Læsetid: 3 min.

Nu synes jeg vi skal se frem

'Venstre ved du, hvor du har' rimer på 'Stripes and Star'. I hvert fald i Flemming Jensens begavet-naive satire over Irak-krigen
4. oktober 2005

Hvad var det nu helt præcist, at Anders Fogh Rasmussen sagde, dengang han sendte Danmark i krig mod Irak?

Det kan man få repeteret i den besk-muntre musical Let's kick Ass!, hvor statsministerens omdiskuterede udtalelser udgør er del af replikkerne. Flemming Jensen og den engelske forfatteren Alistair Beaton har simpelthen ordnet statsministerens forunderlige citater: År for år, måned for måned.

Nu kan det jo være svært at skelne mellem virkelighed og fiktion, ikke mindst når det gælder krigsspil. Så Flemming Jensen har udtænkt en overskuelig markering: Et skilt med navn og dato lyser simpelthen op i rødt, når en replik viser sig at være en autentisk udtalelse.

Resultatet af denne journalistiske kildemetode udi musicalgenren er både grotesk og absurd - og aldeles munter. Og så appellerer formen tydeligvis til publikums historiske faktatrang. For hvad var det nu lige, at det med 'forankret i FN' betød? Her kan man da endelig få ordentlig besked.

Nørrebros Teater har altså fulgt op på sin egen succes med Flemming Jensens politiske teatersolo Spindoctor i januar. Dermed markerer teaterchef Per Pallesen også sin repertoirelinje skarpere og mere rummelig end hidtil: Nørrebros Teater beviser, at Sommer i Tyrol sagtens kan være beslægtet med Forførelser hos Fogh - og Nissebanden-

Ulveman til coach

Nu er det ikke, fordi Let's kick Ass! er blevet nogen sammenhængende helhed eller dramaturgisk åbenbaring. Det ville være synd at sige. Som tilskuer bærer man bare over med kiksene, fordi Flemming Jensen & Co. har så meget hjerte med i dette her. Disse kunstnere ønsker virkelig at få folk til at tage stilling til verdenspolitikken - ud fra det, de kan: At skabe sjovt teater.

Og det giver forrygende sketchscener, ikke mindst med Thomas Mørk som alt fra Gud til fnysende Jacques Chirac - og tilfreds Osama bin Laden. Og så som nyudnævnt, militaristisk spindoktor hos Fogh under dæknavnet 'Komiske Ali'; den nyudnævnte real-spin Michael Ulveman bør bestille billet og privatcoaching snarest!

Derudover bæres succesen af de to skuespillere i rollerne som Bush og Fogh. De er begge sminket ekstremt parodisk præcist og med perfekte parykker og øjenbryn - ja, de ligner faktisk de to autentiske herrer så meget, at man helt glemmer at savne 'the real thing'-

Asger Reher agerer Bush med stenrolige kinder og jogginghåndklædet skødeløst over skuldrene. Og Karsten Jansfort har imiteret Fogh ned til mindste detalje. Det bliver næsten intimt i nøjagtigheden. For én ting er, at Jansfort kan tale med samme nasale dræven som Anders. Noget andet er, at han har fanget Foghs kropsholdning på kornet, om man så må sige: Hovedet en anelse på skrå, munden klar til et smil, overkroppen frem over hofterne - og den ene hånd slapt nede langs siden med rolige fingre, mens fødderne er let udaddrejede-

Badge til onde

Let's kick Ass! slipper altså afsted med pointer, som i andre hænder ville falde fuldstændig til jorden. Men Flemming Jensen kan bogstaveligt talt give sine figurer badges på med ordet ond og få folk til at grine af det, fordi hans humor på samme tid er så usandsynlig naiv og nådesløs.

Desværre ligger samme humor ikke i forestillingens opbygning. Den er for omstændelig i sine sceneskift og for udpenslet i hver scene. Man kunne altså sagtens ønske sig større fandenivoldskhed i selve formen.

Musikken virker desuden sært musical-gammeldags - med pæne sange og omkvæd, der glemmes, så snart tonerne dør ud. Ja, på nær altså lige refrainet 'FOreBYGgende ANgreb', der afsynges med veloplagt munterrytme og militærlogak.

Desuden skulle stepdansen nok hellere skulle have været hip-hop, terrorisme-truslen taget i betragtning... Men okay. Fogh og Bush er da også troværdige i guldlamé. Især over for Kristian Halken, Pernille Schrøder, Peter Schrøder, Sofie Pallesen og Brian Kristensen i alt fra militæruniformer til cheerleadergrej.

Uanset hvad, så har Flemming Jensen & Co. skabt en oprigtig og tankevækkende forestilling om Irak-krigen. Så jo. Langt hen ad vejen lever den op til sin egen titel: Let's kick Ass!

'Let's kick Ass!', en musical om Irak-krigen. Tekst: Alistair Beaton. Bearbejdet, oversat og instrueret af Flemming Jensen. Scenografi: Nina Schiøttz. Koreografi: Susanne Breuning. Musik: Richard Blackford. Kapelmester: James Price.

Nørrebros Teater til 29. okt. Samt 9. jan.-11. feb. www.nbt.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her