Læsetid: 5 min.

Det syder i Roskilde

Solen bager over Dyrskuepladsen og medvirker til det, der tegner til at blive en særdeles mindeværdig Roskilde Festival. Nu er vi i gang, men det har været én stor fest siden søndag aften
1. juli 2005

Vejrguderne retfærdiggør i denne uge sidste års syndfloder, og Danmarks største musikfestival tager sig nu, hvor alle scenerne for alvor er blevet åbnet, imponerende festlig ud i sommervejret.

Hvor Roskilde Festival 2004 var et mudderbad af dimensioner og telte, mennesker og grej sejlede rundt, har 2005-udgaven hidtil ikke givet anledning til mere presserende meterologisk inspirererede overvejelser, end præcist hvor meget tøj, man skal tage af, hvor meget solcreme, der skal smøres på, og om evt. kastevinde kan føre én rundt til alle de koncerter, man bare skal, men ikke kan nå at høre.

De mere end 70.000 festivaldeltagere - der for størstedelens vedkommende har været her siden campingarealet blev åbnet mandag morgen - har gang i en enorm fest, hvor gamle venskaber fornyes, nye skabes, og løssluppenhed af snart sagt enhver tænkelig art traditionen tro gør sit til at berettige den tvivl, der skabes i forældresind, når poderne bliver store nok til at sige: "Jeg vil på Roskilde".

Men stemningen er fantastisk, og for enhver, der frekventerer nattelivet ude i 'virkeligheden', eller husker hvordan det var, er det imponerende, hvordan så mange og så forskellige mennesker slår sig så meget løs - med så lidt ballade til følge. Ifølge politiinspektør Michael Kristiansen fra Roskilde Politi har der hidtil ikke været én eneste anmeldelse for vold på årets festival.

Meget på paletten

Det er heldigvis musikken - og eventen som sådan - der drager. I år har programmet ganske vist fået kritik pga. hovednavnenes manglende 'star quality'. Der er således intet U2, intet Metallica, ingen Madonna eller Robbie Williams. Ingen, der i kraft af det 'buzz' de af sig selv genererer, samler masserne.

Det kritikpunkt bliver til dels underbygget, når man spørger publikummerne, hvad de glæder sig mest til. I hvert fald hvis det er kritisabelt, at meget få ser frem til de samme bands. Deres udsendte fik til gengæld inspiration til indkøb af de første 50-100 cd'ere, efter at have fået ørerne tudet fulde af festivalgængernes massive hype af mere eller mindre obskure bands.

Heri ligger styrken i festivalplanlæggernes 2005 indsats. Programmet bugner af navne, der endnu ikke er 'rigtigt store' i kommerciel forstand, men som inden for deres nicher og stilarter nyder stor anerkendelse, og for nogles vedkommende står over for et egentligt gennembrud. Den generelle opfattelse blandt festivalfolket er, at årets program giver en fantastisk mulighed for at finde 'The next big thing', og dyrke nye genrer ved at surfe rundt mellem de forskellige scener.

Et af de bands, der op til store åbningsdag i går nød godt af denne åbenhed over for nye input, er det islandske punk band Brúderbandid, der består af seks kvinder, der på bedste punkmanér ikke kunne spille et instrument, da bandet blev dannet i 2003, tilsat et styk mandlig trommeslager.

Punk iført brudekjoler

De har fået kul på karrieren siden udgivelsen af debutpladen Meira! (Mere!) i slutningen af 2004, og efter koncerten onsdag, er forklaringen på deres tiltrækningskraft åbenbar. Iført brudekjoler! og med en hoppende, dansende, skrigende og fremfor alt ekstatisk glæde ved at være på scenen, har Brúderbandid en fantastisk kontakt til publikum og er et syn for guder!

Deres charme, energi og visuelt spektakulære udtryk bringer dem langt, for der er masser af plads til forbedringer musikalsk. Især forsanger og rytmeguitarist havde vanskeligheder med takten, men også bandets lyd er ujævn. Punk-idealerne er ikke døde, men musikalsk dilettanteri er ikke så charmerende i dag.

Ikke desto mindre har brudene noget, og med en devil may care-attitude, bragende højt tempo på guitar, bas og trommer og tilsat krydderi med en harmonika - så skal man være gjort af sten for ikke at få en god oplevelse, når Brúderbandid lægger vejen forbi. Og en god oplevelse fik vi - så meget, at trommeslageren måtte anmode om at få et af de sæt trommestikker tilbage, som han i triumf havde kastet ud til publikum, efter det, som bandet troede var sidste nummer. Publikums massive bifald bragte dem imidlertid tilbage, og intet kunne være mere passende end refrænet på ekstranummerets hyldest til et ikon fra fortiden - med omkvædet: "Sid Vicious - you're so delicious". Den gamle Sex Pistol- bassist kunne reelt ikke spille - men var stor alligevel. Langt hen af vejen gør det sig også gældende for Brúdarbandid - i hvert fald live, som punk naturligvis skal være.

Udødeligt telt

En lejr, der har været med fra starten er Uffe-Aage Camp. I centrum for denne camp er ikke bare den 42-årige Uffe-Aage, men i endnu højere grad hans telt. Det er nemlig det ældste telt på Roskilde Festival og bærer bandnavne, årstal og tegninger som vidnesbyrd over en nu 34 år gammel ubrudt karriere som festivaltelt. Uffe-Aage overtog som 16-årig i 1978 teltet fra storesøsterens mand, efter at det da allerede havde syv år som festivaltelt på bagen. I dag står teltet til offentligt skue inden i en pavillion, som del af en indhegnet lejr forsynet med indgangsportal og ringklokke, og beboet af godt 50 mennesker fra foreningen www.ufo-aage.dk, oprettet for inspirere til sjovere Roskilde Festivaler.

"Første gang jeg sov alene i teltet var i 1978, hvor Bob Marley spillede, og i dag er det bare sådan, at jeg tror, jeg ville mangle noget, hvis ikke jeg var på Roskilde. Teltet er også blevet legendarisk blandt festivalveteraner, og nogle musikere som f.eks. Steen Jørgensen fra Sort Sol og Sods (punkforløberen for Sort Sol, red.) er kommet ned for at se det og skrive deres navne på. Det gør det bare ekstra sjovt, at man bliver lidt en del af det hele."

De håbefulde

Forhåbningerne om at blive en del af festivalen deles af mange. Der er for eksempel bandet Mia Mirror, der hårdt pressede definerer sig selv som alternativ post rock. De er alle 19-20 år, og fyldt af ungdommelig selvtillid satser de på at spille på festivalen næste år. De forsøgte at få P3's DJ til at spille deres demoplade.

"Han syntes, det var fedt, men demoen skal godkendes centralt, før den må spilles i radioen," fortæller Kristine. Det er 'work in progress', og det kan produceres bedre, men bliv ikke overrasket, hvis Mia Mirror står på Roskilde et af de førstkommende år. Drømme bliver både til og levet ud på festivalen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu