Læsetid: 6 min.

Symptomet og Ventegodt

Søren Ventegodt er med sine arbejdsmetoder ikke en enlig svale, men symptom på en tankegang, som er udbredt inden for arbejdslivet, folkeskolen, privatlivet, lovgivningen og det sociale system. Hvis vi har grund til at forarges over Ventegodt, har vi derfor også grund til at rette et kritisk blik mod ovennævnte sociale arenaer
8. december 2005

Mange har med væmmelse overværet DR's Magasinet Søndag og Ekstra Bladets afsløringer af den holistiske læge Søren Ventegodts fagligt uforsvarlige og uetiske arbejdsmetoder. Flere har i den forbindelse hæftet sig særligt ved hans argumentationsformer som dybt manipulerende og grænseoverskridende. Men Ventegodt er ikke en enlig svale. Han er nærmere symptom på en tankegang, som i dag er udbredt overalt inden for arbejdslivet, folkeskolen, privatlivet, lovgivningen, det sociale system, det religiøse liv - og som det sidste skud på stammen altså også i lægestanden hos dens enfant terrible, Søren Ventegodt. Tankegangen kan kaldes 'subjektivisme', og hvis vi har grund til at forarges over Ventegodt, har vi også grund til at rette et kritisk blik mod de ovennævnte sociale arenaer, som alle i større og mindre grad er influeret af subjektivismen.

Subjektivisme er en tankegang, som sætter individet i centrum. Det betyder, at det i sidste ende er det enkelte individ, som danner sig selv, sin skæbne og sine værdier. Nogle gange er det menneskets vilje, andre gange menneskets valg, og ofte er det menneskes emotioner, følelser og lyster, som tildeles den værdiskabende evne. Ifølge denne tangegang er kriteriet for, om en handling er fagligt forsvarlig, at den, som udfører den, føler, at den er fagligt forsvarlig. Når Ventegodt skal forklare, hvor og hvorfor han som et led i en behandling vil berøre en patient på kroppen, er hans svar: "Jeg rører ved dig, hvor jeg har lyst- Ideen er, at jeg gerne vil hjælpe dig, og idet jeg gerne vil hjælpe dig, så er der noget, jeg har lyst til at gøre".

Ventegodt bruger her sin intention og sine følelser som garant for sine handlingers faglige og etiske kvalitet. Dermed udviskes forskellen mellem 'føles fagligt og moralsk forsvarligt' og 'er fagligt og moralsk forsvarligt'. Konsekvensen af denne tankegang er i sidste ende døden for al etik og al faglig og håndværksmæssig kunnen. Der er ikke længere forskel på en dygtig fagmand og en charlatan, der føler, at han er en dygtig fagmand.

Opfind et mål

Den individualistiske subjektivisme hylder ofte den store postmoderne fortælling om, at de store fortællinger er døde, hvorfor der ikke længere er nogen større horisont, som sætter rammer og mål for os. Individet skal selv vælge eller opfinde personlige mål for sin udvikling - "it is up to us to invent a use for ourselves", som filosoffen Richard Rorty udtrykker det. I dag er det dén fordring, som officielt møder os i det samfund, vi fødes ind i, og som vi stilles over for af familie, pædagoger, lærere, arbejdsgivere, socialrådgivere, partnere og terapeuter m.fl. Der står desuden en hel forbrugs- og selvudviklingsindustri på spring parat til at sælge det søgende menneske produkter, kurser, behandlinger og bøger, der skal hjælpe det i dets søgen efter dets sande selv. Den individualistiske tanke om 'selvdannelse' er med andre ord udtryk for, at vi i dag socialiseres på andre måder end tidligere.

Udbredelsen af den subjektivistiske tankegang fører til, at en lang række vigtige skel omdefineres eller ligefrem udviskes, herunder bl.a. grænserne mellem professionelle og personlige relationer, mellem det offentlige og det private, mellem politik og psykologi. Vi ser da også indtoget af en række kernebegreber som 'tillid', 'kærlighed' og 'anerkendelse' i skoler, på arbejdsmarkedet og i det sociale system; begreber, som før hørte hjemme i den private eller religiøse sfære.

Vi er begyndt at definere relationerne i vores offentlige funktioner som ansatte, elever, rådgivere, ledere, klienter m.m. i personlige termer, hvor man tidligere definerede relationerne via upersonlige termer som 'pligter' og 'rettigheder'. Denne proces er institutionaliseret gennem lovgivning som folkeskoleloven og gennem den uddannelse f.eks. pædagoger og socialrådgivere modtager.

