BRUXELLES »Hvis du kender nogen, der mangler en gammel systue...«
Inger Hansen havde systuen i Åle, et par kilometer udenfor Tørring ved hovedvej 13 i Midtjylland. Her sad der 60 syersker og syede 800-1.000 arbejdsjakker om dagen for firmaet Kansas, indtil systuen lukkede i 1996. Produktionen blev flyttet til lande, hvor lønnen var billigere blandt andet til Portugal. I dag bliver produktionsbygningen i gule mursten brugt til fritidsordning og af et rengøringsfirma. Men det gamle stuehus, hvor det hele i sin tid begyndte, er stadig til salg.
Inger selv er fulgt med produktionen. I dag er hun controller for et andet dansk arbejdstøjfirma, Kentauer. Hun rejser til Polen og Kina og godkender systuer og kontrollerer kvaliteten.
»Jeg begræder ikke, at den arbejdsplads ikke er der mere. Det er jo hårdt og nedslidende arbejde,« siger hun. Ensidigt akkordarbejde var det. »Industri når det er værst,« som hun siger.
Inger Hansen er selv oplært som syerske. »Når jeg kommer ind i en produktion, kan jeg gå ind og sige, at det er en forkert maskine, eller her er spændingen forkert. Men jeg er en uddøende race. Der bliver jo ikke uddannet syersker herhjemme mere, og produktionsteknikken findes slet ikke mere,« siger hun.
Gennem sit arbejde har hun mødt mange af syerskerne i Syd- og Østeuropa og Asien, der har overtaget arbejdet. »De er håndværksmæssigt utrolig dygtige,« siger hun.
Gang i forbruget
Da Åle Systue lukkede, flyttede en del af produktionen i første omgang til Portugal.
»De fleste tekstilfabrikker lå i det nordlige Portugal. Det var et rent landbrugsområde, og det var konerne eller døtrene, der tjente lidt ekstra til familien på de meget små gårde. På den måde fik de råd til moderne luksusting som en knallert eller et fjernsyn,« fortæller Michael Dauderstädt, forsker ved den tyske Friedrich-Ebert Fond, der står socialdemokratiet nær.
Han har arbejdet i Portugal i en årrække. »Hvis disse folk skulle have ernæret sig ved verdensmarkedspriser, kunne de ikke have levet af de lønninger,« siger han.
Det kunne ligne historien fra Åle 30 år forinden, da en driftig landmænd og hans kone, der var god til at sy, åbnede systuen. Dengang blev der også ansat kvinder fra de omkringliggende gårde: »Det var ikke af nød, vi startede med at arbejde. Med den løn, vi fik, gjorde vi det i hvert fald ikke for pengenes skyld,« sagde Mary Christiansen, en af de første ansatte, i et interview med tekstilarbejdernes fagblad, Stof & Saks for tre år siden.
»Det var et lille landbrug, vi havde, men vi kunne sagtens leve af det. Dengang skulle man jo ikke have både det ene og det andet.«
De første penge dengang gik til en vaskemaskine og siden til en fryser. Og så var det rart at have lidt penge selv og ikke skulle spørge manden om det hver gang.
Videre i andre job
Ulla Jepsen nåede at være 27 år i Tørring Systue, hvor der også blev syet Kansas-tøj. Her var de 80 syersker, da der var flest. »Jeg begyndte i 70, og jeg er født i 48, så jeg må jo have været 22, da jeg startede,« regner hun tilbage.
Arbejdet var hårdt og ensidigt. »Til sidst kunne jeg godt mærke nedslidningen især i skulder og albue. I dag har jeg skæve fingre. Det er jo nok dernedefra, og jeg har ondt i ledene. Men jeg går ikke til læge. Sådan er det jo bare,« siger Ulla Jepsen, der i dag arbejder i en børnehave.
»Og det er ikke ensidigt,« siger hun og lyser op. Jobbet er med løntilskud: »Jeg er 57 år nu, det er ikke så let at få noget. Men jeg kan godt lide at være der, og jeg fortryder, at jeg ikke er begyndt på sådan noget noget før,« siger hun.
Men dengang systuen lukkede, var det trist. Både arbejdet og maskinerne blev flyttet: »Os, der blev ved til sidst, vi kunne se, hvordan det hele var pakket sammen. Det var kedeligt at se på. Maskinerne, stolene, det hele,« husker hun.
Siden kom hun på elektronikkursus, men fik ikke arbejde. Fagforeningen formidlede et job som medhjælper i et busfirma, der kørte med handicappede. Men firmaet flyttede garagen fra Tørring, så efter tre og et halvt år blev hun fyret igen. Der kom endnu et kursus, inden hun fik tilbudt jobbet i børnehaven i Jelling. Hvert år mødes Ulla med nogle af de gamle kolleger. De har arbejde alle sammen, nogle med løntilskud, andre uden.
»Vi var jo forberedte. Der var blevet truet med lukning i mindst 10 år. Kansas var gode til at holde på arbejdspladserne. Men så fik de åbenbart nok. Det er jo altid kedeligt, når ens arbejdsplads forsvinder. For hvad skal man så? Jeg havde jo ikke prøvet noget andet. Det var lettere for dem, der var 35 år,« siger hun.
Det med alderen bekræfter Hanna Jacobsen fra 3F i Hedensted, som Dansk Beklædnings- og Tekstilarbejderforbundet er blevet del af. Knap halvdelen af de arbejdsløse syersker i hendes område har fundet noget nyt arbejde inden for andre fag, da systuerne lukkede en efter en, resten har klaret sig igennem med aktivering eller efterløn. For flere af de yngre syersker var lukningen et kærkomment skub til at komme videre indenfor et andet område.
40.000 stillinger væk
Fagbladet Stof & Saks fulgte en gruppe på 17 syersker fra de blev fyret i 1996 og indtil sidste år. Mange af dem var nået frem til det job, de havde udset sig, da deres systue lukkede. Flere af dem tog en uddannelse indenfor social- og sundhedsområdet, hvor seks af dem nu arbejder, en blev frisør og en blev kontoruddannet. Fire arbejder i en anden fabrik, kun en af dem er stadig indenfor tekstilbranchen. En af dem var på efterløn, en på sygepenge og en enkelt arbejdsløs.
I alt 40.000 stillinger inden for tekstil- og beklædning er siden 1978 forsvundet, fortæller Anne Petersen, der er formand for tekstil- og beklædningsudvalget i det sammenbragte fagforbund 3F.
Endnu er der 6.000 arbejdspladser i Danmark, men det er alt fra reb til slidbaner og kun ganske få syersker.
En undersøgelse fra Handelshøjskolen i Århus sidste år viste, at omkring to tredjedele af de fyrede beklædnings- og tekstilfolk var i arbejde igen efter et år, mens den sidste tredjedel var arbejdsløs, under uddannelse, på efterløn eller anden offentlig ydelse.
Men det er ikke helt sikkert, at det holder indtil i dag, siger fagforeningsfolkene. Tallene i undersøgelsen er nemlig fra 1993 til 2000, og dengang var der økonomisk fremgang.
Ramt to gange
»De fleste tekstil- og beklædningsvirksomheder var der i Herning-Ikast-området. Dengang mange af dem flyttede, var der opgang i træindustrien, hvor kvinderne så søgte over i. Men de blev ramt to gange, fordi møbelindustrien lidt senere også begyndte at flytte ud af landet,« fortæller Anne Petersen.
Gennem internationalt fagforeningsarbejde har hun holdt øje med nogle af de arbejdspladser, der er flyttet ud af Danmark. Og hvis arbejdet var hårdt og ensidigt for syerskerne i Danmark, så er det ikke blevet bedre af at flytte efter lave omkostninger, fortæller hun.
Jobbenes verdensrejse er ikke noget nyt. »I de sene 60ere begyndte importen fra lande som Hong Kong at stige, allerede inden arbejdspladserne blev flyttet,« forklarer Michael Wortmann fra socialforskningscentret WZB i Berlin. Først derefter begyndte producenterne selv at flytte job til Sydeuropa i 70erne og 80erne. Allerede før Murens fald blev der syet i nogle lande i Central- og Østeuropa, eksempelvis Polen og Jugoslavien, hvor statsejede fabrikker fik lov at sy tøjet. I 80erne gik turen videre til Kina og Tyrkiet. Efter Murens fald flyttede endnu mere til Polen og de andre østeuropæiske lande, der begyndte at specialisere sig, eksempelvis kommer der meget trikotagetøj fra Ungarn og Tjekkiet.
»Men man kan se, at importen fra Polen er begyndt at falde, og at importen fra Rumænien og Ukraine er begyndt at stige. Det har været synligt i måske fem-syv år,« siger Wortmann.
Også danske virksomheder flytter til Ukraine, kunne Stof & Saks berette allerede for to år siden.
»Tekstilindustrien er en branche, som de underudviklede lande bruger til at komme op ad den sociale rangstige. Lige så snart de når et vist niveau, så flytter symaskinerne. Når velstanden stiger, dukker fagforeningerne op,« sagde en anonym ukrainsk fabrikschef til Stof & Saks for to år siden.
Og Åle? »Det var trist for byen, den mistede liv og Brugsen mistede omsætning. Men det kunne slet ikke gå i vore dage. Vi gik ud af 7. klasse, kom ud at tjene og fik aldrig nogen uddannelse. Derfor passede jobbet som syerske fint til os. Men vore egne døtre har jo taget uddannelse,« siger Mary Christiansen i interviewet. »Hvis der kom en ny Gunnar Mikkelsen (grundlæggeren af systuen, red.) til byen i dag, tror jeg slet ikke, han kunne få ufaglært arbejdskraft til en stor systue.«
