Læsetid: 4 min.

Den syge diktator

13. januar 2000

ER CHILES eks-diktator, general Augusto Pinochet, virkelig så syg, at han ikke kan klare at blive stillet for retten i Spanien sigtet for alvorlige forbrydelser mod menneskeheden? Eller er den britiske regerings beslutning sent tirsdag aften om ikke at udlevere den 84-årige Pinochet til Spanien med henvisning til hans helbred blot et bekvemt påskud for at komme ud af en diplomatisk vanskelig sag?
Det er vanskeligt at afgøre, så længe journalerne fra den lægeundersøgelse, Pinochet blev underkastet i sidste uge, ikke er offentliggjort. Ser man på, hvad der tidligere er offentliggjort om hans helbredstilstand, er der intet usædvanligt ved den, når man tager hans alder i betragtning. Det chilenske dagblad La Tercera giver en oversigt over 12 lidelser og sygdomme, der er konstateret inden den seneste lægeundersøgelse. Stort set alle lidelserne er aldersbetingede. Det gælder ledegigt i venstre knæ, en meget let astma, gammelmandssukkersyge, uregelmæssig hjertegang (som betyder, at han bruger pacemaker), irriterede næseslimhinder, åreforkalkning.
Men ingen af disse lidelser blev indtil sidste uge betragtet som så alvorlige, at Pinochet ville være ude af stand til at stå frem i en retssal. Dette og det, at de britiske myndigheder ikke ønsker at offentliggøre journalerne fra den seneste helbredsundersøgelse, nærer mistanken om, at den britiske regering nu prøver at slippe ud af den besværlige sag.

ER DET FOR MEGET at forlange den størst mulige åbenhed i denne sag? At spille med lukkede kort er at handle i samme ånd som et diktatur og ikke efter demokratiske værdier.
Hvis det viser sig, at Pinochet er så syg, at det vil være uforsvarligt at lade ham gennemgå en retssag, og man derfor undlader at udlevere ham til Spanien, så han kan komme hjem til Chile, er det i overensstemmelse med de demokratiske og humanistiske principper, der bør adskille et demokratisk samfund fra et diktatur. Det betyder på ingen måde, at Pinochet er blevet frikendt. Anklagerne er der, og det vil så være op til Chiles kommende regering, som tiltræder i marts efter anden valgrunde på søndag mellem en moderat socialist og en Pinochet-beundrer, at sørge for, at den tidligere diktator bliver retsforfulgt, såfremt han ikke ligefrem går i coma. Der er foreløbig rejst 55 sager mod Pinochet i Chile.
Fastholder den britiske regering sin afgørelse, vil Pinochets navn under alle omstændigheder ikke længere være det samme. Han er ikke længere et frygtindgydende symbol på diktatoren, der ustraffet kan begå misgerninger. Han er blevet et symbol på, at man før eller siden må stå til ansvar for sine handlinger. Pinochet-sagen har bl.a. skabt præcedens for, at der kan rejses sigtelse mod statsoverhoveder og andre ledende embedsmænd i andre lande for krænkelser af menneskerettigheder og forbrydelser mod menneskeheden.

EKS-DIKTATOREN er under alle omstændigheder blevet ydmyget og har mistet sin symbolkraft. Hans almagt er knækket - også selv om hans "alvorlige helbredstilstand" skulle vise sig at være et falsum, for man har altså måttet ty til den slags humanitære udveje.
Om den britiske beslutning får indflydelse på søndagens præsidentvalg i Chile er uklart. Begge kandidater har valgt en forsigtig reaktion, og desuden har Pinochets næsten 16 måneder lange fravær fra Chile taget hans pondus og en del af hans indflydelse fra ham.
Det samme kan man imidlertid ikke sige om andre af Latinamerikas diktatorer. Efraín Ríos Montt er f.eks. en eks-diktator og general, som stadig har stor pondus - så længe det varer. Han styrede Guatemala med blodig hånd i 15 måneder 1982-83 og blev ved valget i sidste måned valgt ind i Kongressen med stort stemmetal.
Han er den stærke mand bag den kommende præsident, Alfonso Portillo. Men spørgsmålet er hvor længe. Den indianske leder og modtager af Nobels Fredspris i 1992, Rigoberta Menchú, har nemlig indklaget ham og andre militære ledere fra Guatemala for den spanske dommer Garzón. Hvis sagen mod ham nyder fremme, kan det få vidtrækkende konsekvenser for Guatemalas regering.
Menchús indstævning er en direkte følge af sagen mod Pinochet. Det samme er sagen mod lederne af de militære juntaer i Argentina 1976-83, som også er blevet indklaget for dommer Garzón.
I Latinamerika, hvor man bryster sig af at have lagt diktaturerne bag sig, har man imidlertid stadig ikke haft noget egentligt retsopgør. Tværtimod har de afgåede diktatorer stadig stor indflydelse, og de nye, valgte magthavere er med til at fremme fortsatte overgreb og krænkelser af menneskerettighederne. Samtidig bliver man fornærmet over, at en domstol i et fremmed land tager disse sager op. Svaret må blive, så gør det selv! Og hvis man ikke kan eller vil, må man finde sig i, at andre gør det. Forbrydelser mod menneskeheden forældes ikke og hører under en global jurisdiktion. Her gælder national selvbestemmelse ikke - og bør ikke gælde.
Men enhver retsforfølgelse bør ske efter alle kunstens regler. Det er her, de demokratiske samfund skal stå deres prøve. Respekten for mennesket - uanset for ussel personen er - må komme først. Ellers forfalder vi til den samme tankegang og fremgangsmåde som de diktaturer, vi har bekæmpet. Diktatorer og bødler har også rettigheder, syge eller ej.jl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu