Læsetid: 3 min.

Symbolspækket norsk kunstnerroman

30. september 2006

Saabye Christensen har skiftet fortællespor

Modellen er titlen på Lars Saabye Christensens seneste roman, og den har flere betydninger. Den mindst tilsigtede er nok, at den motivisk er en alt for velkendt størrelse: den midaldrende kunstners krise, den, som næsten enhver forfatter falder for fristelsen til at skrive, af stofnød eller som terapi, som lige lovlig nemt satireobjekt, alligevel en overraskende moralistisk indvendighed hos Saabye Christensen, der før har malet friere med fantasiens og realismens brede pensel, bl.a. den nordisk prisbelønnede Halvbroderen til gunstig ihukommelse.

Konflikten er tillagt den engang feterede maler Peter Wihl, der nu hvileløst kæmper med tolv store lærreder, der skal udgøre hans jubilæumsudstilling og markere hans halvtreds års fødselsdag samt leve op til gennembruddet ved debuten med serien 'Amputationer', afbildninger af splittede lemmer. For sådan er hans liv nærmest blevet.

Det mondæne Nye galleri, ledet af vennen og hjælperen Ben, venter nervøst, med god grund, da nu maleren rammes af momentan blindhed og efter diagnosen Daniels syndrom må forvente snarligt totalt synssvigt.

Rammen

Den kompositoriske ramme med prolog og epilog udgør et øjebliksbillede fra den nye sensationelle succesudstilling, der samtidig bliver hans død, markerer straks skæbneslaget, som er summen af "den forbandede symmetri i alt, hvad der omgav ham, og som nogen (!) forveksler med skæbne, med mening, men som blot er et ugudeligt og tomt mønster af tilfældigheder, tidspunkter, indskydelser". Således reflekterer han modsat forfatteren over filmen Pige med perleørering, bygget over Vermeers berømte maleri, som er med i det omfattende net af symboler i denne roman. Intet ord står her af tilfældighed, alt peger ind i Peter Whils moralske forfald og kunstner-egoisme, som misbruger og forvansker livet.

Optakten er en oplevelse af egen fejhed og handlingslammelse, da datteren Kaja overfaldes af en glubsk hund, en begivenhed, der får sin tvungne og livsfarlige parallel i slutningen, blandt alle andre tænkelige paralleller, Kaja sidder model for ham og fungerer som spejlbillede af Hedvig i Ibsens Vildanden, der er en stadig reference hele vejen igennem, motiveret ved at hans kone Helene er scenograf på en nyopsætning af det evige drama om sandhed og livsløgn, retouchering af virkeligheden, syn og livssyn og dertil tanken om ofring.

Hedvig og Kaja er endvidere en spejling af den, der - nødtvungent - må ofre sit syn, bogstavelig talt sine øjne. En forsvarsløs pige, fundet blandt en flok forældreløse lettiske børn, samlet op i en forladt transformatorstation. Det er et gruopvækkende, stærkt sceneri i Tallinn, hvor en hemmelig og ulovlig transplantation finder sted.

Djævlepagt

Det er en moderne, regulær djævlepagt, Peter Whil har indgået med den forsumpede øjenlæge Thomas Hammer, en gammel klassekammerat og moralsk kvaksalver, der fanger hans sjæl med sit tilbud om liv og succes

Familielivet er tegnet op i livlige og skarpe dialoger, nærmest grafiske med en model af scenen i Vildanden som stadig medspiller og forvarsler, frem til det familiebrud, der skal komme på grund af hans fordækte manøvrer. Ibsen er over det hele, også i forhold til sygdommen, der er beskrevet som arvelig i erindringen om hans forældres død i en gådefuld bilulykke, hvis betydning understreges gennem en surrealistisk episode.

Rappe, vittige og onde replikskifter fremmer den sceniske dramatik, ikke mindst i forholdet mellem maleren og galleristen Ben og dennes unge bøsseven, der er en irriterende installationskunstner, som Peter Whil holder et brutalt opgør med, måske også på vegne af forfatteren, der i det hele viser sit satiriske blik og skarpsyn på kunstlivets vaner og forlorne attituder. Kunstens pris er en markedspris.

Med sin effektfulde slutning lukker Saabye Christensen sin symbolcirkel omkring denne beretning, som bare er for meget, imponerende i sin svejsning af betydninger, men så tung af implicit moral, at man får lyst til at kaste sit læserblik på fænomener, der ikke skal tvinges til at være andet end sig selv. F.eks. sneen, der bare sner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her