Læsetid: 4 min.

Syge kørt ud på et sidespor

Tusindvis af syge københavnere lider psykisk og nogle gange økonomisk under rod og ændringer i kommunen. Borgmester beklager og beder om klager
2. december 2006

Hvis ryggen ikke vil mere, eller sjælen går i sort, så har de fleste en forventning om, at samfundet vil give en håndsrækning. Men i landets folkerigeste kommune København får man højst en økonomisk krykke. Tusindvis af hovedstadens indbyggere oplever, at de ikke får den sagsbehandling, loven kræver, og nogle af dem får uretmæssigt økonomien ødelagt.

Information har talt med flere socialrådgivere i kommunen (som ikke vil udtale sig til citat) og samarbejdspartnere i fagforeninger og organisationer. Ord som "kaos" og "turbulent" klæber til kommunens indsats over for arbejdsløse og syge, og en del af miseren tilskrives, at kommunen i år har brugt mange kræfter på at oprette jobcentre, der skal smelte kommunal beskæftigelsesindsats sammen med Arbejdsformidlingen (AF) fra nytår. En af dem, der oplever systemsvigtet er socialrådgiver Anne Mette Wissing fra fagforeningen 3F's afdeling i Valby. Hun skal jævnligt på medlemmers vegne i kontakt med de nye jobcentre og siger:

"I de 25 år jeg har haft med Københavns Kommune at gøre er der blevet omstruktureret massevis af gange, og det er blevet ved med at køre dårligt i forvaltningen. Men det har dog aldrig været så slemt før, som det er nu."

Socialrådgiver Joan Sølyst fra 3F i Kastrup er også frustreret og siger:

"Jobcentrene virker helt kaotiske, og som om, at ingen har overblik. Det går ud over vores medlemmer, der kommer til at gå unødigt længe arbejdsløse eller f.eks. fuldstændig umotiveret mister sygedagpenge."

Lovbrud, lovbrud...

Hvis man er på sygedagpenge, skal kommunen inden for et år afklare, hvad der fremover skal ske. Eksempelvis om man skal revalideres, i fleksjob eller have førtidspension eller måske har udsigt til at blive helt rask igen.

"Københavns Kommune lever slet ikke op til reglen om afklaring inden for et år. Men når året er gået, så følger kommunen for en gangs skyld loven og standser sygedagpengene, fordi der ingen afklaring er. For borgeren betyder det, at han går fra at få 14.600 kr. om måneden før skat i sygedagpenge til kontanthjælp, som for mange betyder meget lidt eller ingenting, hvis man har friværdi eller er gift med en, som har et job," fortæller Wissing og fortsætter:

"Alene inden for den seneste måned har to af vores medlemmer fået standset sygedagpengene på grund af manglende afklaring. Vi har så anket sagerne for dem, og kommunen kommer højst sandsynlig til at tabe, for den har ikke overholdt loven."

Ifølge loven skal kommunens sagsbehandlere mindst en gang hver ottende uge sætte sig i kontakt med modtagere af sygedagpenge. "De overbelastede sagsbehandlere har slet ikke tid til at overholde reglerne for opfølgningssamtaler," siger Mette Wissing.

Hun har sammen med 12 socialrådgivere fra 3F og andre fagforeninger sendt et brev til kommunen om kaos i behandlingen af sager om sygedagpenge.

"Det er svært og nogle gange umuligt for os at finde ud af simple ting, som hvem der er sagsbehandler for vores medlemmer, og hvor sager om revalidering, førtidspension og fleksjob behandles. Vi spilder en frygtelig masse tid på forgæves opkald," siger Wissing.

Æder sig ind på pukler

Den socialdemokratiske beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jakob Hougaard, er ked af situationen.

"Jeg beklager meget og erkender, at kommunen ikke er i stand til at leve op til lovgivningen med hensyn til opfølgningssamtaler," siger Hougaard.

Situationen har i følge Hougaard flere forklaringer. Da han trådte til som borgmester for området for 11 måneder siden, overtog han "en rodebutik", hvor f.eks. mindst 500 sager om sygedagpenge havde samlet støv i to år. I løbet af det seneste år er antallet af sager med sygedagpenge vokset fra ca. 13.000 til 16.000. Derudover har den igangværende omlægning til jobcentre slugt en masse kræfter, og det har også ramt sygedagpengeområdet, der "længe har været underprioriteret." For at få bugt med sagspuklerne på sygedagpengeområdet har Hougaards forvaltning hyret vikarer udefra og folk fra Socialforvaltningen.

"Jeg forventer, at vi i første kvartal af 2007 vil have alle sager ført ajour, og at man i 90 procent af alle tilfælde kan overholde reglerne for opfølgningssamtaler," siger Hougaard. De resterende 10 procent svarer til, at ca. 1.600 borgere ikke kan forvente opfølgningssamtaler til tiden.

Personalemangel

En af de store problemer for kommunen er personalemangel. En opgørelse foretaget i begyndelsen af november viste, at alene på sygedagpengekontoret stod 14 ud af 91 job ubesatte hen. Manglen på folk går ud over borgerne, for de risikerer at komme i ukyndige hænder. Mette Wissing fra 3F siger:

"Nogle er slet ikke tilstrækkeligt uddannet til det, som de skal tage sig af. Eksempelvis blev en af vores yngre medlemmer, som lider af kronisk diarre nægtet penge til ekstra toiletpapir og tøjvask. Han blev i stedet tilbudt noget så uværdigt som gratis bleer, for sagsbehandleren kom fra hjemmeplejen og var vant til, at sådan skulle det tackles."

Hougaard undskylder den form for behandling og siger:

"Jeg vil gerne opfordre borgere til at klage til mig personligt eller til Borgerrådgiveren, hvis de føler sig dårligt behandlet. Vi vil så gå videre med sagerne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu