Læsetid: 1 min.

Den syndige tanke at blive forfatter

Ville H.C. Andersen være lykkelig i 2005? Ikke hvis man skal tro Rolf Heim og Tim Feldmanns altforvrængende 'Fodreise'
25. maj 2005

Ville det være fantastisk at være H.C. Andersen i 2005? Nej!!! Det ville være destruktivt og desperat og larmende og ekstatisk - og aldeles rædselsfuldt. I hvert fald hvis man skal tro Rolf Heim og Tim Feldmanns altforvrængende biografiske tolkning i forestillingen Fodreise i Kanonhallen.

Kaos er overalt. Cellisten Chris Lancaster hærger sit smukke cellospil ved at skrive frustrerede romanbegyndelser med en kuglepen på instrumentets smukke træplade. Skuespilleren Thomas Corneliussen binder sine bukser tæt ind til kroppen og klamrer sig så til sin syndsforståelse:

"Da foer den onde Aand, som man kalder Satan, ind i mig, og indblæste mig den syndige tanke at blive forfatter."

Skuespilleren Charlotte E. Munksgaard spidder Andersen som en journalist, der ikke kan få nok af forvrænget sexualitet for åben mikrofon. Den eksotiske danser Puntus Sundset drejer ubesværede lufthvirvler og lader sin hånd glide i skridtet på sig selv, nå nej, på Andersen, der angstfyldt pakker sig ind i plastikpresenning. Og den eventyr-smukke danser Helen Saunders kaster Bratz-benene op bag ørerne og vrider Power-Puff-overkroppen af, mens hendes hår bølger som havfruer i de eventyr, som Andersen slet ikke har fået digtet endnu. Ville Andersen være lykkelig i 2005? Nej!!!

Beton og neon
Men hvordan ser Andersens verden så ud? I Sisse Jørgensens begavede scenografi er verden i 2005 reduceret til en firkantet tragt af beton med neonrør. Heri opbevares så de varepaller, der skal fragte talent hen, hvor det giver størst afkast. Ville Andersen være en økonomisk succes i 2005? Nej!!!

Rolf Heim og Tim Feldmanns teatralske essens er klar. Men makkerparret har efterhånden fået deres hærgende og maniske teaterform imod sig. Tilskuerens nysgerrighed slides op undervejs. Ligesom ved deres Lolita-debatforestilling BABY/BABY sidste efterår kvæler formen her deres interessante eksistentialisme: Destruktionen tager over, inden konstruktionen er aflæst af tilskueren. Ville det være fantastisk at være Rolf Heim og Tim Feldmann i 1829? Nej!!!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her