Læsetid: 4 min.

Fra symbol til substans

15. oktober 2001

FANATISKE fundamentalisters terrorangreb på World Trade Center den 11. september har haft mange ofre. De mere end 5.000 mennesker, der blev dræbt under selve angrebet. De civile afghanere som i disse dage bliver utilsigtede ofre for USA’s bombekrig mod terror. De muslimer og andre indvandrere i den vestlige verden, som føler sig brændemærkede, udsatte og chikanerede. De store befolkningsgrupper i
USA og Europa, som er besatte af angst for nye terroraktioner.
Men der er andre ofre. Den globale, netværksbaserede bevægelse for ’en anden verden’, som siden Seattle-demonstrationerne i 1999 har formået at sætte en ny international dagsorden, er paralyseret. Demonstrationer er blevet aflyst, aktivister er blevet tavse, og rundt om i den internationale presse skrives der nekrologer over bevægelsen.
»Anti-globalization Is So Yesterday,« lød en overskrift i den amerikanske avis Boston Globe, og i flere lande har visse politikere – Italiens Silvio Berlusconi er én – postuleret et åndeligt slægtskab mellem Osama bin Ladens terrorister og de globaliseringskritiske aktivister. Begge vil den vestlige samfundsform til livs – den ene part udefra, den anden indefra – postulerede den italienske ministerpræsident.
»Terroristerne har reelt realiseret et af antiglobalisternes mest attråede mål,« at få Verdensbankens og IMF’s årsmøder aflyst, skrev en kommentator i International Herald Tribune.

I WEEKENDEN var en af bevægelsens toneangivende og mest reflekterede personligheder, den canadiske forfatter Naomi Klein, i København, som gæst i Informations debatforum Luftskibet. De mere end 300 mennesker, der mødte op for at diskutere med Naomi Klein, vidner om, at bevægelsen ikke er død, men også om at dens dilemma står klart for mange.
Naomi Klein er måske den, der – via sin bog NoLogo – mere end nogen har inspireret bevægelsen af globaliseringskritikere til at bedrive politik via symboler. Hvordan skal man agere i forhold til en ideologi, der er så mægtig, så allestedsnærværende og samtidig ansigtsløs og uden kanter, har hun spurgt. Og gav selv svaret ved i sin bog at sætte fokus på de store, iøjnefaldende ’brands’: Selskaber, der som Nike, McDonald’s, Shell, Microsoft, Levi Strauss, Coca-Cola, Disney etc. præger den globaliserede økonomi og derigennem menneskers arbejdsforhold, levevilkår, værdier m.m. Ved siden af dette symbolske fokus på de store varemærker, har bevægelsen med sine demonstrationer sat fokus på de synlige institutioner, der forvalter den globaliserede kapitalisme: Verdensbanken, IMF, WTO, G8 etc.
Den 11. september formåede Osama bin Laden at ramme det mest potente af alle symboler – World Trade Center – med en ganske anderledes brutal og blodig styrke, og dét satte aktivisternes symbolstrategi skakmat. Trængt er de også af, at der nu sker en – i sig selv forklarlig – opslutning bag ’the American way of living’, hvor f.eks. det at forbruge bliver ophøjet til patriotisk pligt i krisens stund. Og hvor bl.a. et medie som CNN svigter sin rolle som globalt medie ved at formidle en konstant amerikansk selvspejling, der tjener til at ’genfortrylle’ USA, frem for at analysere de globale modsætninger, der nu truer med at drive verden til randen af ’civilisationernes sammenstød’.

NAOMI KLEINS budskab i Luftskibet var, at præcis i denne situation hviler der et tungt ansvar på det, hun kalder ’bevægelsen’. Og samtidig en ny mulighed.
I en situation, hvor såvel USA og dets allierede som dele af den muslimske verden står i fare for fastlåsning i hver sit forenklede og konflikt-eskalerende verdens- og fjendebillede, er der voldsomt brug for en kraft, som kan udøve ’ægte multilateralisme’ og fokusere opmærksomheden på de reelle problemer, der deler og truer denne verden.
Præsident Bush er netop nu i gang med en afart af globalisering, der består i at internationalisere ét lands udenrigspolitik, mener Klein: Fuld valgfrihed til at spille efter USA’s regler – eller blive sat uden for døren. Bin Ladens og terror-netværket al Qaedas fundamentalistiske retorik er ikke mindre konflikt-forstærkende.
Bevægelsen – der ifølge Klein nu må distancere sig fra det meningsløse udtryk ’antiglobalisering’ – kan være den kraft, der baner vej for forståelsen af, at der er mere end disse to polariserede udgaver af verden. Og at det nødvendige globaliseringsprojekt handler om at skabe globale rettigheder, globalt medborgerskab og global ansvarlighed. Om at gøre det forståeligt, at der er en direkte sammenhæng mellem den økonomiske ulighed på kloden og den frygt for egen sikkerhed og tryghed, som nu lammer den vestlige verden.
Denne udfordring kan bevægelsen – kun – løfte, hvis den afløser sin symbol-aktivisme med aktiviteter, der handler om globaliseringens substans. Og hvis den gør op med den »nihilisme og nostalgi i egne rækker,« som er kommet til udtryk i gold modstand mod de internationale institutioner, de mægtige selskaber og de tilbagevendende topmøder.
»Jeg siger ikke, at vi skal opgive at demonstrere, men det er i længden utilfredsstillende og bizart at føre en kamp mod symboler. Vi kommer aldrig til substansen,« siger Naomi Klein med nyvunden indsigt. Fundamentalisme i alle lejre er farlig, hvad enten den kommer fra Bush, bin Laden eller ’antiglobalisternes’ egne rækker.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu