Læsetid: 3 min.

Symbolske våben

Reelle eller påståede mellemøstlige våbenprogrammer er et brugbart middel i modstanden mod vestlig indflydelse, men det kræver mange ressourcer
7. maj 2005

TEL AVIV - Denne uges fornyede opmærksomhed omkring det iranske atomprogram har igen sat fokus på et spørgsmål, som man stiller sig selv i hele Mellemøsten, nemlig forholdet til Vesten.

Efter Saddam Husseins fald er styret i Teheran nok det, der kraftigst fastholder viljen til at stå imod vestlige krav, mens andre i større eller mindre grad har bøjet sig for indflydelsen udefra, hvilket er mest udtalt i tilfældet Libyen.

"Indtil sidste halvdel af 2003 var Iran og Libyen i tæt samarbejde og stod begge stærkt i den såkaldte afvisningsfront, altså de mellemøstlige styrer, der stod i opposition mod USA, så udviklingen fortæller os en del om, hvad der sker i Mellemøsten for tiden," siger dr. Dani Shoham, der som ekspert i masseødelæggelsesvåben ved det israelske Bar Ilan universitet har beskæftiget sig særligt med netop Libyen og Iran.

Mangler ressourcer

Efter Dani Shohams opfattelse er det væsentlige symbolværdien i de forskellige programmer, der kun i begrænset omfang indrømmer, at der er tale om ukonventionelle våben, men har sin styrke i antydningen deraf. I det iranske tilfælde fastholder styret, at der er tale om udvikling af atomenergi til fredelig anvendelse, har man aldrig benægtet, at det modsatte kan være tilfældet, og det tjener flere formål.

Først og fremmest har det forsvarsformål, hvortil knytter sig offensive muligheder. Hertil kommer uafhængighed af udenlandske leverancer, hvilket er en lektie fra 80'ernes krig mod Irak, og endelig ligger der et ikke ubetydeligt mål af national stolthed og regional strategisk styrke i en reel eller antydet produktion af avancerede våbentyper.

"Det samme var tilfældet for Libyen, hvor programmerne først og fremmest stivede Gadhafis styre af indadtil ved den prestige, der lå i at stå imod amerikansk pres," siger Dani Shoham.

"Men Libyen har aldrig haft ressourcer i samme omfang som Iran, og har alle dage været blandt de teknologisk set ringest udstyrede nationer i Mellemøsten. Yderligere havde den libyske økonomi langt vanskeligere ved at modstå den amerikanske sanktionspolitik, end det er tilfældet for den iranske. Økonomien var ved at falde fra hinanden, hvilket jeg ikke ser noget som helst tegn på i den iranske."

Søger partnere

Et forhold, som Dani Shoham har hæftet sig særligt ved, er, at da oberst Gadhafi åbnede landet for udenlandske våbeninspektører, fandt man ikke ret meget. Der var lagre af sennepsgas, 3.500 artillerigranater og et par mindre produktionsanlæg til udvikling af kemiske og biologiske våben samt et atomprogram, der trods grundlæggelsen i 1983 stadig befandt sig på et særdeles primitivt niveau.

"Der var ikke nær så meget, som det var blevet antydet, og selv om der helt klart er langt mere substans i vor viden om Iran, kan dette også delvis at være tilfældet her," tilføjer han.

"Det er også interessant, at Gadhafi lever videre på antydningernes effekt i flere år, efter at han var begyndt at forhandle med amerikanerne. Han holdt forhandlingerne hemmelige og fortsatte formelt samarbejdet med Iran."

Dette førte mere end en gang til, at Israel truede med at slå til mod Libyen, hvorpå amerikanerne måtte dysse dem ned, idet de godt vidste, at Gadhafis programmer allerede var under afvikling.

"På samme vis kan man godt tænke sig, at der faktisk allerede er lignende forhandlinger i gang med eksempelvis Syrien, der viser tegn på at være kørt fast på samme måde som Gadhafi," siger Dani Shoham.

"Men situationen er yderst kompleks, da det er tydeligt, at Iran samtidig forsøger at udnytte de anti-vestlige strømninger i Mellemøsten til at danne en ny alliance mod Israel, Tyrkiet og i et vist omfang Jordan. Som partnere bygger iranerne på Syrien og gør sig forhåbninger om Saudi-Arabien med tiden. Som middel bruger man de forskellige programmer, der har den ønskede effekt uanset om de findes eller ej. Der er med andre ord ved at opstå en ny øst-vest frontlinje tværs gennem Mellemøsten, og George Bush bidrager ganske betydeligt til dette ved at blande sig alt for meget i lokale forhold. Det lykkedes amerikanerne at knække Libyen, men Iran er meget sejere."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her