske forbrugere af krav om takstforhøjelser på op til 50 procent. Det krav er kun rimeligt, siger de europæiske og amerikanske moderselskaber via IMF, der i Argentinas tilfælde har gjort det til et krav, Kirchner skal opfylde for at få den nødvendige kassekredit.

Dilemmaet melder sig straks for Kirchner & Co.: Orden i regnskaberne og menneskelig uorden – eller viceversa. Iagttagere beskriver problemstillingen som lig det politiske forår i Chile og Argentina i begyndelsen af 1970’erne, hvor præsidenterne Salvador Allende og Héctor Cámpora forsøgte sig med mere stat og mindre marked. Det satte militæret dengang en blodig stopper for. I dag viser meningsmålinger, at sydamerikanerne netop har stemt nutidens venstredrejede ledere til magten i tillid til og ikke mindst håbet om en gylden middelvej – kaldt ’Sydamerikas tredje vej’.
Lula kalder disse valgsejre for en »godhedens akse« – fra Argentina i syd til Venezuela i nord. Ikke kun angående magthavernes politik, men også blandt sydamerikanerne. Støtten til Lula er uændret historisk høj, fordi han netop forsøger linedansen som kassemester og socialrådgiver. Samme akrobatiske øvelse forsøger Lula og Kirchner at koordinere i handelsfællesskabet Mercosur og i forhandlingerne om en panamerikansk frihandelszone Free Trade Agreement of the Americas, som formentlig udskydes to år i protest mod for få amerikanske indrømmelser på landbrugsområdet.
Hvad den tredje vej kan føre til, er et godt spørgsmål. Kirchner & Co. vil nok sige væk fra ragnarok.

rvh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu