Læsetid: 7 min.

Jeg synes det er skønt at leve

22. april 2006

"I mit korte liv? Jeg synes egentlig, mit liv har været meget langt", siger Klaus Bondam.

Københavns nye Teknik- og miljøborgmester har overtaget Søren Pinds kontor på Københavns rådhus og er rigtig borgmesterfint klædt på. Han tager imod i nålestribet habit, men ellers er han ikke det mindste formel som han sidder der og guffer strimlet gulerod og agurk i sig.

Nej, ikke chokolade. Slet ikke. Klaus Bondam har været buttet fra han var barn, og er det stadig på en lidt hvalpet måde. En glad, meget talende og meget energisk dreng - sådan virker han.

Skal han forklare, hvad der har betydning i hans liv og hvad der har inspireret ham gennem en tilværelse, der spænder fra et job som toldbetjent til skuespiller-uddannelse, fra teaterchef-stillinger til tv-klovneri i Langt fra Las Vegas og Vild med dans og nu til posten som stærkt engageret kommunalpolitiker og borgmester, foretrækker han at begynde i en rundkreds i en sal på teaterskolen i Odense i 1988.

"Vi var syv unge mennesker, der lige var startet og sammen med os sad en fantastisk gammel østtysk lærer, Rudolf Pinka, en stor teaterpædagog og elev af Brecht."

"Han spurgte os, hvorfor vi ville være skuespillere og svarene lød jo: 'Det er fordi jeg gerne vil lære mig selv at kende'. Eller: 'Fordi jeg gerne vil være kendt' og 'Fordi jeg gerne vil fortælle historier'".

"Pinka rystede på hovedet og sagde: 'Nej, det handler om at gøre verden en smule venligere'. Og det var nok en af de to store tiører, der er faldet i mit liv. Det fik virkelig noget til at gå op for mig".

"Det er jo i virkeligheden relativt banalt, det han sagde. Men det blev på en eller anden måde en tråd for mig, også på vejen fra at være skuespiller til at blive politiker."

Den svære kamp

- Men det hele begyndte med en skuespiller-drøm, du ikke turde realisere. Du begyndte at læse til edb-assistent lige efter gymnasiet?

"Jeg havde i de år en meget stor kamp for at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg skulle stille op med min seksualitet. Jeg forestillede mig, at min eneste udvej var at tjene nogle hurtige penge."

"Man må huske, at tiden var en helt anden, der i slutningen af 70'erne. Man offentliggjorde ikke lige bare, at man var homoseksuel."

"I mit barndomshjem blev jeg ganske vist opdraget til altid at respektere mennesker uanset deres hudfarve, tro, seksualitet og nationalitet. Og begrebet homoseksualitet fortalte min far mig om, allerede da jeg var otte år. Min mors farfar, altså min oldefar, var homoseksuel og blev tvangskastreret i 1936 - en frygtelig historie. Og hans bror, billedhuggeren Viggo Jarl, var også homoseksuel. Så det eksisterede som begreb i mit barndomshjem. Man talte om, at sådan var det nogle, der havde det."

$SUBT_ON$Familien frem for alt

"Jeg læste også Christian Kampmanns romaner i 8.-9. klasse. Men det var jo ikke rigtig noget, man talte om i en bredere offentlighed."

- Og slet ikke til sine jævnaldrende?

"Det var i hvert fald ikke nemt for en teenager - og da jeg så valgte at sige det allerede i 2. g, kan jeg godt forstå, at det har været skræmmende både for mine forældre og mine venner. Det tror jeg da nok var voldsomt, og det var også svært for mig at finde mig tilpas i det."

Klaus Bondam viste sig at være nærmest utrolig elendig til edb og humpede sig m,ed besvær igennem halvandet års studier, før han hoppede over til Toldvæsenet. Her var han et par år og var faktisk oprigtig glad for det.

- Men det var skuespiller, du skulle være?

"Ja, og jeg kan huske, at min far ikke var særlig begejstret, da jeg fortalte ham, at jeg var kommet ind på Teaterskolen. Jeg blev enormt vred på ham. Men det gik jo senere op for mig, at han simpelthen var bange for, at det ikke skulle gå."

Far betød meget. Far og mor og de fire meget ældre søstre. Hjemmet i Buresø på landet med ofte 8-10 mennesker om det veldækkede bord. Måltiderne, fællesskabet, familien - Klaus Bondam ser det at skabe en familie som en af tilværelsens mest værdifulde bedrifter.

"Folk bliver jo skilt på et tidspunkt. Jeg er selv skilt fra min første mand og gift igen. Mine forældre blev også skilt efter 25 år. Men bare det, at man forsøger at være sammen, er fint. Og jeg synes det er dybt bekymrende, at vi har et bysamfund, hvor 50 procent lever alene."

