Læsetid: 3 min.

Med Sylfiden højt til vejrs

Har man i Det Kgl. Teater grædt med Sylfiden, så kan man blive vægtløs sammen med hendes efterladte skørter i Nationalmuseets kostume-fatamorgana
26. maj 2005

Man skulle næsten tro, at Bournonville Festivalen allerede er over os - sådan som det vrimler med arrangementer til den gamle balletmesters ære. Royal Copenhagen har præsenteret sin nydelige hvid-blå Bournonville-kop, og TeleDanmark har puffet sine to uskønne frimærketegninger afsted med B-post. Så vidt det obligatoriske.

Særligt lykkeligt og tankevækkende er det imidlertid gået med de tre museumsudstillinger om Bournonville, der allerede er åbnet. Ikke fordi udstillingerne viser så meget nyt. Men fordi de viser det kendte på nye måder. Samtidig bliver udstillingerne i sig selv beviser på, hvor tvingende nødvendigt det er for Den Kgl. Ballet at alliere sig med ballethistorikere, der kan definere og tolke Bournonvilles sjældne ballettradition. For Den Kgl. Ballet gør det ikke selv.

Et par artikler i programmet for hver forestilling - det er, hvad det bliver til. Men anmeldere eller freelanceforskere er da velkomne til at sætte ord på trinene, hvis de orker- Måske balletmester Frank Andersen skulle ansætte en kompagnihistoriker til at holde trådene samlet og traditionsblikket klart? Kompagniets ellers så talrige marketingsfolk har i hvert fald ikke disse laster.

Scoop i snor

Topscorer er udstillingen Tyl og Trikot. Her har dragthistorikeren Viben Bech foræret både Nationalmuseet og Den Kgl. Ballet et fatamorgana af en kostumeudstilling. Med sin enorme viden har hun fundet lige de kostumer frem, som tilsammen synes at dække hele Bournonvilles univers. Og hun har sammen med udstillingsarkitekten Anne Schnettler Christensen og grafikeren Marianne Blank skabt en æstetisk helhed ud af disse spredte stykker stof, så dansens magi nærmest vælter frem i den ellers så retvinklede Egmont-sal. Kostumerne hænger bare frit i rummet, ophængt i snore, så de frit kan betragtes fra alle sider: Stoffet er helt tæt på - man kunne røre det, hvis man forglemte sig.

Scoopet er 12 sylfidekjoler, der svæver til himmels midt i rummet. De blafrer en anelse, og man kan se hver sylfides forskellige småbitte blomster på det hvide tyl. Silja Schandorffs Sylfide-kostume hænger forrest - ak, hvorfor måtte hun ikke også danse Sylfiden til denne festival? - og oven over hænger hendes lille rosenkrans til håret, næsten barnlig i sin skovturspoesi. Og har man i Det Kgl. Teater grædt med Sylfiden og hendes barske skæbne, så kan man her blive vægtløs sammen med hendes efterladte skørter og gyse videre om grusom kærlighed.

De besøgende, der ikke har egne billeder på nethinden, kan bare løfte hovedet og betragte Ida Wang Carlsens sanselige og kostumefixerede videoglimt fra Bournonville-forestillinger denne sæson. Hendes kameraføring er koreografisk uortodokst - og forfriskende. Den skærer gladeligt fødderne væk eller lader sylfiden genopstå i sin egen kronologi og andre detaljer, der på charmerende vis chokerer Bournonville-kenderen.

Lillepige i linsen

Det er fantastisk for en gangs skyld at opleve ballettens kunstart blive fremstillet så kompromisløst og på internationalt niveau som i Tyl og trikot. Men udstillingen skal opleves i rette kontekst, altså sammen med de øvrige Bournonville-udstillinger.

I Rundetårns Sylfider, trolde og linselus har grafikeren Mia Okkels og karakterdanser Kirsten Simone skabt en meget enkel og æstetisk indbydende fotoudstilling, overskueligt opbygget ud fra hver af Bournonvilles balletter. Billederne er kendte, men de præsenterer sig flot i Rundetårns elegante rum. Og samtidig viser de, hvor skiftende idealer Den Kgl. Ballet har haft for sin egen fotodokumentation: Der er langt fra John R. Johnsens saftige sort-hvide reportagebilleder fra 1970'erne til Martin Mydtskov Rønnes farverige opstillingsbilleder i 2005.

På Teatermuseeet har forskningsbibliotekaren Inger Sørensen skabt udstillingen Børn, Ben og Bournonville. Her er det balletskolen, der er i fokus - med interessante rapporter hevet frem fra arkiverne, hvor balletmestre med sirlig håndskrift forklarer, hvordan balletskolen nødvendigvis må drives. Og med vidunderlige fotos - bl.a. et pletskud fra 1930'erne, hvor Kirsten Ralov som lille pige står ved træningsstangen og løfter sit ben i vejret lige foran konkurrenten Margrethe Schanne.

Det er en vidunderlig tid for Bournonville-elskere. Nu kan festivalen bare komme an!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her