Læsetid: 4 min.

Det synkende S

29. november 2000

SOCIALDEMOKRATIET synker og synker i meningsmålingerne, desperationen i de ledende rækker vokser, og S mister nok magtens taburetter ved næste folketingsvalg. Skriften var malet på væggen og i Poul
Nyrups dybe panderynker, da partiet i går indledte et døgns strategimøde i den vestsjællandske by Havnsø. Mistilliden til Nyrup er kolosal blandt vælgerne, og efterlønsfumleri, forkludrede pensionsgarantier og euro-nederlaget den 28. september slider på hans politiske kapital internt i partiet. Samtidig er strammeren på flygtninge- og indvandrerområdet Karen Jespersen, som støber kuglerne til ny-danskhedens Robinson Crusoe
ø-ideologi, blevet kåret som den tredie populæreste dansker i Børsens Nyhedsmagasin – foran Dronning Margrethe!
Og alligevel. Synk, synk med S.
Desperat leder partiet efter folkelige mærkevarer, der kan genrejse og sælge det vaklende socialdemokratiske samfundsprojekt og bringe partiet tilbage til gamle tiders højdedrag. Karen Jespersen og de nye strammere stiger ned fra bjerget – og slagter hellige køer for at komme i øjenhøjde med Dansk Folkepartis sammenstrik af fremmedhad, danskhed og nationalstatsnostalgi. På Københavns rådhus og i tunge forstadskommuner flirter byrødder fra S med Dansk Folkeparti, mens andre forsøger at holde fast i den solidariske værdikerne. Den folkelige Freddy Blak har dog angrebet ’frikadelle-borgmestrene’, som »konkurrerer med Dansk Folkeparti om at være mest fremmedfjendsk. Det kan godt være, at nogle spekulerer i at vinde taktiske stemmer, men vi fortjener at tabe, hvis vi fører en indvandrerfjendsk politik og ikke respekterer internationale konventioner,« sagde han, da Herlevs Kjeld Hansen angreb FN’s flygtningekonvention.
Nyrup vakler frem og tilbage, når han skal tage træde i karakter midt i den nye danskheds-dagsorden, som en kombination af pianister og EU-modstandere giver vind i sejlene.

I GÅR fastslog Nyrup, at Socialdemokratiet skal ’favne midten’, ’forene humanismens grundholdninger med hverdagens praktiske problemer’ og ’ikke stå på yderfløjene’. Det skete efter, at han måtte dementere en bønnehistorie i kampagneorganet Jyllands-Posten. Han erklærer sig nu som tilhænger af religionsfrihed, også for muslimerne. Men hans parti har sammen med de borgerlige og Dansk Folkeparti stemt imod et forslag om øget integration af etniske mindretal, bl.a. fordi det udtrykte ønske om at give plads til en mangfoldighed af kulturer i samfundet. Diskussionen er svær. For hvordan kan Nyrup tale om pligter, ansvar og kritiske krav til flygtninge og indvandrere – i forsvaret for den danske ’leitkultur’ – uden at blive misforstået af de racistiske hunde? Sagen er klar: Hvis ikke han samtidig stiller de samme krav til alle andre danske borgere, så vil han blive misforstået og misbrugt igen og igen!
De radikales leder Marianne Jelved gjorde et andet forsøg i søndagens Politiken, hvor hun over for Naser Khaders fantom af en halalhippie kom med en hyldest til Venstre: »Jeg tager Peter Brixtofte (V) med i min aftenbøn, hvordan man skal gøre. Her er ledigheden for mennesker med anden etnisk baggrund ikke højere. Men hvorfor er det kun i Farum og få andre steder, det sker?«
Dermed rører hun ved den ømmeste af alle Nyrups – og Lykketofts! – ligtorne. Ikke nok med, at Venstre konstant har ligget over S i meningsmålingerne i de sidste to år, så mener vælgerne ifølge Greens, at Venstres leder Anders Fogh Rasmussen er bedre til at forvalte velfærdsstaten end Poul Nyrup. Det var 41 mod 32 procent. Anders Foghs politikmix med stram rets- og udlændingepolitik, velfærdspolitik for middelklassen og løfter om at gøre noget for at holde skattetrykket nede giver åbenbart pote.

DANMARK har som resten af Vesteuropa et socialdemokratisk parti i vildrede, der har svært ved at håndtere den nye fremmedhadende højrepopulisme, der inkarneres af Haider, Pia, Carl I. Hagen, Vlaams Blok, Le Pen og måske det snart regeringsbærende nyfascistiske parti ledet af Fini i Italien. Den fremmarch sker midt i et økonomisk opsving. Men det var næppe sket, hvis ikke velfærdsstaten havde spillet fallit med overførslen af solidaritet. En femtedel af folk i den arbejdsdygtige alder er udstødt fra arbejdsmarkedet (også i Danmark), 15-18 procent af de voksne er funktionelle analfabeter, og skoler, hospitaler og ældrepleje enten forfalder eller segner under voksende forventningspres. Det er ikke EU’s eller globaliseringens skyld, at nationens sociale kompromis er faldet fra hinanden – for politikerne har stadig magt til at lave fordelingspolitik. Men at skrue et nyt socialt kompromis sammen synes Nyrups tropper ikke at magte. I de kommende år bliver det endnu sværere. Forandringspresset skyller ind over Europa med den ny økonomi, dens antihierarkiske netværksdannelser, flexibilitetskrav og nye individualistiske forbrugere, der skifter parti og ideologier, som de køber nye varer. Hvis vi ender i en ny verdensøkonomisk krise – og ender dette årti med at blive en slags gentagelse af 1920’erne – så kan det blive meget ondartet.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu