Læsetid: 4 min.

Symptom på Kierkegaard

En genlæsning af 'Enten-'Eller giver anmelderen en fornemmelse af at være et produkt af dette værk
1. marts 2006

At Kierkegaard ikke er nogen kirkegård, oplevede jeg stærkt, da jeg i anledning af kanoniseringen krydsede mine egne gengroede læsestier i Enten - Eller (1842). De tanker, der her træder én i møde, er højst levende, ja nærmest chokerende aktuelle. Ikke mindst de, der formuleres i andet halvbind af etikeren, der har den ejendommelighed, at han ofte også formu-lerer sig på æstetikerens vegne.

Etikeren, den følsomme og eftertænksomme familiefar, kan således lyde som en moderne parterapeut, blot langt klogere at høre på end de fleste moderne parterapeuter, og det virker som om, der tales direkte ind i samtalekøkkenets æra, når han, med æstetikeren som bugtalerdukke, håner "den hele Familie-Cultus og Børne-Cirkulationen ved Middags- og Aftensbordet til Familie-Kys, Familie-Beundring, Familie-Forhaabninger, medens Forældrene selvbehagelig takke hinanden for overstandne Besværligheder og fryde sig over det tilveiebragte Kunstprodukt".

Det er 20 år siden, jeg sidst læste værket i sin helhed. Dengang var jeg, helt efter bogen, mest fascineret af æstetikeren, altså af forfatteren til første halvbind, herunder de vittige "diapsalmata" ("Det at være et fuldkomment menneske er dog det Højeste. Nu har jeg faaet Ligtorne, det er dog altid Noget til Hjælp.") og den berømte Forførerens dagbog. Mine studiekammerater og jeg gjorde en dyd ud af den pointe, at det i hele værkets struktur er æstetikeren, der går af med sejren, fordi værket er så iscenesat som det er: en fingeret udgiver finder en stak papirer i et chatol, vurderer dem til at være skrevet af to forskellige personer, æstetikeren A og etikeren B, og udgiver dem i to halvbind. En sådan leg med genrer og fiktive udsigelsespositioner er i æstetikerens ånd, og ikke i den brevskrivende etikers.

Her 20 år efter er jeg, helt efter bogen, mere lydhør over for etikerens tiltale end æstetikerens forførelse. Jeg er nærmest chokeret over at opdage at alle de begreber og tanker, der de seneste år har optaget mig, forekommer at være udkastede af assessor Wilhelm, selvom jeg har fundet (genfundet?) dem hos moderne tænkere som Lacan, Eric Santner, Alain Badiou og Slavoj Zizek.

Tiltalt

Når Wilhelm kritiserer æstetikerens bud "man skal nyde livet" for at "sætte en Betingelse, som ikke er ved Individet selv", foregriber han Slavoj Zizeks begreb om "det obskøne overjeg", det bud om at nyde, som den moderne forbruger er underlagt ("Enjoy!"), og som netop er et jernhårdt bud fra en ydre instans frem for (som man kunne tro) udfoldelsen af en egen lyst.

Når Wilhelm definerer det "at vælge sig selv" som det at blive sig bevidst som "dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden" og "overtage det under sit ansvar", forekommer det mig, at han taler om nøjagtig det, som Zizek kalder "at identificere sig med symptomet" - altså at blive et individ ved at erkende at man ikke er det, ved at tage ansvar for det miskmask af sociale og kulturelle strukturer, som man i sin egen unikke variant er et produkt af eller et symptom på.

Når Wilhelm korrigerer forvekslingen af selvgranskning med narcissisme, korrigerer han en stadig gældende misforståelse af psykoanalysen som egotrip: "thi på samme Tid, som det synes, at han isolerer sig allermeest, på samme Tid fordyber han sig allermest i den Rod, ved hvilken han hænger sammen med det Hele". Når han på lignende vis hævder, at projektet "at vælge sig selv" kun kan anklages for at være "Selvkjærlighed", hvis man "ingen Forestilling har om, hvad dette Selv er", så foregriber han en tænker som Eric Santner, der vil have os til at forstå at selvet netop ikke er narcissistens perfekte selvbillede.

Når Wilhelm definerer det "at realisere det Almene" som "at gjennemtrænge Concretionen med det Almene", så forekommer han mig at tale om den "universelle singularitet", som filosoffen Alain Badiou fører i marken mod på den ene side den uhæmmede individualitetsdyrkelse, på den anden side den store uniformisering, som senkapitalismen har afsløret som to sider af samme sag (vi skal alle realisere vores unikke individualitet ved at købe Armani-skjorter). Og endelig, når han vælger brevformen som sin genre og insisterer på dens henvendthed, dens tiltale ("det er min Hensigt at lade dig på enhver Maade føle, at Du er den Tiltalte"), henvender han sig direkte til den fordring om henvendthed, som jeg selv begyndt at operere med, som både et etisk og et æstetisk kriterium.

Med Enten-Eller sætter Kierkegaard et paradigme som jeg (og forstå mig her som konkretion af det almene!) stadig befinder mig i. Genlæsningen har givet mig en oplevelse af, at Kierkegaard ikke bare leverer begreberne til at forstå mit livsforløb, men at han på det nærmeste har skabt det. Måske er jeg ét stort symptom på Kierkegaard.

Søren Kierkegaard: Enten-Eller, 1842

Se også omtalen på www.kulturkanon.dk/litteraturkanon/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her