Læsetid: 2 min.

Sygeplejersker er skeptiske

Trods stor mangel på sygeplejersker ønsker fagforening ikke flere udenlandske sygeplejersker. Sydsjælland satser dog stort på at få mange tyske sygeplejersker
19. februar 2007

Der har i flere år været et stort underskud af sygeplejersker, og for tiden mangler der mindst 1.100 af slagsen på landets sygehuse.

Trods den kroniske mangel skal der dog ikke inviteres flere sygeplejersker hertil, hvis det står til sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Første-næstformand for DSR, Grete Christensen, siger:

"Vi bør af etiske grunde være varsomme med at hente sygeplejersker til Danmark fra de mange lande i EU og Afrika, hvor de i forvejen mangler sygeplejersker. I stedet for at dræne andre lande, bør vi først og fremmest forsøge at klare problemerne nationalt. Det kan gøres ved at forbedre løn- og arbejdsvilkår for sygeplejerskerne og ved at optage flere på uddannelserne."

Indtil videre går der ikke mange udlændinge rundt på hospitalernes gange.

Årligt gives der kun autorisation til omkring 100 udenlandske sygeplejersker, og det tal har ligget ret stabilt de seneste år.

Lokker tyskere til

I udkantsområderne er man ikke forbeholden over for import af hvidkitlede udlændinge.

Hos Sygehus Syd, der består af fire sygehuse i Sydsjælland, er der i øjeblikket ca. 100 vakante stillinger til sygeplejersker.

Det betyder, at mange af de fastansatte må løbe hurtigt, og en del af dem vælger at søge væk på grund af arbejdspresset. Dertil kommer, at sygehusene må bruge mange penge på vikarer.

På den baggrund har sygehusledelsen taget initiativ til en charmeoffensiv på en sygeplejeskole i den nordtyske by Eutin i Schleswig-Holstein.

I dag, 19. februar, kommer 38 sygepleje-elever fra Eutin på besøg hos Sygehus Syd for at høre nærmere om mulighederne for sygeplejerske-job, når de er færdige med deres tyske uddannelse til september.

Sygehus Syd er parat til at betale for dansk undervisning af dem både i Tyskland, før de skal arbejde i Danmark, og et intensivkursus når først de er her. Lederen af personaleafdelingen under Sygehus Syd, HR-chef Ulla Clausen, siger:

"Hvis ti af de tyske sygeplejersker vil begynde at arbejde her, bliver jeg meget glad. Hvis 20 ønsker det, så vil jeg ikke kunne få armene ned. Bliver det 30 taler vi om en nyhed til de landsdækkende medier."

Hun håber, at Sygehus Syd kan få et langvarigt samarbejde op at stå med skolen i Eutin.

"Vi er indstillet på at gøre en meget stor indsats for at holde på dem, der kommer hertil. Eksempelvis får de alle en dansk sygeplejerske som mentor, og vi vil tilbyde dem gode karrieremuligheder," siger Ulla Clausen.

Formand: Velkommen

Formanden for Dansk Sygeplejeråd i Storstrøm, Mia Linda Møller, ser gerne udenlændinge på sygehusene i Næstved, Fakse, Nykøbing Falster og Nakskov.

"Vi har brug for at komme væk fra den nuværende situation, hvor de fastansatte er pressede, fordi de mangler kolleger. Ved at bruge tid på at oplære udlændinge kan vi hen ad vejen få skabt bedre arbejdsforhold for alle."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her