Læsetid: 4 min.

Sygeliggør vi raske børn, der bare har det svært?

Har vi efterhånden fået en alt for lav tolerancetærskel over for børns forskellige særheder?
9. februar 2007

Thomas Szasz er en ungarsk-amerikansk forfatter og professor emeritus i psykiatri ved universitetet i New York, Syracuse.

Igennem de sidste 50 år har han været en benhård kritiker af sit eget felt, psykiatrien, som ifølge ham har været den mest destruktive magt, det amerikanske samfund har været under indflydelse af i nyere tid.

Szasz har udgivet mere end 25 bøger, bl.a. The Myth of Mental Illness fra 1961, og har såvel i dem som i den offentlige debat revset sine kolleger for at have kastet al etik overbord, misbrugt deres magt, benyttet sig af forfatningsstridige tvangsindlæggelser og arbejdet under dække af udelukkende at ville såkaldte sindslidende og adfærdsforstyrrede det bedste.

Forfatteren er citeret for at have sagt, at det psykiatriske perspektiv har infiltreret amerikansk tankegang i en grad, så befolkningen ikke længere tænker på det som psykiatri.

En eksplosiv vækst

I 1969 tog Szasz - i samarbejde med Scientology Kirken i USA - initiativ til at stifte Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK). Det er - værd at bemærke - en uafhængig, almennyttig organisation, der nyder opbakning i vide kredse, og som har til formål at undersøge og afsløre psykiatriske krænkelser af menneskerettighederne.

Organisationen står bag udstillingen Psykiatri - hjælp eller død?, der netop har været vist på Nytorv i København, og som fortsætter den særdeles kritiske linje overfor bl.a. den uhellige alliance mellem psykiatri og medicinalindustri og bl.a. stiller det relevante spørgsmål, hvorfor der i USA i dag er 10 gange så mange børn på nervemedicin som for blot 10 år siden?

Det samme spørgsmål kunne stilles herhjemme:

Hvorfor er antallet af børn og unge - og ikke mindst voksne - på f.eks. lykkepiller steget så markant de sidste blot fem år? En opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen oplyser, at der i 2001 var ca. 3.167 børn og unge under 19 år i behandling med SSRI-præparater, og at dette tal i 2005 var steget til 6.052 - næsten en fordobling på knap fem år. (Tallet er sandsynligvis højere, da det kun dækker de børn og unge, der er blevet behandlet hos en alment praktiserende læge eller en privatpraktiserende psykiater).

Bliver vores børn bare lettere deprimerede i dag end for fem år siden? Eller skyldes stigningen, at der endelig er en medicin, der kan synliggøre problemet og er nyttig for alle dem, der ellers ingen udsigt har til behandling? Eller udskrives medicinen med alt for løs hånd til børn og unge, der blot oplever et forbigående - men naturligt - mismod i deres tilværelse, f.eks. forårsaget af mindreværds- eller ensomhedsfølelse, kærestesorger osv.?

Thorsten Schumann, der er børne- og ungepsykiater på det psykiatriske hospital Augustenborg i Sønderjylland mener i Tænk fra den 8. september 2006, at der er grund til at være på vagt overfor SSRI-produkterne, bl.a. lykkepiller, idet de har en lang række bivirkninger, såsom selvskadende handlinger, ophidselse, irritabilitet og aggression.

Selvmordsfare

Selv kender Schumann til 5-10 tilfælde de sidste fem år, hvor patienter - efter at være begyndt på pillerne - begyndte at skade sig selv. Men han blev for alvor interesseret i problemstillingen med de mange bivirkninger i 2003, da han erfarede, at de amerikanske lægemiddelmyndigheder havde besluttet at forsyne alle præparaterne med en black box warning, som advarede mod selvmordsadfærd hos børn og unge på medicinen. Det er værd at dvæle lidt ved: Medicin, der skal løfte et ungt menneske ud af tilværelsens midlertidige - og måske lettere banale - tristesse, eller forhindre en virkelig deprimeret i - i værste fald - at tage sit eget liv, kan ende med at anspore vedkommende til det!

Det gør ligeledes et vist indtryk, at erfare at WHO's center for overvågning af bivirkninger, UMC, siden 1982 har modtaget flere hundrede tusinder indberetninger om bivirkninger af lykkepiller fra hele verden; ikke mindst når man skønner, at disse indberetninger kun repræsenterer fem procent af samtlige bivirkninger.

Udover det stigende antal børn og unge, der enten med rette eller fuldstændigt uden grund diagnosticeres som deprimerede, er der de sidste 10 år sket en markant stigning i antallet af mindreårige, der påhæftes en diagnose som Autisme, ADHD; ADD; Damp, Asperger og Tourettes, og som efterfølgende medicineres.

Letter en diagnose?

Denne stigning burde af flere grunde påkalde sig opmærksomhed i den offentlige debat: For dækker tallet udelukkende børn med reelle lidelser, burde spørgsmålet melde sig, hvad problemerne skyldes; eller udtrykker tallet snarere, at vi efterhånden har fået en alt for lav tolerancetærskel over for børns forskellige særheder? Er børnene overladt for meget til professionelle, der kan rette et kritisk blik på dem, gøre notater, diagnosticere - og efterfølgende medicinere? Og letter det mange forældre, at der netop sættes en diagnose, så de fritages for at bære ansvaret for børnenes adfærdsvanskeligheder alene?

Priscilla Alderson, der er professor og ekspert i barndomsstudier på Londons Institute of Education, mener, at tilstandene som ADHD og mild autisme bliver overdiagnosticeret, da flere og flere psykologer - ved udsigten til fast arbejde - sænker kravene til de enkelte diagnoser. Og det er uheldigt, da mange af børnenes adfærdsforstyrrelser, ifølge Alderson, ofte er forårsaget af dårlig opdragelse og bl.a. inaktivitet og rastløshed af en for stillesiddende tilværelse foran tv og computer.

Thomas Szasz er som sagt endnu mere nådesløs i sin kritik. Han sætter for det første et meget stort spørgsmålstegn ved gyldigheden af psykiatriske diagnoser og spørger om psykiatere overhovedet har kunnet dokumentere nogen helbredende effekt af deres behandlinger?

Og når det kommer til behandling af mindreårige, går Szasz så langt som til at kalde psykologer og psykiateres adfærdsregulering af børn med afhængighedsskabende nervemedicin for en form for børnemishandling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Psykologer må hverken diagnosticere eller medicinere. Det må kun psykiatere. Psykiatere må alt det psykologer må, og så altså medicinere og diagnosticere.

Thorsten Overgaard

Omtalte udstilling har iøvrigt netop lige været vist i Århus igen, ligesom den kan ses i København frem til og med 14. september: Hjørnet af Tordenskjoldsgade/Heibergsgade (beg ved Det Kgl Teater), dagligt 10-22, gratis adgang.

I samme åndedrag var der en tankevækkende artikel af Mette Lisby om netop dette med diagnosticering af børn, i Søndagsavisen, den 7. september 2008. Der er desværre ikke noget link til selve artiklen, men man kan læse/downloade avisen på www.sondagsavisen.dk, se side 2 under debatten: "Hjælp, jeg er normal!"

Og nu er Information blevet talerør for scientology-sekten.
Hvad med lidt reflektion over hvad man lukker ud!