Spørgsmålet hang allerede over Havana, da Information sidste år besøgte revolutionsøen. Et halvt år tidligere var øens almægtige leder Fidel Castro gledet i en tv-transmitteret tale og havde skadet et knæ og en arm.
Nu, et halvt år senere var fokus ikke unaturligt på lederens helbred, når fremmede journalister skulle igennem informationsministeriet, det uundgåelige led mellem pressestanden og det officielle Cuba. Men forståelsen for dilemmaet var ikke stort:
"I fremmede journalister vil altid tale om, hvad der vil ske efter Castro, men sandheden er, at der ikke vil ske noget. Vi elsker Fidel, men revolutionen er ikke afhængig af ham, og den vil fortsætte uanfægtet," lød beskeden fra en meget engageret pressemedarbejder.
At det ikke er et synspunkt, der står uanfægtet, bekræftede jubelscenerne i går i Miamis Castro-fjendske Little Havana. Da nyheden kom ud; at øens leder igennem 48 år har indre blødninger og midlertidigt må overgive kommandoen til sin yngre bror Raul på grund af en nødvendig operation, startede det straks spekulationer om, hvad der lå bag nyheden, og om 48 års kommunistisk styre i Cuba går mod en afslutning.
Alene det, at nyheden blev læst op af Castros personlige assistent, Carlos Manuel Valenciaga, og ikke lederen selv, gav øjeblikkelig grund til vilde spekulationer om, at Castro faktisk allerede er død, og styret blot prøver at skjule det faktum så længe som muligt. Mens det næppe er tilfældet, er der ingen tvivl om, at der ligger alvor bag magtoverdragelsen og operationen, som er det mest alvorlige tegn på helbredsproblemer indtil nu hos den cubanske leder.
Styret, og ikke mindst Castro selv, er meget bevidste om den opmærksomhed, der følger hans helbred og den lavine, hans død - eller blot manglende evne til at regere - vil udløse. Derfor arbejder de som regel ihærdigt på at modbevise dødsrygterne, så snart de begynder at dukke op. Men i den her sammenhæng kunne det dårligt være kommet på et værre tidspunkt.
Festen udskudt
Om to uger, 13. august, skulle hele Cuba have fejret el Baba (skægget, som han ind imellem kaldes). Den fest er nu udskudt til 2. december - 50-årsdagen for begyndelsen af den cubanske revolution - og det giver Castros modstandere på den anden side af Florida-strædet en strålende mulighed for at skabe tvivl om, hvor stærkt det cubanske styre egentlig er, mens det på den anden side også skaber usikkerhed internt på Cuba. Der er næppe tvivl om, at den cubanske ledelse havde undgået den situation, hvis det overhovedet havde været muligt, og det kunne lade sig gøre at hive Castro ud af sengen.
Udtalelsen om den syge præsident udstillede også det akutte ledelsesproblem, Cuba vil komme til at stå i, uanset om øens pr-medarbejdere vil stå ved det eller ej. Erklæringen remser syv forskellige helt vitale ledelseshverv op, som det fortrinsvis bliver broderen Raul Castro, der kommer til at varetage indtil, når og hvis Fidel kommer tilbage.
Det er helt centrale funktioner som præsident for landet, formand for dets eneste lovlige parti, leder af hæren, leder af landets sundhedsprogram og så videre. Raul har igennem lang tid været udnævnt til kronprins, men uanset om det bliver denne gang eller først senere, bliver det en gammel kronprins på 75, der overtager sceptret, og heller ikke en særlig populær én af slagsen.
En overgangsfigur
Raul Castro ses af de fleste blot som en overgangsfigur, mens andre kandidater er blevet skudt længere og længere væk fra magtens kerne i de senere år.
På den anden side af det smalle Florida-stræde er der til gengæld næppe tvivl om, at der ligger en klar plan parat i skuffen, når Castro dør. Den amerikanske regering har aldrig lagt skjul på sit brændende ønske om forandring og lancerede tidligere på året en meget omtalt plan for forandring på Cuba, hvor 80 mio. dollar skal finansiere forsøget på at få et styre, der passer bedre til USA's temperament.
Paradoksalt nok kommer svaghedstegnene på et tidspunkt, hvor Cuba er i offensiven. Castro var netop vendt hjem fra Argentina, hvor han havde fået en sjælden invitation til at tale på et møde i samarbejdsorganisationen Mercosur, der netop har optaget samarbejdspartneren Venezuela som fuldt medlem.
Her stjal Castro billedet, og mens den cubanske leder i stigende grad bliver modtaget med åbne arme af det mere og mere venstredrejede kontinent, synes hans politiske agenda også at blive mere og mere dominerende. Men for megen begejstring kan også være farlig i en fremskreden alder. Og i Miami vil der nok også være en enkelt eller to, der drager et endeligt lettelsens suk, hvis Fidel gør det.
