Læsetid: 2 min.

Synden omvendt

Der er større glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Det sagde Jesus ifølge Lukas. Og de ord har denne verdens retfærdige siden taget som en opfordring til at gå på jagt efter syndere til omvendelse. Herligt, hvis det offentlige betaler synderjagten. Så kan den blive en levevej for sjælejægerne. Guds engle vil tænkeligt juble over, at det danske Socialministerium over de sidste 13 år har en støtte på ni millioner kr til ’Agapes’ indsats for at omvende danske homoseksuelle til heteroseksuelle – eller i det mindste til at leve i cølibat.
13. marts 2007

DER ER STØRRE glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Det sagde Jesus ifølge Lukas. Og de ord har denne verdens retfærdige siden taget som en opfordring til at gå på jagt efter syndere til omvendelse. Ikke for de retfærdiges skyld, nej, nej, slet ikke. Men for Guds engles skyld. Og for synderens egen.

Herligt, hvis det offentlige betaler synderjagten. Så kan den blive en levevej for sjælejægerne.

Tag nu virksomheden Agape. Den har sit navn fra oldgræsk, hvor 'agape' er ordet for den betingelsesløse kærlighed, som Jesus søgte at udbrede. Og Agape interesserer sig for kærlighedslivet. Agape "arbejder med mennesker, for hvem seksualiteten er blevet problemfyldt". Agape tilføjer om sit virke: "Oftest er der fokus på homoseksualitet."

Det er sandt, for Agape arbejder med at omvende homoseksuelle. Det sker igennem terapi og ud fra opskriften: Kan de ikke gøres til heteroseksuelle, kan de i det mindste afrettes til at leve i cølibat.

For så vidt som dette kan glæde Guds engle, vil englejubelen nok blive løssluppen ved oplysningen om, at Socialministeriet over de sidste 13 år har ydet Agapes arbejde en støtte på ni millioner kr.

OPSIGT VAKTE det allerede tilbage i 2005, da det kom frem, at staten støttede Agapes seksuelle omvendervirksomhed. Ministeriet sagde fy-fy-skamme, Agape sagde bé-bé, og pengene blev ved med at strømme til den angiveligt efter anger omvendte terapi-virksomhed.

Men nej. Som så mange andre moralister evner Agape ikke at holde sig fra andres sexliv. Nordjyske Stiftstidende kunne for nyligt beskrive, hvorledes Agape stadig tilbyder at omvende homoseksuelle.

Det har fået Enhedslisten til at spørge social-minister Eva Kjer Hansen om Agapes statsmidler, der er øremærket til kriserådgivning. Ministeren svarer, at hun nu har bedt om en redegørelse og indtil videre standser udbetalingen. Nuvel, ministeriet må da også siges at have vendt både højre og venstre kind - og t0 døve øren - til.

Der er et videre perspektiv. Agape har på sin hjemmeside vedstået sin inspiration fra det højre-religiøse USA, i skikkelse af NARTH, National Association for Research & Therapy of Homoseksuality, der anbefaler bogværker som Forældres guide til forebyggelse af homoseksualitet og vil kurere afvigelser fra Mosebøgernes kønsroller.

I USA har det højrereligiøse snerperi kunnet sætte dagsorden. Det har vi hidtil været forskånet for i Danmark. Men forleden flirtede Dansk Folkeparti med at optage "seksuel afholdenhed" som en del af partiprogrammet. Og fra sin Faderkirke prædiker ungdomshus-grundejer Ruth Evensen til sin menighed om nye mål. Ifølge vidner med ordene:

"Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I, det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?"

Hep, Ruth! Få det gjort forbudt, Ruth! Sørg for, de får fortrudt, Ruth! Hvis det altså er sådan, den skal forstås, den 'agape', om hvilken det i Biblen også hedder, at den ikke søger sit eget, ikke opblæser sig, ikke bærer nag, men tåler alt og udholder alt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her