Læsetid: 5 min.

Syntaksen på syre

Peter Adolphsen balancerer på randen af litteraturen, men holder sig trods alt til det sikre, når han helst genbruger sig selv
8. juni 2006

Da det først på året forlød, at Peter Adolphsen (f. 1972) igen havde begået en bog, og at den muligvis ville udkomme tidsnok til, at hans mange trofaste tilhængere kunne få den med sig på sommerferie, begyndte man så småt at drømme om noget stort. Havde ophavsmanden til Små historier (1996) og Små historier 2 (2000), konstruktøren bag genistregen Brummstein (2003), mon denne gang brudt med sine stejle principper og frembragt noget, der ville fylde mere end de 100 sider? Slog han omsider gækken løs som karnevalist i mammutformat, eller havde han indset, at hans litterære mission var at lave samtidsromaner om livet på Christiansborg, sådan som dette formidles på TV?

Svaret foreligger i dag og er et stilfærdigt fnisende næ. Hvad Peter Adolphsen tilbyder os, er en veloplagt efterfølger til Brummstein, en hårdt bagt encyklopædisk fortælling, et spil på kanten af litteraturen, en leg med skæbne og kausalitet og en flot opvisning i flersporet stilkunst. Men stadig, og med stædighed, i det lille, koncentrerede format.

Mennesker mødes

Handlingsmæssigt betjener Machine sig af det klassiske episke trick med at indføre to personer, som intet har med hinanden at skaffe, og føre dem tæt på hinanden, sådan at deres livsbaner krydses. Den ene hedder Clarissa Sanders, er 22 år og studerer, da hun møder sin skæbne på andet år biologi ved universitetet i Austin, Texas, USA. Hendes mandlige modpart kalder sig Jimmy, men hed oprindelig Djamolidine Hasanov, født i 1948 i Baku, hovedstad i Aserbadjansk SSR. Efter en ungdom tilbragt på racercykel i håbet om en stor karriere flygtede han over grænsen til Iran og endte som oliearbejder i Utah, hvor han ved en arbejdsulykke fik den højre arm revet af. Nu, dvs. i juni 1975, lever han af en pension og er begyndt at eksperimentere med "bevidsthedsudvidende" stoffer.

Under normale forhold ville Clarissa utvivlsomt have holdt sig langt væk fra de sager. Men netop denne Skt. Hans-aften tager hun sit første LSD-trip, hvilket giver Adolphsen en enestående chance for at vise, hvad han for alvor dur til som skribent. Her havde vi ellers lige vænnet os til hans knastørre stil og behændigt underspillede humor, men så sender han os ind i en syntaks, der svimler gennem fire hæsblæsende sider. Joyce bør bryste sig i sin grav over i sin tid at have banet vejen for dette verbale orgie! Sammen med ham glæder sig Borges, hvis leg med leksikonets diktion også indgår som vigtig forudsætning for Adolphsens 'antropofagisme': menneskeæder-litteratur, der består i at æde andre forfatteres værker og ideer og så skide dem ud eller brække dem op efter at have opløst dem i sin egen syre eller i det mindste forsynet dem med sit personlige præg.

Fra hestehjerte til benzin

Tidsmæssigt spænder historien omtrent fra Big Bang til dagen i dag, med højdepunkt den aften, da Clarissa tager Jimmy op i sin bil. Rumligt breder fortællingen sig blandt fjerne galakser, men fortættes på den altan i Austin, hvor vor heltinde indånder en lille sky af kræftfremkaldende sodpartikler.

En vigtig del af dette infame snavs stammer, erfarer vi, fra en urhest på størrelse med en lille hund, som engang for 55 millioner år siden forfejlede et spring over en bæk og havnede som død i en sø, hvorefter den gennem successive forvandlinger omdannedes til olie for endelig at blive raffineret til benzin. At dråben, der engang var hestehjerte, bliver til brændstof samme dag, som Jimmy mister sin arm, og at dråben må brændes af lige præcis i Clarissas bil, det siger formentlig sig selv. For sådan går det jo gerne i en rigtig god gammeldags fortælling, når tingene skal hænge ordentligt sammen.

Refereret på denne måde kan Adolphsens lille bog garanteret lyde ret konstrueret og vældig fortænkt. Det er den også, tilmed i overvældende grad. Men det mærkværdige er, at han ved enkle og effektive midler får gjort sin idé til en ægte helstøbt fortælling. Hertil bidrager ikke mindst en rent ud sagt uhyrlig fortællekonstruktion, der låner sin tone fra den gammeldags overbliksbesiddende autoritative fortæller og f.eks. kan tale om "vores hest" og "vores hoppe" og "vores oliedråbe", samtidig med at stemmen har sin logiske plads inden for fiktionen. Den giver sig til kende som iagttager på side to, men gemmer sig siden bag det fortalte, for så endelig at dukke op, da der er fem sider tilbage. Hovsa, tænker man.

Skred i stilen

Et andet dynamiserende element er de idelige skred i stilen. Aldrig så snart har Peter Adolphsen anlagt en tør leksikontone, før han bryder den med indslag af dagligsprog og angelsaksisk slang. Og knap har man lært at beundre denne fint afstemte epik, før han med ét slår om og skriver dialoger, ganske vist som grum parodi. Og tror man af og til undervejs, at nu har man omsider stiftet bekendtskab med den muntert legende Adolphsen, bliver man heldigvis skuffet, for så kommer der en liste over bakterier og en opremsning af folkeslag i det gamle Sovjet, eller også en omhyggelig, og efter alt at dømme korrekt, beskrivelse af, hvad der foregår, når benzin brænder af i en motor og den famøse dråbe udbryder: "BANG!"

Jeg sagde ovenfor, at kuppet ved forfatterens metode bl.a. består i at lege ved randen af litteraturen. Hvad Adolphsen nemlig gør, er at spørge: Hvor tæt kan man komme til leksikongenren og så alligevel skabe ægte fortællekunst? Hvor meget kan handlingen sættes i stå, uden at læseren stiger af? Hvor megen faktaviden kan man proppe ind i et stykke skønlitteratur, samtidig med at det stadig bevarer den elementære episke kraft?

Det er de spændende spørgsmål i bogen, de, der gør, at man lukker den med hovedet gennemmasseret. Det kedelige spørgsmål, det lyder, hvor meget en forfatter i længden kan gentage sig selv og dog være dybt original. Hvor meget jeg end, med stille fnisen, har nydt at læse og genlæse Machine, glæder jeg mig dog stadig til at se dens forfatter udfordre sit talent meget mere. Måske engang begynde at danse, derude på kanten af, hvad vi kalder litteratur.

Peter Adolphsen: 'Machine'. 71 s. Kr. 179,00. Samleren. ISBN: 87-638-0436-0. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu