Læsetid: 4 min.

Synkron sommernedtur

3. august 2001

MED IS i maven forlod Wim Duisenberg og de andre ’gnomer’ fra Den Europæiske Centralbank i går den frankfurtiale skyskraber og tog på sommerferie uden at pille ved de ledende rentesatser i Euro-land. Den varme hedebølge i uv-bestrålede sommerland står ellers i skærende kontrast til den hurtige nedkøling, som har bredt sig fra USA til den europæiske økonomi.
Pessimismen stiger støt blandt de 25.000 forbrugere og 50.000 virksomheder, viser en tillidsundersøgelse, som Europa-Kommissionen offentliggjorde i går. Og det er ikke underligt, da flere store virksomheder anført af Phillips, Ericsson og Alcatel vil fyre titusinder, og arbejdsløsheden igen stiger i fransk og tysk samklang efter tre års fald. Mens briterne og danskerne uden for euroen tager en flad mavelanding i det bløde sand med vækst på omkring en procent, så barberes væksten i Euro-land ned til omkring to procent i forhold til sidste års hop på 3,4 procent.
Drømmen om et hurtigt tilbagesving fortoner sig, som den nye danske overvismand Torben M. Andersen så rigtigt har påpeget.

EGENTLIG er det værste, at der ikke er et lokomotiv til at trække den globale økonomi, fordi USA og Japan også er gået i stå.
»Euro-zone jobnedskæringer kaster mere mørke ind over verdensøkonomien,« skrev Financial Times i går på forsiden, som om tungsindigheden har ramt folk på business class. Avisen krydsede fingre for, at Den Europæiske Centralbank (ECB) ville skære renten ned. Men nej, nej og atter nej. Duisenberg og hans styrende råd har bemærket, at de i foråret så truende inflationstal igen er på vej ned under tre procent i euro-zonen, men det er stadig over målet om at få inflationen under to procent. Og derfor foretrækker de åbenbart at vente med at bruge rentevåbenet til senere, måske først i september.
Rigtigt nok er der en del elastik – og en del politisk pres nu, hvor arbejdsløsheden stiger – men ECB har et troværdighedsproblem, der gør, at den ikke kan surfe så frit på bølgerne, som f.eks. Alan Greenspan kan ovre i Federal Reserve i USA. Greenspan har sænket renten seks gange i år – og spredt kryptiske ord ud som tåge-slør over markedet – mens Duisenberg kun har sænket den en gang med et kvart procentpoint til 4,5 procent den 10. maj. Også Japans centralbank, der holder renten nede omkring det runde nul, fører en slappere pengepolitik end gnomerne i Frankfurt. Det skyldes ikke bare tysk-hollandsk monetær snerpethed – tilsat en sjat gammeldags calvinisme.
ECB er ung endnu og har derfor brug for at opbygge et image som en ansvarlig og tillidsvækkende institution. Den har ikke samme politiske kredit på markedet at trække på i kritiske situationer, som Federal Reserve. Det kan den opbygge med tiden – især når euroen bliver en fysisk realitet for forbrugerne fra den 1. januar 2002 – men den er stadig sårbar som valuta.

IDET LYS er det forståeligt, at Wim Duisenberg og de andre gnomer opfører sig lidt mere stivnakket i pengepolitikken. Det er ikke euroen, men dollaren, der har et forspring som en slags international reservevaluta. Lige nu er dollaren dog noget overvurderet ift. euroen, og i går kostede 100 euro lidt under 88 dollar. Green-span kan pumpe luft i økonomien og forbruget ved at sænke renten, uden at det fører til ekstra inflation eller markante kursfald for dollaren. Men han er samtidig med til at forstærke en anden uligevægt: USA’s underskud på handelsbalancen er efterhånden verdenshistoriens største med 450 mia. dollar. Det har givet den globale økonomi lidt ekstra energi, men underskuddet er usundt. Det er, som professor Paul Krugman pointerer i The New York Times et forvarsel om, at dollaren er på vej til et større kursfald. Det er i USA’s interesse. Men det vil skabe nye balanceproblemer i Europa.

TABER Europa konkurrenceevne på grund af et pludseligt amerikansk dollarfald, kan det gøre ondt – især i de eksportorienterede erhverv, der har lukreret på den lave eurokurs over for dollar. Og det kan få krisen til at accelerere i lande som Tyskland, Storbritan-nien og Sverige, der alle har en pæn eksport til USA og store transnationale virksomheder – og det kan få svedperlerne til at piple frem også på den danske regerings pande. For det kan få arbejdsløshedens bølger til at vokse. Det alarmerende er ikke, at eurorenten er for høj. En rente på 4,5 procent er ikke for høj i historisk sammenhæng – eller prohibitiv for investeringer i nye ideer og arbejdspladser. Nej, det bekymrende er, at Europas arbejdsmarkeder er så stive og dårligt udrustede til at skabe nye jobs – eller at fordele arbejdet – at det knapt kan presse arbejdsløsheden under ni procent selv efter et boom. Det er et alvorligt strukturproblem. Men der er behov for ansvarlige politikere og idérige virksomheder – ikke nye overfladiske rentetricks eller solcreme fra ECB.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her