"For det første er det samfundsøkonomisk dyrt. For det andet lærer man noget om kompromisser, om at man ikke altid har ret, hvis man er to."

- Men det er vel nødvendigvis ikke noget, man er frivilligt?

"Nej, men i generationen, der er en tand yngre end jeg, tror jeg, der er en angst for at møde den store kærlighed. En angst for at tage den beslutning, det er at sige: 'Nu ændrer jeg mit liv for dig. Du bevæger mig. Du rykker mig. Jeg smider min selvkontrol bort...'"

$SUBT_ON$Intellektuel træning

Da Klaus var fem, var hans søstre teenagere og på vej til at være voksne, så der var voldsom gang i diskussionerne i hjemmet, og måske kunne det være lidt svært at være lillebror.

"I ethvert fællesskab må man kæmpe for at give sit synspunkt til kende. Men min far var jo en meget, meget intellektuel person. Han var geolog af fag, men historiske analyser, politiske analyser, matematiske og sproglige foredrag - det strømmede fra ham. Far vidste alt om alting, og det var til at blive sindssyg af."

- Du blev altid den lille?

"Fuldstændig. Min fars yndlingshobby - sagt med stor respekt og kærlighed - var jo at tage vores argumenter, kaste dem mod væggen, og så bare drev de nedad den gennem de næste 25 minutter."

"Det var jo intellektuel træning. Men det gik først sent op for mig, at min far var bange for, at vi skulle få fiasko."

"Og jeg har aldrig følt mig intellektuelt specielt stærk. Jeg føler, at jeg har en relativt stor grad af følelsesmæssig empati og en fornemmelse for at opfange de erfaringer, livet nu giver en og bruge dem. Men den dybere, videnskabelige analyse - der bliver jeg fuldstændig hægtet af."

Aldrig god nok

Allerede på teaterskolen fik Klaus Bondam mulighed for at bruge nogle af sine regnskabsmæssige erfaringer fra tiden ved Toldvæsenet. Han hjalp Lane Lind med at lægge skolens budget. Siden blev han administrativ leder af teatret Mungo Park, chef for Grønnegaardsteatret og derefter Folketeatret. Han gjorde en stor indsats i teaterfagligt arbejde og gik ind i Det radikale Venstre længe før det blev moderne.

- Men som skuespiller gik det mindre strygende?

"Jeg syntes aldrig, det var godt nok, og stilede altid efter et ideal, jeg ikke vidste hvad var. Mente nok, at det at spille teater var noget meget fint, som skulle gøres med meget tydelig stemme. Så det var fuldstændig koblet af et oprigtigt kunstnerisk udtryk."

Klaus Bondam holdt hurtigt op som skuespiller, men så kom rollen som toastmaster i Thomas Vinterbergs Festen og den kom til at betyde utroligt meget for ham.

"Jeg skulle jo være toastmaster med tysk accent og var utrolig nervøs. Efter tre dage sagde jeg til Thomas, at det var en fejl. Han måtte undskylde, men det var for pinligt. Og så fik jeg min anden Aha-oplevelse."

"Thomas sagde til mig: - Klaus, vil du ikke godt høre efter, når folk siger tak til dig. Når de siger, at de sætter pris på dig i en sammenhæng."

"Og da gik det op for mig, at i 33 år af mit liv havde jeg gået rundt og konsekvent ikke hørt efter, når folk sagde noget pænt til mig. Hvis det gik godt, var et kun et held..."

$SUBT_ON$Kærlighedens favn

- Hvor kom den tvivl på dig selv fra?

"Jeg kan måske spore den til en usikkerhed med at finde min egen seksualitet. Og til det at komme fra et meget trygt og kærligt hjem og så relativt tidligt ind i et miljø, hvor man var meget kropsligt og visuelt fikseret."

- Altså hvordan ser man ud? Er man tiltrækkende nok?

"Ja, jeg har aldrig kunnet begå mig udseendemæssigt og er lykkelig for at være sluppet for det og have fundet ind i kærlighedens trygge favn - nu også i mit andet ægteskab."

- Hvordan oplever du den mere spirituelle side af livet? Er du religiøs?

"Nej, det er jeg vel ikke. Jeg er faktisk dødtræt af alle de religiøse mennesker, som fylder aviser, tv og radio for tiden. Men jeg gør mig da mange tanker."

"Jeg har nogle retningslinier, jeg prøver at følge."

En af dem er ikke at fortryde den vej, man har gået. En anden, at tilgivelsen er den største nådegave."

"Jeg har jo nået den alder, hvor døden første gang banker på. Det begynder at komme. Man bliver lidt mere stiv i kroppen. Du kan mærke det, når man har røget eller drukket lidt for meget. Og så begynder man at tænke: -Det må ikke stoppe nu. Please, det må ikke stoppe".

"For jeg synes, det er så skønt, livet. Der går ikke et sekund, hvor jeg ikke nyder det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her