Grænsernes ophævelse fører ofte til en psykologisering af den menneskelige livsverden, hvad der har vidtrækkende konsekvenser for det arbejdsmæssige, politiske og sociale liv. Menneskelige problemer tolkes ofte som psykologiske problemer, der følgelig skal løses med terapi.

Upassende opførsel

Ventegodt forklarer sin patients oplevelse af, at der måske er noget forkert ved hans fremgangsmetode med, at hun må have en masse traumatiske oplevelser i sin fortid, som farver hendes oplevelse af situationen. Dvs. han giver en psykologiserende forklaring.

Men det synes indlysende, at der kan være en anden forklaring, nemlig den, at Ventegodt opfører sig upassende og grænseoverskridende overfor sine patienter, som det bl.a. ses i hans udlægning af Signe Daubjergs motiver til at bruge parfume og hans intime bemærkninger om hendes udseende og hans følelser for hende.

Mindre indlysende er det måske, at den samme tendens kan iagttages på arbejdsmarkedet. Der uddannes og ansættes i dag 'erhvervs-terapeuter', som skal hjælpe ledelsen og medarbejderne med at løse eventuelle samarbejdsproblemer. Problemet med denne udvikling er, at den nemt kan føre til og har ført til, at medarbejderne får deres grænser overskredet. De i medierne mest omtalte sager har drejet sig om 'medarbejderudviklingskurser'. I stedet for at få en faglig kritik og disciplinering skal medarbejderen nu stå model til en kritik og disciplinering rettet mod vedkommendes personlighed - f.eks. om vedkommende har den rette positive indstilling til sit arbejde.

Kriterieløs kritik

En sådan kritik er umulig at forsvare sig mod, da den ikke har nogen objektive kriterier, hvad dårligt udført arbejde derimod i mange tilfælde har. Brugen af terapeutiske teknikker m.m. er derfor et meget potent magtredskab i human ressource management, som det jo så sigende hedder. Ledelsen kan altid fralægge sig ansvaret for eventuelle problemer ved at få dem omdefineret som relateret til enkeltindividernes psykologi frem for at tage stilling til problemernes faglige, politiske, juridiske, etiske og strukturelle aspekter.

Et overordnet faremoment ved subjektivismen er altså, at ansvaret for fejl og utilstrækkelighed placeres hos den enkelte. Er alle potentielle patienter, som bør foregribe sig selv som sådanne gennem forebyggende risikostyring af livsstilssygdomme, så er det jo ens egen skyld, hvis man bliver syg. Det er ens eget ansvar, at man bliver arbejdsløs, skilt, dårligt uddannet, hjemløs eller ikke kan håndtere livet i det hele taget. Denne tankegang underminerer vores sociale medansvar og tilslører legitime grunde til at hjælpe svagt stillede borgere. Det bestandige fokus på mig selv i alle sammenhænge er kort sagt utilstrækkeligt til at sikre et moralsk forsvarligt, demokratisk fællesskab.

Angsfyldt liv

Vi bør gøre op med myten om nogensinde at kunne stå et politisk, fagligt og menneskeligt privilegeret sted, hvor vi er sikre på at have rene hænder og fejet for egen dør. Ligegyldigt hvilken ideologi, vi udformer vores samfund og institutioner efter, så skaber den rammer for problemer og menneskelige faldgruber. Det er demokratisk børnelærdom, at individualismens tvillingebror, totalitarismen, skaber tyranner og et angstfyldt, individundertrykkende samfund. Men vi er ikke gode nok til at få øje på de problemer, den subjektivistiske ideologi skaber for os i dag, bl.a. fordi den ikke vil indrømme magtens tilstedeværelse, men skjuler den i kærlighedens sprog. Brugen af kærlighedens sprog gør det svært for de svage parteri magtrelationerne, dvs. elever, patienter, ansatte og klienter, overhovedet at italesætte og kritisere f.eks. manipulation og grænseoverskridelser, fordi de får at vide, at 'det, der sker, kun er for at hjælpe dig'. Subjektivismen skjuler magtrelationer på arbejdspladsen, fører til ansvarsforflygtigelse over for børn i folkeskolen, gør vores ægtefæller til midler i vores personlige udvikling, og fjerner det politiske incitament og sociale medansvar over for vores næste. Det er derfor vigtigt, at vi forholder os kritisk til den - og ikke kun til symptomet Ventegodt.

Cecilie Eriksen er forlagsredaktør og cand.mag. i filosofi. Har sammen med Svend Brinkmann redigeret antologien 'Selvrealisering - kritik af en grænseløs udviklingskultur', som udkommer den 16. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her