For den der i begyndelsen af 1970'erne ønskede at forlade et revolutionært standpunkt til fordel for arbejderbevægelsen for at skifte til en forståelse af revolutionens udeblivelse, fandtes der kun to udveje. Såfremt den søgende da ellers ønskede at opretholde og uddybe sit kritiske forhold til samfundet.
De ene vej gik over begæret, den anden over de symbolske udvekslinger. Begærsteorien var blevet præsenteret i al sin ubundne radikalitet af Gilles Deleuze og Félix Guattari i deres fælles 1972-bog L'Anti-dipe (Anti-Ødipus), der havde den sigende undertitel Kapitalisme og skizofreni. De symbolske udvekslinger skyldtes derimod antropologen Marcel Mauss' arbejder fra mellemkrigstiden, genfortalt i Georges Batailles litteraturteoretiske udgave.
Det var i denne sidste 'tradition', at Jean Baudrillard indskrev sit opgør med marxismens teori om brugsværdi og fremmedgørelse: Den første bog bar titlen For en kritik af tegnets politiske økonomi, og den undsagde materialismen til fordel for tegnets selvstændighed. Den var fra 1972.
Året efter udkom så Baudrillards brudsbog I produktionens spejl, hvor de symbolske forhold ved gavegivning og kontraktindgåelse blev understreget i et kritisk opgør med enhver binding af det menneskelige til det materielle.
Såvel Deleuze/Guattari som Baudrillard ønskede i 1972 at løsne determinismens bånd. Deleuze/Guattari ønskede at udvide det subjektive og give det dynamik og liv, mens Baudrillard satsede på at omlægge det objektive, så det blev til en rig bærer af mange betydninger. Tegnets selvstændiggørelse blev et redskab for Baudrillard, og selvstændighedens rækkevidde og styrke blev undersøgt i en række artikler, som stod at læse i tidsskriftet med den sigende titel utopie. Med lille begyndelsesbogstav og uden bestemt artikel. Det udkom fra 1972 til 1976.
Opbrud
I 1977 kulminerede en række fænomener, hvis tiltrækningskraft vanskeligt lader sig undervurdere: Feminisme og institutionskritik i Vesten, by- og landguerilla i Latinamerika, befrielsesbevægelser i Mellemøsten og Indokina, terrorisme i Italien og Tyskland, punk i England, Beaubourg i Paris.
Mens begærsfilosofferne opfattede disse manifestationer som positive forvandlinger af politik og kultur, så anså Baudrillard dem især for svækkelser af virkeligheden. For de åbnede for gabet mellem begivenhed og betydning: handlinger blev til flere og flere mediebilleder og til mindre og mindre forvandling. En slags erstatningskommunikation overtog de mellemmenneskelige relationers plads. Overbevisninger blev til ved underholdning frem for ved forståelse.
Denne måde at forholde sig til verden på døbte Baudrillard 'simulation' i 1976, og i 1979 kunne han præsentere en teori om, hvorfor verden hang sammen alligevel, nemlig ved en gensidig tiltrækning og beundring mellem skærmvirkelighed og publikum, en gensidighed Baudrillard døbte 'seduction', forførelse. Dens fornemste udtryk var det apatiske ved masserne: nyhedsmedier sendte informationer og budskaber ind i masserne som i et stort sort hul. Men de reagerede ved tavshed. En slags kollektiv sjælsstyrke over for oplysningens beherskere og formidlere.
I Danmark
Denne paradoksale og dog velargumenterede gengivelse af betydningernes selvstændighed og massernes urokkelighed i forhold til ethvert politisk engagement (det var jo læren af årene efter maj 1968) virkede meget stimulerende. I begyndelsen af 1980'erne udkom to Baudrillard-påvirkede antologier i Danmark: Antipolitik - Hinsides enhver statskunst i 1981 og i 1984 Implosion og forførelse. Den sidste udgivet af Kunstakademiets Billedkunstskoler og indeholdende bl.a. den refererede tekst: "I de tavse flertals skygge".
Teorien om tegnenes omfang og overskud i forhold til det, hvortil tegnene refererede, havde længe optaget billedkunstnerne. Nu fik de en slags antropologi for det æstetiskes råderum, det vil sige en forståelsesramme og en række orienteringsredskaber. Disse redskaber blev også tilvejebragt af en række andre tænkere med rod i det nævnte 70'er-opbrud, nemlig videnskabshistorikeren Michel Serres, kunstteoretikeren Jean-François Lyotard og den italienske filosof Mario Perniola.
Det var derfor naturligt, at det blev i København, på Kunstakademiet, at Lyotard og Baudrillard i 1988 genoptog deres dialog og uddybede deres gensidige uenighed om de kunstneriske og æstetiske anstrengelsers muligheder for at få indflydelse i verden. Baudrillard døbte denne problematik 'Transæstetik'.
Jeg havde fulgt med siden utopie-dagene og oversat Baudrillard-tekster til de nævnte, danske antologier, men blev ikke desto mindre ganske forbavset, da jeg begyndte at læse tekster fra Baudrillards amerikanske rejser: udstrækningerne, forbruget, videnskaben, landskaberne, tomheden, fast-fooden, fjernsynet, filmen, fedmen. Andre stofligheder blev bragt ind i de hidtidige teorier om udvekslinger og kommunikation; der kom mere substans på og mindre manipulation. Begivenhederne blev mere meningsløse og uberørte end hidtil, mere uberoende af den betydning, de eventuelt afstedkom. Immanensen var blevet til et land, gråt og tilbagetrukket, spraglet og anmassende: Amerika.
Denne yderligere omlægning af årsagsforholdene anså Baudrillard for en følge af noget, han døbte 'fatale strategier'. Og bogen om disse, et af hovedværkerne, udkom endog på dansk (Det fatale - Skæbnestrategier, 1987). Heri kunne Baudrillard i øvrigt præsentere en tænker, som hidtil kun var blevet diskuteret i Italien, Giorgio Agamben. Og Agambens genopskrivning af auraens æstetiske betydning, kunne Baudrillard så ganske tilslutte sig.
Efter bøgerne om Det fatale og Amerika er der ikke udkommet egentlige monografier fra Baudrillards hånd, men en række antologier, samt nogle afgørende tekster, vi kunne kalde interventionsbøger eller pamfletter. I bogen Golfkrigen fandt ikke sted samlede Baudrillard en serie artikler, han havde publiceret i dagbladet Libération i 1991. Heri genanvendte Baudrillard i en polemisk skærpet form sin kritik af mediernes overdøvende omklamring af enhver forståelse samt fremsatte den kontroversielle teori om alle begivenheders radikale svækkelse, selv krigen.
Virkeligheden tilbage
Overrumplede blev vi derfor alle, da 11. september blev fortolket i modsat retning: Begivenheden var vendt tilbage, det magtfulde havde genfundet en forbindelse til det infernalske ved billedet, volden var steget i graderne og blevet til hele politikken. Det var atter muligt at stille sig uden for og bedømme kommunikationen og billedet som meddelelse. Det medførte nogle fine analyser af eksempelvis torturens forhold til pornografien (Abu Graib), eller af opstandene i de parisiske forstæder som bevægelse uden politiske formål. Det hele kulminerede med, at Baudrillards samtidsanalyse blev bragt på lederplads i det tidsskrift, der altid havde været mest skeptisk over for hans analyser: New Left Review i London i 2005.
Carsten Juhl, lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Jean Baudrillards danske oversætter.
