Læsetid: 4 min.

Sygdommens sprog cirkulerer

Sociologen Henrik Dahl og filosoffen Ole Thyssen udfordrer i fremragende debatbog både den borgerlige kritik af velfærdsstaten og den venstreorienterede sang om samfundets skyld
9. november 2006

Man gør sig ingen illusioner: Velfærdssamfundet gør ikke tabere til vindere, men belønner dem, der fremstiller sig som tabere. Vi er vokset ind i en livsstil, som vi selv med udsigt til den økologiske katastrofe ikke kan forandre. Vi vil have mere og mere, vi vil alle sammen hele tiden anerkendes som særlige. Sociologen Henrik Dahl og filosoffen Ole Thyssen skriver i deres nye bog Krigeren, borgeren og taberen om en inflation af krav:

"Selv om hvert enkelt krav isoleret kan virke uskadeligt og måske rimeligt, er den samlede effekt en væksttvang, som formentlig vil ende med at lægge kloden øde, eftersom hverken rige eller fattige nogen sinde kan få nok".

Begæret efter materiel rigdom er ifølge de to forfattere så insisterende, at det formentlig vil ende med at ødelægge mennesket.

Tre typer

Thyssen & Dahl gør sig ingen illusioner om en offentlig fornuft, der regerer markederne. I stedet skitserer de tre idealtyper som momenter i ethvert menneskes personlighed: Krigeren, borgeren og taberen. De gives ikke som virkeligt eksisterende personer, men som tre distinkte moralopfattelser.

Krigeren er heroisk, han spiller for at vinde og kæmper for sin ære. Kulturkritikere har haft travlt med at afskrive krigeren som feudalt fænomen, der går under i den moderne verdens komfort og kalkulerede livsførsel.

Thyssen & Dahl abonnerer på en anden historiefilosofi: Ligesom andre førmoderne fænomener som tradition, moral og normer forsvinder krigeren ikke i det moderne liberale demokrati, men genfortolkes på egalitære præmisser. Volden er blevet illegal, men i sporten, erhvervslivet og ledelseskulturen huserer stadig krigeriske idealer. Den politiske konservatisme, der ser den store stat som undertrykkende og lighedsmageriet som krænkende, opererer med krigerens moral.

Borgeren tænker som lønmodtager, man skal have det godt og leve forsvarligt. Den borgerlige moral foretager cost-benefit-analyser. Som optakt til nye aktiviteter spørger borgeren sig selv: Kan det betale sig?

Når forældre opdrager i overensstemmelse med borgerens moral, siger de til deres børn: "Husk kære børn, at når I er færdige med jeres lektioner, skal I også sørge for at have et liv ved siden af skolen".

Tabermoralen er en parodi på en velfærdsetik, der siger, at det er 'samfundets skyld'. Taberen forklarer sine nederlag med eksterne faktorer: den sociale oprindelse, kønnet, etniciteten eller den seksuelle afvigelse. Fiaskoerne kan udvikles til en eksistentiel strategi. Det går nemlig op taberne, at til nederlagene hører diagnoser og ydelser. Man kan blive behandlet og forklaret. Også velfærdssystemet regeres af væksttvang: Sundhedssystemet lever af sygdomme, konsulenterne lever af stress og slitage, psykologerne lever af traumer og komplekser. De handler naturligvis ikke i ond vilje, de vil deres klienter og patienter det bedste. Men for at gøre deres arbejde bliver de nødt til at udlægge borgere som patienter og klienter:

"Sygdommens og ofrenes sprog er let at bruge, det cirkulerer hurtigt og frister alle velfærdens parter, som får deres foreskrevne plads i et partitur, som orkestrerer ikke blot syge og ofre, men også socialarbejdere, massemedier og politikere".

Udfordring

Krigeren, borgeren og taberen udvikler en original kritik af den borgerlige klagesang om velfærdssamfundet, som udlægger omsorgssektoren som en sygdom, der inficerer det sunde økonomiske initiativ. Krigermoralens ære kan ifølge Thyssen & Dahl ikke oversættes til økonomisk gevinst.

Tværtimod nedskriver den liberale væksttvang ære til økonomisk incitament.

Men bogen kritiserer også den venstreorienterede anerkendelsesteori, hvor nederlag og ubehag oversættes til krænkelser af anerkendelsesbehov. Som den tyske socialfilosof Axel Honneth har vist, har mennesker behov for anerkendelse i tre dimensioner: som privatperson i hjemmet, som retssubjekt i staten og som aktør på arbejdsmarkedet.

Staten leverer almen anerkendelse til alle borgere, idet den uden hensyn til individuelle kvaliteter tildeler rettigheder og beskyttelse mod overgreb. Som borgere er vi alle ens, som arbejdskraft har vi mulighed for at præstere som unikke personer. Varsomme med ikke at gøre det til 'samfundets skyld' indføjer Thyssen & Dahl, at den anerkendelsesmodel støder på et strukturelt problem, når 20 pct. af arbejdsstyrken står permanent uden for arbejdsmarkedet.

Pointen for Thyssen & Dahl er, at tabermoralens borgere afkræver staten en anerkendelse, den ikke kan levere.

Når private problemer og personlige skavanker gøres til offentlige anliggender, melder menneskene sig ud af præstationskampen. I stedet får de en diagnose eller en særlig ydelse. Den, der resignerer på konkurrencen, opgiver også at blive anerkendt som selvstændig person.

For Honneth er solidaritet en ressource i en anerkendelseskamp, der ikke nedskrives til ren konkurrence, men peger mod et ideal om en selvrealisering, der også realiserer et fællesskab.

Som sagt gør Thyssen & Dahl sig ikke den slags illusioner: De betegner 'solidaritet' som nøgleord i en socialistisk jargon, der er blevet 'irrelevant'. Her er det let at himle op om solidariteten som nødvendig ressource, men sværere at fundere solidariteten i klare udviklingstendenser.

Præcis på grund af den skarpe diagnose og den politiske desillusion er Krigeren, borgeren og taberen en fremragende debatbog.

Godt nok forfalder den til småborgerlig dyrkelse af krigerens foragt for tabermoralen, men bogen artikulerer også en virkelig udfordring til alle dem, der vil noget så banalt fornuftigt som at redde os fra os selv.

* Henrik Dahl & Ole Thyssen: Krigeren, borgeren og taberen. 248 s., 249 kr. Gyldendal ISBN: 8702053594

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Carstensen

Sikke en lortebog set i bakspejlet !
En fortænkt konstruktion,en simplificering som siden har rejst en del kritik, fra især Henrik Dahls fagfæller.

Lærke-Sofie Klok Due

Bogen giver et pragtfult indblik - men mest i, hvordan eliten tænker, forholder sig til og skriver om andre end dem selv.